Videnskab i huller

heyerdahl_Det er Thor Heyerdahls 100 års fødselsdag i dag. Det går antagelig ikke stille af i Norge, men i den samlede danske verdenspresse er det vist kun blevet til en lille forkølet (maskinoversat?) notits på dagens.dk.

Til gengæld fejrer Google ham. Det er der da stil over!

Nogle af hans teorier er vistnok effektivt modbevist, og lidt useriøst kan det jo virke, at man bliver véd med at udklække teorier, der nødvendigvis skal afprøves ved at sejle et oldtidsfartøj over et verdenshav! Men Kon-Tiki er og bliver en fantastisk “drengebog”, og jeg mener faktisk jeg hat lært en ekstremt vigtig videnskabteoretisk pointe af dens første kapitler, hvor Heyerdahl vandrer fra det ene professorkontor til det næste i New York med sit manuskript, og ingen tager ham alvorligt, fordi hans tese bygger på materiale fra en række forskellig videnskaber, hvoraf jo adskillige, som han ikke er uddannet i (han var havbiolog). Træt og sur opsøger han en ven, som fodrer ham med biksemad og siger, “Tidens forskning kræver jo, at hver fagkreds graver i sit eget hul. Det er uvant at nogen begynder at sortere dét, som kommer op fra hullerne, for at sætte det sammen. … Tiden kræver detailarbejde”.

Jo, vist så. Vi skal have forstand på vores emne. Men vi skal også have bare lidt forstand på de andres emner, ellers bliver vi ekstremt dumme at høre på, uanset hvor kloge vi er på vores eget.

Bibelens aktualitet

bibelens_aktualitet

”Jeg er ret sikker på, at vi lærer vores studerende at forstå, at Bibelen hører til i en fjern fortid med andre forudsætninger end vores. Til gengæld er jeg bange for, at vi svigter studenterne, når det drejer sig om Bibelens aktualitet. Men Bibelen er først og fremmest en aktuel størrelse i kulturen, i kirken, i skolen osv. Og det skal studenterne også kunne håndtere, når de kommer ud og får et arbejde. Men hvordan skal vi lære dem det?”

– sådan spurgte Geert Hallbäck som oplæg til den temadag, han højtideligholdt sin egen pensionering med i maj 2012. Nu er de fem foredrag, som blev holdt på dagen, udkommet i form af et lille hæfte på 86 sider, udgivet af Center for Studiet af Bibelens Brug.

Her forsøger Geert, tre gæster samt jeg selv at svare på Geerts spørgsmål. Selv har jeg en håndfuld konkrete bud på, hvad man kan gøre i (universitets)undervisningens sammenhæng, men bruger først lidt energi på at drøfte, hvad det overhovedet vil sige, at noget er aktuelt. Jeg skelner i denne sammenhæng mellem Bibelens “kulturelle”, “kanoniske” og “konkrete” aktualitet:

1) Bibelen kan være “aktuel”, fordi der står ting i den, som siger os noget. I så henseende er der ikke principielt forskel på Bibelen, Shakespeare og Peter Plys: Hvis det der står, giver mening – så giver det mening, uanset hvor det står.

2) Desuden kan Bibelens indhold anses for at have en særlig aktualitet, fordi Bibelen er helligskrift for en bestemt religion. Hvordan det skal håndteres, er indlysende relevant for den del af universitetets studenter, som bl.a. skal holde prædikener som en del af det arbejde, de skal udføre.

3) Og endelig er Bibelen som konkret foreliggende fænomen aktuel, uanset hvad man selv mener om dens indhold: The Bible is out there, som jeg siger med en formulering hugget fra Geert selv. Den bliver – ligesom Koranen – læst og fortolket og brugt hver dag. Den brug skal teologer også følge med i.

Hæftet med foredragene vil kunne købes i Atheneums Boghandel for kr. 50,-, så snart vi har fået ekspederet nogle eksemplarer derover.

Filosofi i sneen

mumitroldene-og-tilvaerelsens-gaade_219782Der er skrevet en del bøger, hvor filosofi, management og andre emner præsenteres med udgangspunkt i Peter Plys.

Trenden startede med Benjamin Hoffs bog »Peter Plys og hans Tao«, der hærgede den engelsksprogede verdens bestsellerlister i 1982 og forelå på dansk allerede året efter. Ud over at minde sine læsere om, hvor behageligt selskab den trivelige bjørn fra Hundredemeterskoven er, har Hoffs bog også for rigtig mange mennesker været den første introduktion til den taoistiske åndsretning i kinesisk tænkning. Den var man måske ikke faldet over på egen hånd.

Nu er trenden kommet til Mumidalen med den finske forfatter Jukka Laajarinnes nye bog »Mumitroldene og tilværelsens gåde«, hvor mumitroldenes verden og eksistensfilosofiens tunge tænkere ses i lyset af hinanden.

Mens »Peter Plys og hans Tao« gav læserne det indtryk, at taoismens hovedskikkelser var nogle rimeligt muntre fætre, så er den underfundige latter jo ikke ligefrem det, man i første række forbinder med Heidegger, de Beauvoir, Sartre og Camus.

