PergaMent

Lyntoget til Jylland den 23. december er kørt ud fra Hovedbanegården. Man kan godt vente lidt med at åbne aviserne eller tænde for MP3-spilleren, for nu stiller en professor i bibelforskning sig op i midtergangen. Han har et par tykke bøger under armen og går i gang med at holde en forelæsning om juleevangeliets historiske baggrund.

Var dét noget? … De siger jo, forskningen skal ud til folket …?

Det er forsøgt i Israel, hvor professor Isaiah Gafni for nylig holdt foredrag om Makkabæeropstanden i toget fra Modein til Tel Aviv.

Nu er der også det særlige ved Gafni, at han ikke ville være i stand til at være kedelig, om man så tilbød ham en halv million for ulejligheden. Jeg har gået til hans kursus om jødedommen på Jesus’ tid på Det Hebraiske Universitet i Jerusalem, og mandens begejstring for sit stof er ikke til at tøjle – så de gode folk fra Modein har fået noget for deres togbillet.

(Tak til Jim Davila for linket)

Nu er også den norske udgave af den store fællesnordiske grundbog om Dødehavsrullerne udkommet.

Den danske udgave udkom på Forlaget Anis for få måneder siden. Jeg tillod mig i den forbindelse ubeskedent at beskrive den som “den mest up-to-date grundbog om Dødehavsrullerne, der kan købes for penge.” Det står jeg sådan set fortsat ved, med den ene undtagelse, at læsere der kan moderne hebraisk, bestemt også bør kigge i den 700 sider lange moppedreng i telefonbogsformat, som Menahem Kister har redigeret, og som udkom på Yad Ben Zvi-forlaget i Israel ca. samtidig med den danske bog.

Tillad mig i øvrigt lige igen at nævne, at vi sammen med den danske bog har lavet en komplet oversigt over de mere end 900 manuskripter fra Qumran samt over alle danske oversættelser. Til fri og gratis afbenyttelse.

Bibelselskabet udsender hvert år et lille hæfte med forslag til en bibeltekst til hver eneste dag i året; et udmærket hjælpemiddel for folk, der gerne vil læse i den gode bog på egen hånd, men ikke orker bare at tyre den igennem fra en ende af uden en vejviser.

Læseplanen indeholder desuden en række korte mini-artikler om et eller andet samlet emne. Jeg har lige opdaget, at det er mig, der har skrevet artiklerne til læseplanen for det nye kirkeår, der begyndte for tre uger siden (det er så længe siden, jeg skrev dem, at jeg havde svedt det ud igen). De handler om bjergene i Bibelen.

Mere kan læses på Bibelselskabets website, hvor man også kan downloade læseplanen.

Arkæologen Jeppe Boel Jepsen har i Sankt Petersborg fundet en elfenbenskopi af det ene af Guldhornene. Det sensationelle ligger i, at kopien er lavet med et af de originale horn som model, før de blev stjålet og smeltet om i 1802. Alle andre kopier er lavet efter tegninger.

Boel Jepsen siger i Politiken, at udsmykningen tyder på, at hornene var lavet efter romersk og ikke germansk forbillede, og at de derfor nok er et par århundreder ældre end man plejer at antage (ca. 200 e.Kr. i stedet for ca. 450).

I Kristeligt Dagblad er han citeret for en lidt mere præcis forklaring (og nu nærmer vi os noget bibelrelevant): En lille figur med horn i panden “viser sig at ligne billeder af Alexander den Store”.

Det er desværre ikke helt klart, om han mener, at figuren faktisk forestiller Alexander, eller at stilen blot er den samme, som kendes fra billeder af den megalomane makedonske erobrer. Men at dømme efter Jeppe Boel Jepsens egen blog er det faktisk Alexander himself.