Selv Kierkegaard, som er forfatterens femte hjemmelsmand, var ganske vist vittig, men ikke specielt glad. Og det er netop godt set af Laajarinne, at Mumi-universet på dét punkt passer godt sammen med eksistensfilosofien.

Man er nemlig blevet snydt for rigtig meget af begivenhederne i Mumidalen, hvis man mest kender dem fra tegnefilm og merchandise.

At vælge at være sig selv

Forfatteren bag mumitroldene, Tove Jansson, udgav både billedbøger og daglige avisstriber i mange år, men selve den mumitroldske ‘kanon’ er for Laajarinne som for mange andre fans de otte romaner samt én novellesamling, som kom med ujævne mellemrum i perioden 1945-1970.

Og i disse ni bind er der et forløb: Vi starter i en spændende og dramatisk, men fundamentalt idyllisk verden a la Plys eller »Vinden i Piletræerne« og ender i et univers af fremmedgørelse, ensomhed og forvirring.

At man ikke bare ‘er’, men skal forholde sig til sin plads i livet og »vælge at være sig selv«, som både Sartre og Kierkegaard på forskellige måder understreger, er en bestandig hovedpine for Mumifar. For hvem er man som far?

Han vil frygteligt gerne være familiens overhoved og beskytte dem, han holder af, mod katastrofer af alle slags. Problemet er blot, at de i det store og hele er fint i stand til at tage vare på sig selv, og at hans humørsyge optagethed af sin egen rolle udelukkende er en byrde for omgivelserne, særligt for Mumimor, der må finde på stadigt nye manøvrer for at holde ham beskæftiget.

Klassisk dannelseshistorie

På et tidspunkt stikker han ligefrem til havs sammen med hatifnatterne – en slags vagabonderende minispøgelser uden sprog, som i deres rodløshed udgør antitesen til huset i Mumidalen. »Bagefter sagde Mumimor, at han havde været mærkelig i lang tid, men rimeligvis var han ikke mere mærkelig, end han plejede at være«, bemærker fortælleren, og den diskrete hentydning til, hvordan Mumifar plejede at være, er egentlig mere uhyggelig end begivenhederne under hans springtur.

Fortællingen er en helt klassisk dannelseshistorie om at rejse ud efter noget, man tror man mangler, og så indse, at det kun findes derhjemme.

Mumifar sejler havet tyndt sammen med tre hatifnatter, og det ‘udsvævende liv’, som man i Mumidalen hviskende taler om i forbindelse med hatifnatterne, viser sig at bestå i tavs, indholdsforladt kedsommelighed. Monotonien gør Mumifar fortvivlet, og tavsheden er det allerværste. Snart længes han inderligt efter den uafladelige knævren om stort og småt derhjemme, og han »syntes pludselig, at kun dér kunne han være lige akkurat så fri og eventyrlig, som en rigtig Mumifar skal være«, så han stjæler en af hatifnatternes både og sætter kursen hjemad.

En fremmed i sin verden

Problemet er bare, at i den følgende bog i serien, »Mumifar og havet« (hvis titel med vilje spiller på Hemingway), er han igen lige så rastløs og utålelig som altid, og Mumimor må organisere, at hele familien udvandrer til en øde klippeø, for at han kan få noget at rive i. Mumidalen er altså forladt, og seriens sidste bog »Sent i november« præsterer dermed noget nærmest unikt i litteraturhistorien: En hel bog af romanlængde, hvor det samlede galleri af hovedpersoner er helt og aldeles fraværende. Mumihuset befolkes af seriens perifere bipersoner, og de har selv, præcis som læseren, en indædt fornemmelse af, at noget er rivende galt. Eksistensens grundkarakter af, at man er en fremmed i den verden, man nu engang skal leve i, er næppe skildret mere rammende nogen steder.

Men Mumitrolden selv har oplevet netop dét en gang før, blot i sæsonbetinget form: I »Troldvinter« fra 1957, som danner en slags overgang mellem de tidlige ‘lyse’ eventyr og de senere og mere dystre, vågner Mumitrolden op midt i den sorteste vinter, mens resten af familien sover sin seks måneder lange vintersøvn, og opdager, at dalen midt i vinterhiets tid er fuld af liv. Men det er et andet, fremmedartet liv, som Mumitrolden, sagt med Heidegger, er »kastet ind i«.

At begå sig i usikkerhed

Han lærer til dels at begå sig i vinterens verden og får en slags venskabsforhold til dens beboere, men han bliver ved at opfatte sommeren som »den rigtige verden«, og han frustreres voldsomt over sin vinterlige veninde Too-tickis spørgsmål: »Og hvordan kan man vide, hvad for en, der er den rigtige?«

Havde Too-ticki så endda hævdet sin vinterverdens lige ret til at være ‘rigtig’, men i stedet er hun jævnt uinteresseret i selve forskellen.

På et tidspunkt fortæller hun ham om vinterens mysterier, og han siger høfligt, men uden at mene det: »Det kan jeg godt forstå«. Hun svarer venligt: »Nej, du kan ikke … Alt er meget usikkert, og det er netop det, der beroliger mig«.

At finde altings usikkerhed beroligende er hård kost for en trygheds-begejstret mumitrold. Men han lærer i bogens og vinterens løb – som ethvert menneske er nødt til at lære – at begå sig i den fremmedartede verden, han er havnet i.

Og hans glæde over forårssolen, da den endelig vender tilbage, er vel at mærke ikke mindre af, at han også har lært at føle sig nogenlunde hjemme i vinterens fremmede land.

Bogen Mumitroldene og tilværelsens gåde er skrevet af Jukka Laajarinne og udgivet på forlaget Alfa 2012.

(Kronik i Aarhus Stftstidende, søndag 24. feb. 2013)

Melvilles klokketårn

Hvis nogen mangler en julegave til en, der holder af gode gammeldag fortællinger, så lad mig foreslå Flemming Chr. Nielsens nyudgivne oversættelse af Herman Melvilles Billy Budd og Veranda-fortællinger.

Billy Budd er jo en guldrandet klassiker og vil ikke skuffe nogen, der på grund af Moby Dick især forbinder Melville med saltvand. Men den store amerikaner har meget andet at byde på. Der er historien om den menneskelige fotokopimaskine Bartleby (”scrivener” er hans titel på engelsk, dvs. en kopist eller afskriver, hvis opgave er at give et kontors færdige output det rette professionelle udseende), der pludselig en dag går i baglås – som maskiner jo har det med at gøre.

Og der er historien om Klokketårnet, som man ikke behøver være bibelnørd for at forbinde med beretningen om Babelstårnet, det sørger Melville selv for at skære ud i marmor på novellens første side. Men de bibelske motiver er adskilligt mange flere i denne uhyggelige historie om den hårfine grænse mellem engagement og fanatisme. Karen Blixen ville, som oversætteren påpeger i forordet, have elsket den, men der er nu også et pænt skvæt Edgar Allan Poe i den. Sæt Dem roligt til rette på Melvilles veranda, kære læser.

Du almægtige!

Den guddommelige hidsigprop Divus Madsen, verdens bedste tegneseriegud, kastede sig en gang ud i et lille skoleridt gennem religionsfilosofiens traditionelle begreber om det guddommelige: ”Som Gud er jeg naturligvis al-god, al-vidende og al-mægtig”, sagde han (citeret efter hukommelsen) – og dukkede i den sidste ramme i den dags stribe op bag et særdeles veldækket bord bevæbnet med kniv, gaffel og serviet og tilføjede, ”OG ALT-ædende!”

Madsens sans for, at man almindeligvis betragter guder som almægtige, var uden tvivl præcis og velanbragt. Men bør man også, fra religionens eget synspunkt, nødvendigvis opfatte Gud som almægtig? Og hvis man – i overensstemmelse med en meget stor del af den kristne tradition – svarer ja, er man så også villig til at tage konsekvensen? For en helt og aldeles almægtig Gud må jo have ansvaret for alt. Det er altså Guds skyld (eller som absolut minimum: med Guds accept), når skibe går ned, tsunamier hærger, og hele befolkningsgrupper bliver udryddet i forrykte ideologiers navn. Han kunne jo bare have stoppet det!

Min lærde kollega Jakob Wolf skrev for få år siden et slagkraftigt og velargumenteret forsvar for det synspunkt: Det er Guds skyld alt sammen! Jobs tårer, hed bogen, og den var – af en teologisk fagbog at være – imponerende letlæst og fængende og fik bunkevis af velfortjent omtale. Wolf tog – lige som Divus Madsen – for givet, at Gud er almægtig. Så må vi, som politikere siger ”tage den dérfra” og indrette os med den konsekvens, at så er Gud skyld i ting, vi kun kan opfatte som onde. Sandt at sige kunne man jo også godt mene, at hvis man endelig skal rammes af en ulykke, ville det ikke være påfaldende mere opmuntrende at skyde skylden på Satan eller tilfældet. Gud synes man dog (ifølge den kristne tradition), man kender.

Nu er min ikke mindre lærde kollega Lars Sandbeck imidlertid ikke tilfreds med tanken om Gud som ophavsmand til det onde. Han er i det hele taget ikke tilfreds med tanken om, at gud pr. definition er almægtig, alvidende og alt-muligt-andet. De begreber hører til filosofiens og metafysikkens begrebs-gud, ikke til kristendommens og Bibelens levende Gud – for at sige det lidt firkantet. Sandbeck har netop udgivet bogen De gudsforladtes Gud: Kristendom efter postmodernismen, hvor han præsenterer kristendommen med udgangspunkt i den filosofi (eller anti-filosofi, om man vil) der kaldes postmodernismen, og som rokker ved enhver tanke om evige og uforanderlige begreber som fx guddommelig almagt.

Sandbecks bog har én ting til fælles med Wolfs: Den er forrygende godt skrevet. Stoffet er svært, men hvis man ind imellem bliver forpustet, er det kun fordi det faktisk er store emner der er på spil, og ikke på grund af sjasket tænkning og dårligt dansk. Hvis man vil have at alsidigt lynkursus i teologisk tænkning, kan man ikke gøre sig selv en bedre tjeneste end at få fat i både Jobs Tårer og De gudsforladtes Gud og læse dem i forlængelse af hinanden.