Hvis det faktisk skal forestille Alexander, har vores forfædre haft fat i en symbolik, der minder meget om en passage i Det Gamle Testamente: I Daniels bog kap. 8, v. 5-8 og v. 21 er det sandsynligvis lige præcis Alexander, der bliver beskrevet som en gedebuk, hvis horn brækker af og erstattes af flere mindre horn (som symboliserer de generaler, der delte Alexanders imperium mellem sig efter hans død).

Hvordan det billede er havnet på en mark uden for Møgeltønder for 16-1800 år siden, kunne være interessant at vide.

****************************

En tilføjelse:

Ikke alle er overbevist om, at elfenbenskopien er mere nøjagtig end dén af guld på Nationalmuséet: I Berlingske Tidende argumenterer museumsinspektør Morten Axboe for, at de begge er lavet efter de samme tegninger.

Den beholder af sten, som er dukket op i en udgravning på Zionbjerget i Jerusalem (tidligere omtale her) er en hård nød at knække for eksperterne i indskrifter fra oldtiden.  En artikel i National Geographic taler om, at de ti linjer på krukken er skrevet i en slags kodeskrift og på en blanding af hebraisk og aramaisk.

Men nu fortæller Jim Davila, bibelvidenskabens énmandsudgave af Reuters Bureau, at han på en lærd konference i Amerika har snakket med Stephen Pfann, som har haft ansvaret for udgivelsen af de Dødehavsruller, der er skrevet i såkaldt “kryptisk” skift, dvs. en slags kode. Pfann mener, at skriften på krukken minder om det alfabet, der bruges i nogle af de “kryptiske” Dødehavstekster (Cryptic A bliver det kaldt). Og noget af teksten skulle minde om indledningen til Salme 26 i Det Gamle Testamente.

Mere vil han ikke ud med. Men det står jo os andre frit for at spekulere. Salme 26 er en from mands bøn til Gud om hjælp. I vers 6 står der “Jeg vasker mine hænder i uskyld / jeg kan gå omkring dit alter, Herre”, og længere henne taler han om sine mindre fromme medmennesker, “hvis hænder er fulde af skændighed, / hvis højre hånd er fuld af bestikkelse.” Fokuseringen på hænder og renhed passer jo som hånd i handske (!) til udgravningsholdets gæt på, at krukken har været brugt til at hælde vand over hænderne i forbindelse med den rituelle jødiske renselse fx forud for måltiderne.

Så nu véd vi måske, hvordan det så ud, når man fulgte de regler, som farisæerne minder Jesus om i Markusevangeliet kap. 7, vers 1-5.

Det er godt at være præcis. Men det kan fremkalde betydeligt hovedbrud, hvis man forsøger at være mere præcis end der er grundlag for.

Fx fortæller jeg ofte studenter og andre flinke folk, at Dødehavsrullerne kan deles op i ”bibelske” og ”ikke-bibelske” tekster. Og da jeg for et stykke tid siden lavede en oversigt over dem som supplement til den nye grundbog, delte jeg dem op på den måde. Men giver den skarpe skelnen egentlig mening?

At opdelingen ville have været svær at forklare for teksternes forfattere, er sådan set det mindste problem. Men en kendsgerning er det, at man i den tids jødedom nok havde ”en samling af autoritative tekster”, men næppe ”en autoritativ samling af tekster”. Eller sagt på mindre knudret dansk: Man var enige om, at en gruppe skrifter havde en særlig status, og at fx Mosebøgerne og Esajas’ Bog m.fl. hørte med til den gruppe, men listen over bøger, som hørte med til denne gruppe, var ikke afsluttet. Hvis nogen fx spurgte, om Højsangen eller Enoks Bog hørte med, så stoppede enigheden: Skønt Højsangen i dag er en del af Bibelen, var den omdiskuteret helt op til efter vores tidsregnings begyndelse. Og omvendt med Enoks Bog: Alt tyder på, at mange jødiske grupperinger anså den for at have samme status som fx Mosebøgerne, men den endte med ikke at komme med på listen. Den tids ”kanon” var altså ”flydende” eller ”åben”, som man siger – og det er jo næsten det samme som at sige, at der ikke var nogen kanon (selv om der altså, NB, var hellige skrifter, men netop i flertal).