Fru Jesus

De fleste går ud fra, at Jesus ikke var gift. De fleste går også ud fra, at han ikke havde blindtarmsbetændelse eller flyveører. Grunden til begge antagelser er den samme: Der står ikke noget om det i teksterne.

Men bemærk altså, at der netop står lige nøjagtigt ingenting om emnet.

Der står ikke ”Jesus var ugift”, og der står heller ikke, at han var gift. Og det bør egentlig ikke undre os. Evangelierne er nemlig ikke biografier i moderne forstand. De er ikke skrevet for at give oplysninger om Jesus, men for at anbefale én bestemt måde at forholde sig til ham på. Og hans ægteskabelige status er åbenbart fløjtende irrelevant for dén sag, siden ingen af de fire evangelister har gidet ofre én sætning på emnet.

Men nysgerrighed er jo en naturkraft, der ikke sådan lige kan stoppes. Så lad os gætte med, siden emnet nu er i vælten for øjeblikket. Nogen vil sige, at det ville være løjerligt, at Fru Jesus ikke er nævnt med en stavelse, hvis hun faktisk fandtes – altså var han nok ugift. Andre vil påpege, at det var så usædvanligt for en jøde i 30-årsalderen at være ugift, at det ville være blevet kommenteret, hvis Jesus i den grad afveg fra normen – altså var han nok gift.

Faktisk kan man fint kombinere de to betragtninger: Når en 30-årig jøde i det første århundrede e.Kr. optræder, uden at hans kone nævnes med et ord, så er det sikkert fordi han er enkemand. Den gennemsnitlige levealder var ikke høj den gang.

Men som sagt: Teksterne selv betragter åbenbart emnet som inderligt ligegyldigt.

Anledningen til at tage temaet op er naturligvis, at alle aviser i disse dage skriver om en stump papyrus, hvor man på koptisk kan læse den første halvdel af en sætning, hvor Jesus siger noget om ”Min hustru …”.

Både Jim Davila og Anders Klostergaard Petersen, blandt mange andre, har begavede betragtninger om emnet. Så lad mig nøjes med at opsummere ultrakort:

1) Papyrussen kan meget vel tænkes at være falsk. Noget seriøst kan ikke siges, før uafhængige forskere har haft mulighed for at kigge den professor over skulderen som har offentliggjort nyheden. Forskningens mølle maler langsomt, men ”sådan er det jo”.

2) Hvis papyrussen er ægte, fortæller den os, at der 200 år efter Jesus’ tid var kristne i Egypten, som mente, Jesus var gift. Det er rasende interessant, for mens cølibat var en helt usædvanlig tanke for jøder på Jesus’ tid, så var det et udbredt ideal blandt mange kristne få århundreder senere. Papyrussen fortæller, at cølibattilhængerne ikke var enerådende – men den fortæller ikke nødvendigvis noget om Jesus’ faktiske familieforhold.

Jesus: 1 — Døden: 0

Hvad er egentlig det særlige ved Jesus? Det er vel det mest grundlæggende spørgsmål man kan stille om kristendommen. Og interessant nok er der ikke ét enkelt svar, som er dækkende. Allerede i de allerældste kristne skrifter (Det Nye testamente) er der mindst tre forskellige:

Han er en vismand eller en lærer – én der véd, hvordan det hele hænger sammen. Når der ustandselig står i evangelierne, at han ”underviste” store skarer af mennesker, og når folk henvender sig til ham og kalder ham ”rabbi”, så er det dén tankegang, der ligger bag: Jesus véd besked. Det er en opfattelse af Jesus, som nutidsmennesker nemt kan sætte sig ind i.

Men vismænd og profeter har der jo været mange af i tidens løb. Et mere ekstremt bud er idéen om Jesus som et offerdyr: Det var ikke de ting han sagde, der var unikke, det var den måde, han døde på. Der blev ofret dyr i templet i Jerusalem hver dag, og ofrene skulle opretholde det gode forhold mellem Gud og israelitterne. Da Jesus blev henrettet, var han ”the sacrifice to end all sacrifices”: Det gode forhold mellem Gud og menneskeheden var etableret én gang for alle. Det er for moderne mennesker en temmelig syret tankegang, men i en verden, hvor man faktisk havde templet og dyreofre, har den givet god mening, og den har domineret den vestlige udgave af kristendommen i 2000 år.

En mere overset opfattelse er Jesus som kriger. Ifølge den opfattelse kæmpede han mod alle de negative kræfter, der vil menneskene til livs. Kampen kulminerede, da han blev dræbt og fra fredag aften til søndag morgen kæmpede mod Døden, så han søndag kunne spadsere ud af gravhulen igen som sejrherre.

De tre modeller udelukker ikke hinanden, men der kommer selvsagt en forskellig kristendom ud af det, hvis man lægger vægt på den ene til fordel for den anden. Kristus som kriger har spillet en større rolle i den østlige del af kirken, men fx hentede Grundtvig tanken op til overfalden af dansk kristendom, da han skrev det forrygende heltekvad ”I Kvæld blev der banket på Helvedes Port”.

Det har jeg skrevet en artikel om i en splinterny bog, ”Livskraft”, udgivet til ære for Svend Bjerg, der netop er fyldt 70 år.

(Smagsprøve på bogen kan læses hos Forlaget Anis).

Aktuelt

Geert Hallbäck, som har undervist i Det Nye Testamente ved Københavns Universitet i 30 år og lidt til, slutter på typisk Geert-facon sin officielle karriere med at sætte en vigtig dagsorden for, hvad vi andre skal arbejde videre med. Det sker på onsdag, 30. maj, hvor han ikke bare på traditionel vis holder en afskedsforelæsning, men arrangerer en hel temadag om emnet “Bibelens aktualitet i undervisningen”, hvor han desuden har bedt fire af os andre om at holde diskussionsoplæg. Der er normalt god plads i auditorium 7, men det kan næppe rumme alle Geerts venner, samarbejdspartnere, studenter og fans. Så er I advaret …

Programmet kommer her:

10.15-10.45
Hans Jørgen Lundager Jensen: Apropos ”Du skal grunde på den nat og dag” (Jos 1,8): Det Gamle Testamentes mangel på aktualitet og så alligevel.

11.15-11.45
Søren Holst: Alting har noget med alting at gøre: Aktualitet, undervisning og inkonsekvens.

13.15-13.45
Ole Davidsen: Eksegesens aktuelle ubehag.

14.15-14.45
Lars K. Bruun: Alene på en øde ø? Robinson Crusoe, sekulariseringsteoremet og bibelvidenskabens fremtid.

15.15-16.00
Geert Hallbäck: Johannes’ Åbenbaring kap. 13: Dyret fra havet og dyret fra jorden. Overvejelser over tekstens aktualitet.

16.00
Reception

Islamisk genbrug

En præst spørger i en kronik i dagens Kristeligt Dagblad, “hvis Koranen var ment som grundlaget for en ny religion, hvorfor er der så hundredvis af henvisninger til Bibelen?”

Tjah, nok af samme grund som der er tusindvis af henvisninger til Det Gamle Testamente i Det Nye Testamente:  “Nye” religioner opfatter sjældent sig selv som nye – de opfatter sig gerne som en genopdagelse  eller forbedret udgave af den ægte oprindelige religion.

Det er derfor både kristendom og islam kan påberåbe sig Abraham som åndelig stamfar,  uanset at historien om ham stammer fra tiden før de to religioner overhovedet var grundlagt.

Bøsser for alteret

Ud over i arbejdstiden (dvs. 80-90% af mine vågne timer) at være bibelforsker er jeg også almindeligt folkekirkemedlem med samme ret (og evt. pligt) til at kloge mig på folkekirkens ve og vel, som ethvert andet medlem fra biskop til konfirmand. ”Samme” ret og evt. pligt, men netop ikke mere end ethvert andet medlem.

Derfor kom det lidt bag på mig, da en god ven skosede mig for ikke at have udtalt mig offentligt om kirkelig vielse af homoseksuelle. Hvorfor skulle jeg egentlig det? Den smule, jeg har at sige, har andre også sagt, og skønt min holdning til emnet er klar nok, synes jeg sandt at sige, at folkekirken har mere alvorlige problemer at bruge sin energi på. Men OK, man må svare, når man bliver spurgt.

Svaret er imidlertid mindre enkelt, end nogle lader til at ønske. For det er i mine øjne en misforståelse at behandle sagen, som om det var en fodboldkamp, hvor man simpelthen skal ”holde med” den ene eller anden part. Et tænkende menneske behøver ikke være udelt begejstret, når noget man selv går 100% ind for, bliver gennemført på en uovervejet facon. Svaret falder derfor i to afdelinger:

1) Som kristen og folkekirkemedlem er jeg himmelhenrykt over, at bøsser og lesbiske endelig har udsigt til at kunne blive gift i folkekirken.

2) Men som demokrat og dansk statsborger er jeg alvorligt bekymret over, at så mange mennesker lader til at mene, det er Folketingets opgave at detailstyre borgernes religion.

 

Kristeligt set
Angående det første: Jeg synes tilhængerne af kirkelig vielse af homoseksuelle har en enestående god sag, som de forvalter med rystende ringe argumenter. Der bliver lukket alt for meget følelsesbetonet snik-snak ud om, at bøsser og lesbiske skal ”anerkendes som ligeværdige”, og man spørger, om homoseksuelle da ikke er lige så gode i Guds øjne som alle andre, og om de ikke er skabt i Guds billede. Det er en retorik, der kun kan overbevise dem, der er overbevist i forvejen (og deri minder den sjovt nok om megen kirkelig øregas):

Kirkelige ritualer har ikke til formål at sortere mennesker i ”anerkendte” og ikke-anerkendte (Gud elsker også muslimerne, der ikke er døbt, og hun elsker også de teenagere, der selvstændigt tager stilling og lader være at blive konfirmeret), og derfor er anerkendelsesargumentet noget vås. Ingen af modstanderne har nogensinde hævdet, at bøsser og lesbiske ikke er skabt i Guds billede, eller at der overhovedet findes mennesker, der er bedre i Guds øjne end andre, så det eneste, man får ud af at fremføre argumenter af den art, er at bekræfte modstanderne i, at vi tilhængere er nogle teologiske svagpissere, der ikke kan tænke sammenhængende. Desuden er det både uopdragent, ubegavet og udemokratisk at beskylde modstanderne for at foragte eller ikke-anerkende deres homoseksuelle medmennesker, når de argumenter der faktisk fremsættes, er af en helt anden art.