Men jeg har pænt holdt mig til den kanon, som jøder og protestanter er fælles om: ”Bibelsk” er i denne sammenhæng de 39 skrifter, som optræder i indholdsfortegnelsen til Det Gamle Testamente i en almindelig dansk bibel. ”Apokryfe” skrifter som Siraks og Tobits bøger og Jeremias’ Brev er puttet over i den ikke-bibelske kategori sammen med ”pseudepigrafe” bøger som Første Enok og Jubilæerbogen. Der stopper problemet imidlertid ikke. For ét er spørgsmålet om, hvilke skrifter, der udgør Bibelen. Et andet spørgsmål, er ”i hvilken form”?

Foruden eksemplarer af den hebraiske tekst til langt de fleste gammeltestamentlige skrifter rummer samlingen fx de ældste bevarede targumer. Det er ”oversættelser” til aramaisk af bibelske skrifter, men da targum-traditionen ofte forholder sig særdeles frit og kreativt til sit udgangspunkt, er det lige så nærliggende at opfatte dem som selvstændige fortolkninger. Så de kom over i gruppen med ikke-bibelske tekster.

Men, ups!, hvad så med de græske oversættelser? For sådan nogle findes der også en håndfuld af blandt Dødehavsrullerne. Ja, de er ind til videre blevet puttet i kategorien med ”bibelske” tekster. Og grunden? Tjah, vist nærmest en traditionel teologisk fordom om, at de græske bibeloversættelser jo ”bare” er oversættelser, mens targumerne er fortolkninger. Men det er naturligvis forkert. ”Oversættere er forrædere” siger man med et ordspil på italiensk, og det er måske en mild overdrivelse, men oversættere er i hvert fald ALTID fortolkere. Og den græske oversættelse af GT, Septuaginta, er ikke kun en (nød)hjælp til at forstå den hebraiske tekst, men også et udtryk for et selvstændigt teologisk stykke tænkning i oldtidens jødedom – det er man for alvor ved at blive klar over i disse år. Så måske burde de græske tekster have fulgt med targumerne over i den ikke-bibelske kategori.

Og så har jeg ikke engang nævnt det uoverskuelige problem med at afgøre, hvornår en hebraisk tekst er en bibeltekst med variationer – og hvornår den er en selvstændig genfortælling eller fortolkning. Hvor stor skal forskellen være … ? ere om det en anden gang …

Tintin-fans vil kunne huske fra ”Rackham den Rødes skat”, at ørnen er evangelisten Johannes’ symbol. Og der er noget højtflyvende ved det fjerde evangelium.

Man skal ikke have læst ret meget i Det Nye Testamente for uden videre at kunne høre, om noget Jesus siger, stammer fra Johannes-evangeliet eller fra et af de andre tre evangelier. Lidt karikeret har man sagt, at hos Matthæus, Markus og Lukas taler Jesus om ”Guds Rige” (som hedder ”Himmeriget” i Matthæus-evangeliet, men meningen er den samme) – hos Johannes taler han om sig selv og sin rolle som Guds budbringer til verden. Men det er ikke kun indholdet, det er også måden han formulerer sig på, der er markant anderledes.

Al forskning er præget af modetendenser og bølgebevægelser: I ét årti er alle optaget af ét spørgsmål, i den næste forskergeneration fokuserer man på noget andet. I mange år var Johannes lidt uinteressant for forskerne, fordi man mente, at det meget særegne billede af Jesus måtte være evangelistens (og hans menigheds) egen fortolkning af den mere oprindelige kristendom, som man kunne finde spor af i de tre andre evangelier.

I dag er man meget tilbageholdende med at tro, at man overhovedet kan tale om et emne uden samtidig at fortolke det. Den kristendom man finder i Markus- og Matthæusevangeliet, er muligvis nogle årtier ældre end Johannesevangeliet, men den er også en fortolkning af, hvad de allerførste Jesus-tilhængere troede. Og begge fortolkninger hører med til billedet af, hvordan kristendommen blev til.

Og, vupti, i de sidste fem år har samtlige ph.d.-afhandlinger om det Nye Testamente i Danmark (på nær én om Hebræerbrevet) handlet om Johannes-evangeliet. Og nu har alle de kloge hoveder samlet nogle af deres indsigter i en bog, ”Hvad er sandhed: Nye læsninger af Johannesevangeliet”.

Det er interessant at konstatere, at både Kasper Bro Larsen og bogens ene redaktør, Christina Petterson, beskæftiger sig indgående med den rolle som tekster fra Johannesevangeliet spiller i folkekirkens gudstjeneste. Også på det punkt er der sket en udvikling i forskningens interesser.

—————————-

(PS: Det må høre til sjældenhederne, at det selvsamme forlagshus med kun 12 års mellemrum udsender to helt forskellige bøger med samme titel. Men at titlen er et berømt bibelcitat, gør selvfølgelig fænomenet mere forståeligt. Og den første af bøgerne handlede om noget helt andet).

Ingen véd reelt, hvor ordet ”religion” kommer fra, men ét af de kvalificerede gæt er, at det stammer fra den latinske glose ”at binde noget sammen igen”.

Og hvis guderne bor i himlen, som de gør i mange (men ikke alle) religioner, er det jo en nærliggende tanke, at religionens formål er at skabe en forbindelse til dem.

I Det Gamle Testamente er man ret forbeholden over for muligheden af, at det menneskelige og det guddommelige kan nærme sig hinanden: Da først urmenneskene har forladt den have, hvor de havde direkte forbindelse med Gud, så er afstanden til det guddommelige et vilkår, der ikke sådan kan pilles ved, og når Gud fx stiger ned på Sinaj-bjerget og bosætter sig i israelitternes helligdom, så kræver det omfattende sikkerhedsforanstaltninger.

I tiden frem mod Det Nye Testamente bliver man mindre forbeholden i jødedommen, og begyndelsen til dét findes allerede i Det Gamle Testamente selv: Det fortæller Trine B. Hasselbalch om i det seneste nummer af Bibliana, som handler om ”Apokalyptik og himmelrejser”. Hasselbalch beskriver profeten Ezekiels sælsomme syner, hvor Gud selv viser sig for profeten, siddende på en trone med hjul, der bæres af fire keruber. Muligvis er tanken, at det er præcis den trone, som plejede at stå i det inderste tempelkammer, ”Det Allerhelligste”, i Jerusalems tempel. For Ezekiel sad i eksil i Babylon, og templet lå i ruiner. Så måske var Guds trone nu nødt til at være bevægelig – men til gengæld var Guds nærvær så heller ikke begrænset til et bestemt sted.

Da først katten var ude af sækken – eller Guds herlighed ude af templet – var der ingen grænser for de beretninger om åbenbaringer og himmelrejser, som dukkede op i jødedommen. Det fortælles der mere om i bladets øvrige artikler, som naturligvis også omfatter den kendteste himmelrejse af alle: Jesus’ himmelfart efter sin død og opstandelse. Der er masser af spændende læsestof.

P.S. – Forsidebilledet har man valgt at aftrykke på hovedet, så at Lammet fra Johannes’ Åbenbaring ligger med benene i vejret som en klasket flue, omgivet af latinske tekster, der også vender bunden opad. For at skaffe dette ærværdige Kristus-symbol en smule oprejsning har jeg tilladt mig på billedet her ovenover at omvende det storartede tidsskrift.