Et mere ædrueligt argument for vielse af homoseksuelle forudsætter, at vi gør os klart, hvad der faktisk sker ved kirkebryllup. Der sker to ting:

For det første: Der indgås en kontrakt med juridisk gyldighed, som gør, at parret, når de kommer ud af kirken, i statsmagtens øjne er anderledes stillet i forhold til hinanden i retslig henseende, end da de gik ind i kirken (det handler om ting som arveret og gensidig forsørgelsespligt m.m.). Det lyder kedeligt, men det er faktisk dét, der er den konkrete forskel på at være gift og at leve sammen ”på polsk”, som man sagde, da jeg var ung.

For det andet: Indgåelsen af dén kontrakt bliver fejret med en festlig gudstjeneste. Et blandt mange elementer i den gudstjeneste er, at parret og deres kontrakt med hinanden bliver ”velsignet”. Afhængigt af, hvor bogstaveligt man tager religiøse ritualer, kan man forstå velsignelsen som et ønske og en bøn om, at Gud vil tage sig omsorgsfuldt af parret – eller som en handling der direkte bevirker, at Guds omsorg knyttes til parret (som med de fleste ritualer, står de fleste af os nok og vakler lidt mellem at mene, at ritualet ”kun” er et symbol, og at det faktisk ”virker” af sig selv). Det eneste, man med fuldstændig sikkerhed IKKE skal lægge i velsignelsen, er at den indeholder en kirkelig ”godkendelse” af samme slags som når man i daglig tale siger, ”du har min velsignelse til at smide sofaen ud”. Der bliver hver dag indgået gammeldags heteroseksuelle ægteskaber, som et fornuftigt menneske, der kendte parterne, ville nægte at give sin ”velsignelse” i denne afsvækkede betydning; og præsten, der tit ikke kender brudeparret, er ikke under nogen omstændigheder i stand til at velsigne i betydningen ”godkende”. Og vil de fleste af os mon ikke også helst være fri for at blive påduttet en præstelig godkendelse af den kaliber?

Men altså: Et kirkebryllup består af en kontraktindgåelse og en festgudstjeneste med velsignelse. De fleste steder i verden bliver kontrakten indgået på et kommunalt kontor, og så må man hen i kirken bagefter, hvis man har lyst, men i Danmark fungerer præsten altså både som statslig embedsmand, der ordner juraen, og som leder af festgudstjenesten.

Og det eneste – men altafgørende – argument for kirkelig vielse af homoseksuelle er i mine øjne følgende: Et homoseksuelt parforhold har for længst i praksis fået samme rolle i danskeres måde at leve på som et heteroseksuelt, og staten har, med loven om registreret partnerskab, der blev vedtaget 5½ måned før Berlinmuren væltede, omsat denne praktiske kendsgerning i jura ved at lade homoseksuelle få mulighed for at få samme juridiske forhold som heteroseksuelle ægtefæller (at man ikke valgte at kalde registrerede partnere for ægtefæller er en irrelevant detalje – hvis jeg kan læse Ordbog over det Danske Sprog korrekt, består det ”ægte” i et ægteskab netop i den statslige registrering med heraf følgende pligter og rettigheder). Når dét er tilfældet, OG der ikke i øvrigt er gode grunde til det modsatte, er det oplagt, at kirken også behandler indgåelse af statsligt registreret homoseksuelt forhold på samme måde som indgåelsen af statsligt registreret heteroseksuelt forhold.

Det springende punkt er naturligvis min påstand om, at ”der ikke i øvrigt er gode grunde til det modsatte”. Det mener modstanderne, der er. Argumenterne er primært to, nemlig det bibel(fundamentalisti)ske og det traditionalistiske:

a) De, der omtaler sig selv som ”bibeltro”, siger: ”Der står i Bibelen, at det er forkert”. Og de har indlysende ret i, at fx 3. Mosebog kap. 18, Romerbrevet kap. 1 og 1. Korintherbrev kap. 6 indeholder passager, som i forskellige sammenhænge fordømmer homosex. Spørgsmålet er så dels, om stederne betyder det, som de bibeltro mener; dels, om vi skal være forpligtede af det.

Så vidt jeg kan se, indeholder Bibelen ikke et ord – hverken for eller imod – om det, som sagen faktisk drejer sig om, nemlig at to mennesker af samme køn lever sammen i et ligeværdigt og gensidigt forpligtende forhold, der i relation til resten af samfundet ikke er til at skelne fra et heteroseksuelt forhold. Dét siger Bibelen ikke noget om, af den simple grund at ingen nogensinde havde hørt om et forhold af den art, da Bibelen blev skrevet. Faktisk kunne man godt argumentere for, at de bibelske forfattere heller ikke kendte til noget, der svarer til vores heteroseksuelle ægteskaber. Tag nu fx en forbilledlig familie af fromme, bibeltro, luthersk-missionske kristne, som står op og sender deres fire børn i skole, hvorefter far tager ind og passer sit undervisningsjob, mens mor kører hen på den psykologklinik, hvor hun har fuldtidsarbejde, og sidder den udslagne dag og taler med fremmede mænd og kvinder om deres vanskeligheder af alle slags, ind til alle kommer hjem, og mor fortæller far, at han skal se at komme i gang med at støvsuge. Hvis Paulus havde været en flue på væggen i dén familie, ville han næppe have været klar over, at det var et ægtepar, for det ligner ikke en relation, Paulus nogensinde havde kendt. Vi skal være varsomme med at sige med sikkerhed, at Bibelen mener sådan-og-sådan om et emne.

Men selv om også det var tydeligt, at den bibelske polemik mod homoseksuelle relationer faktisk var ment som en fordømmelse af forpligtende, familielignende relationer mellem voksne ligeværdige mennesker, står den mest fundamentale uenighed tilbage: Skal Bibelen afgøre, hvilken praktisk adfærd, der i en given tidsalder er etisk rigtig eller forkert? En masse fromme mennesker er, forståeligt eller ej, på forhånd konditioneret til næsten panikagtigt at svare ”ja, selvfølgelig”, og reaktioner af den art bør et frisindet menneske gøre sig umage for både at forstå og respektere. Men hvis det lykkes os i fællesskab at suspendere forestillingen om, at svaret (”ja” såvel som ”nej”) er ”selvfølgeligt”, og faktisk tænke tingene roligt igennem, er det så overhovedet en realistisk mulighed, at Bibelen skal være autoritativ norm, snarere end en mulig inspirationskilde? Det Gamle Testamente påbyder, at ulydige børn skal stenes, og Det Nye Testamente forbyder kvinder at gå med smykker og forbyder kristne at eje mere end ét sæt overtøj. Og både Det Gamle og Det Nye Testamente tillader fromme gudfrygtige mennesker at holde slaver! Så vidt jeg kan se, gør de bibeltro i praksis præcis det samme som alle andre gode mennesker: Bruger deres sunde fornuft, og ser diskret bort fra de ting i Bibelen og traditionen, som anstændige mennesker vitterligt ikke kan gøre gældende i et samfund af den slags, som vi i vores generation lever i. Og når det gælder 95% af alle emner, er de bibeltro og vi andre jo rørende enige: Når det gælder drab er vi (som alle kulturer) enige med Bibelen, når det gælder slavehandel er vi (som stort set alle nutidige kulturer) IKKE enige med Bibelen og kunne ikke i vores værste mareridt drømme om at rette os efter den. Kun i nogle ganske få, perifere – som regel underlivsrelaterede – sager opstår der uenighed. Og det er faktisk til stor skade, at den uenighed blive udlagt som om de bibeltro i alle spørgsmål følger Bibelen, mens vi andre i alle spørgsmål blæser på den. Begge dele er helt misvisende.

b) Mange mennesker, som ikke er spor bibelfundamentalister (og som fx går helhjertet ind for kvindelige præster) siger noget i retning af ”Ægteskabet er en ’skabelsesordning’, og derfor må folk gerne leve som bøsser, det har Gud intet imod, men de må ikke kalde det et ægteskab eller blive gift i kirken” – og evt. vil argumentet blive knyttet sammen med, at ægteskabet har til formål at beskytte rammerne omkring børnenes opvækst, og at børn får homoseksuelle ikke. (Faktisk får homoseksuelle jo ofte børn, med eller uden lægelig bistand til undfangelsen, og i andre tilfælde har de børn i forvejen, når de beslutter, at et liv i et homoseksuelt forhold er det rigtige for dem).

Det teologiske begreb ”skabelsesordning” er mig bekendt ikke specielt klart defineret. Det er oplagt, at skabelsesberetningen i Bibelen lægger op til, at det normale for et menneske er at leve i et heteroseksuelt forhold og sætte børn i verden. Det vil nok også blive ved med at være det normale (i den rent statistiske betydning ”det almindeligst forekommende”), uanset hvad der laves eller ikke laves af lovændringer og ritualer. Men der har været en minoritet i oldtidens Israel såvel som i dag, der var ugifte, uden at det var et religiøst problem (men måske nok et praktisk problem for de forældre, der ønskede børnene gift); og ufrivillig barnløshed i gode heteroseksuelle ægteskaber er et tema, der fylder massivt i Det Gamle Testamente (1. Mosebog handler næsten ikke om andet), og som kan begrunde, at manden tager sig en kone mere, men ikke at det første ægteskab opløses. Og intet antyder, at der nødvendigvis skal være et særskilt religiøst ritual for ægteskabets indgåelse (stort set intet i Det Gamle Testamente henviser til eksistenen af sådan et ritual). I Det Nye Testamente mere end antyder Paulus, at cølibat er bedre end ægteskab – en tankegang, der ville have fyldt Det Gamle Testamentes forfattere med afsky og rædsel, for så kunne man jo da i hvert fald ikke ”blive frugtbare og mangfoldige og opfylde jorden”.