En af verdens flittigste forfattere, Isaac Asimov, der var ph.d. i biokemi og bl.a. også skrev adskillige bøger om Bibelen, var især kendt for sine science fiction-bøger. Da han en gang blev spurgt, hvorfor så klog en mand dog dyrkede dén useriøse genre, svarede han, ”Det er rigtig nok, at 90 % af den science fiction der skrives, er noget bras. Men 90 % af alting er noget bras.”

Jeg kom til at tænke på replikken, da jeg læste et spidst debatindlæg af bibelforskeren Mark Goodacre, hvor han satiriserer over forskere, der helst kun vil forholde sig til viden, der forligger trykt i bøger, og som tilsyneladende mener, at selve internetmediet er garanti for underlødighed.

For det er jo sandt (som Goodacre også skriver), at man kan få det skrækkeligste vrøvl ud af ukritisk at samle oplysninger ind fra nettet. Men som Asimov ville have tilføjet: Man kan få lige så vederstyggeligt pølsesnak ud af ukritisk at hive bøger ned af hylden uden vejledning i, hvad de indeholder.

For eksempel konstaterede jeg for nylig, at det københavnske hovedbibliotek i Krystalgade havde anbragt den amerikanske thrillerforfatter Jeffrey Archers skønlitterære bog ”Judas-evangeliet” i gruppe 22.8 sammen med videnskabeligt funderede oversættelser af de apokryfe skrifter. Jeg tror såmænd ikke engang det er en fejltagelse, eftersom bogen, der er skrevet under pseudonymet Benjamin Iskariot, markedsføres som en ”gendigtning” af det meget omtalte papyrusmanuskript.

Men det siger lidt om, at kritisk sans er nødvendigt, uanset hvor man henter sine oplysninger.

Man har fundet rester af Jerusalems bymur fra før den tidligste jødiske eller israelitiske tilstedeværelse i byen. Både BBC og DR skriver om sagen. Hos DR står der:

Kritikere har tidligere kritiseret Israel for at udnytte arkæologi som et politisk instrument til at understrege jødernes ældgamle krav på det hellige land. Men det seneste fund understreger altså, at også oldtidens jøder oprindeligt er kommet til landet udefra.

(Bemærk manden til venstre i billedet — det siger lidt om stenenes størrelse).

Det kommer nu ikke bag på nogen der har haft Bibelen og øjnene åbne samtidigt, at israelitterne ifølge den bibelske beretning er et folk af indvandrere. Det har stået i teksten hele tiden. Det er sådan set det, de første ca. 200 sider af en almindelig dansk Bibel handler om.

Den arkæologiske udforskning af landets historie er i de seneste 50 år faktisk gået i den stik modsatte retning: Nogle mener at der kort og kontant aldrig har været nogen israelitisk indvandring, men at israelitisk kultur og religion (og Det Gamle Testamente selv) er opstået ved en gradvis udvikling i den lokale kultur. Eller enklere sagt: Israelitterne var kana’anæere!

Mere moderate gemytter fremhæver, at en indvandring jo ikke betød, at den tidligere kana’anæiske befolkning ophørte med at eksistere, og at uanset om mange eller få grupper af indvandrere indgik i det, der senere blev til Israel, så er der med sikkerhed røget betydelige kana’anæiske bidrag i den israelitiske genpulje.

Det har OGSÅ stået i Bibelen hele tiden: “Og israelitterne boede blandt kana’anæerne … De giftede sig med de andres døtre, og deres egne døtre gav de til de andres sønner, og de dyrkede deres guder” (Dommerbogen kap. 3, vers 5-6).

Men det er et interessant fund, som man jo kun kan ønske de israelske arkæologer til lykke med – samtidig med at man håber, at det kan blive til gavn og ikke til skade for de lokale indbyggere i det palæstinensiske kvarter, hvor fundet er gjort. Det ville da være i fundets ånd, hvis begge Jerusalems nuværende befolkningsgrupper kunne tjene kassen på at vise de gamle sten frem for turister, pilgrimme og historieinteresserede!