Hvis begrebet skabelsesordning omfatter de vilkår, Bibelen beskriver som gældende for alle mennesker, skulle mandens magt over kvinden jo i øvrigt være en skabelsesordning (1 Mosebog 3,16); det vil både mænd og kvinder nok gerne have sig frabedt. Og hvis det kun er ordninger indført før syndefaldet, der falder i kategorien skabelsesordning, skulle vi så holde fast ved at være vegetarer (1 Mosebog 1,29)? Mon ikke vi hellere skulle følge Guds eget eksempel, når han i Bibelen skifter mening og tilpasser sine regler til omstændighederne (1 Mosebog 9,3)?

I jødedommen efter Det Gamle Testamentes tid kan ufrugtbarhed være skilsmissegrund, men dels er det vel ikke en tankegang, modstanderne af vielse af homoseksuelle ønsker at fremme, dels er de samme kredse i folkekirken, der ivrigt bruger argumentet om ægteskabet som skabelsesordning, ellers glade for at tage afstand fra ”lovreligion” i enhver form, muslimsk såvel som jødisk.

Kendsgerningerne er, at der findes heteroseksuelle par med og uden børn (og barnløsheden kan have en stribe forskellige årsager) såvel som homoseksuelle par med og uden børn, og at det ”at være et par” har den samme funktion i forhold til både éns børn, éns gamle forældre og det omgivende samfund ganske uafhængigt af seksuel orientering – og når staten tager konsekvensen af det ved at indføre ægteskabslignende jura for homoseksuelle par (som det skete for snart 23 år siden), er det svært at se nogen grund til, at kirken ikke skulle kunne håndtere denne jura, såvel som en tilhørende festlig gudstjeneste og velsignelse af parterne, på præcist samme måde som den håndterer jura og fest for hetero’er.

 

Demokratisk betragtet:
Den vanskelige del af sagen handler i mine øjne ikke om homoseksualitet, men om juraen vedrørende folkekirkens forhold. Problemet opstår alene, fordi vi i Danmark i flere henseender har jura og religion rodet sammen:

a) I og med at den kirkelige vielse er juridisk ægteskabsstiftende, bliver det med nødvendighed et lovgivningsspørgsmål, om kirken overhovedet skal have mulighed (NB ikke pligt, men overhovedet mulighed) for at vie homoseksuelle. Kirken kan slet ikke vie homoseksuelle, før Folketinget laver en lov om, at den godt må.

b) Den reelle kompetencefordeling mellem kirkeminister, biskopper og ”kirken” i det hele taget er uklar (og har været det siden den første grundlov), og derfor bliver den kirkelige del af sagen (=om kirken så også vil vie homoseksuelle, når lovgivningen er blevet sådan, at den godt gøre det) noget nederdrægtigt rod.

Manu Sareen kom kort efter sin tiltrædelse til at kalde sig selv for ”kirkens chef”, og det var snydedumt, men bør forhåbentlig blot betragtes som en fodfejl fra en mand, der var i gang med at finde ud af sit nye job. Desværre er der rigtig mange, der opmuntrer ham til at fremture i fejltagelsen. En masse tilhængere af kirkelig vielse af homoseksuelle lader til at mene, at bare denne glimrende og tiltrængte ordning bliver indført, så er det lige meget, hvordan den bliver indført. Ikke alene tager man for givet, at folkekirken simpelthen er et firma ejet af staten på samme måde som Post- og Telegrafvæsenet var, før privatiseringsiveren satte ind. Men mange lader også til at mene, at kirkeministeren skal detailstyre ikke blot folkekirken, men landets øvrige religiøse sammenslutninger med. Udsagn som ”så skal muslimerne også have pligt til at vie bøsser” er hørt mere end én gang (indfører man dét, vil det få én og kun én konsekvens, nemlig at de fleste trossamfund, både kristne, jødiske, muslimske m.fl. siger pænt nej tak til overhovedet at være vielsesmyndighed). Og folkekirkepræster i hobetal har på Facebook og andre steder jublet over, at et forsvindende lille antal bibelfundamentalistiske præster (til dato: i alt 2) har meldt sig ud af folkekirken i protest, og mange ”liberale” præster har ikke alene været forargede over, at bibelfundamentalistiske præster ønsker frihed til at nægte at vie homoseksuelle (lige som de i dag er frit stillet til ikke at ville vie fraskilte som fx undertegnede), men har ligefrem ønsket at kirkeministeren direkte skal gennemtvinge, at præster ikke skal kunne undslå sig. Når frisindede mennesker begynder at ville have en minister til at tvinge deres egne religiøse holdninger ned over hovedet på andre, så er der altså gået svamp i frisindet.

Så lige nu ville jeg egentlig ønske, at man lagde spørgsmålet på hylden og satte alle sejl til for at få lavet en kirkeforfatning. Når så det endelig lå klart, hvordan der træffes beslutninger i Folkekirken, kunne man tage spørgsmålet om vielse af homoseksuelle op som det første. Som bekendt er de fleste af både medlemmerne og præsterne, såvel som halvdelen af bisperne, uforbeholdne tilhængere, så det skulle såmænd gå som en leg. Så slap vi helt for det aktuelle pjat med at politikere kalder Manu Sareen i samråd og vil høre ham i Confessio Augustana, som om det havde noget med sagen at gøre. Sareen er ikke (bør ikke være) ærkebiskop, men vicevært.