PergaMent

”Bibelske tekster, der er ældre end Bibelen” lyder som noget vrøvl; for at en tekst er ”bibelsk”, betyder vel, at den står i Bibelen? Men nej, ikke uden videre: Bibelen er en samling af tekster, og teksterne fandtes før samlingen. Yoghurten og blomkålen skal jo også være på hylden, før jeg kan komme dem i indkøbskurven.

Og forskere er selvfølgelig vilde efter at vide, hvordan og hvornår, teksterne blev til. Det ældste materiale, vi har at gøre godt med, er – med minimale undtagelser – Dødehavsrullerne.

Og nu har minsandten mine to sprænglærde norske kolleger Torleif Elgvin og Årstein Justnes fået en bevilling til et fireårigt forskningsprojekt netop om »Biblical« texts older than the Bible. Der er ikke så mange, jeg har mere lyst til at ønske medvind, end de to.

Men det er skam også af rent selvoptagede årsager, at nyheden glæder mig: Københavns Universitets Qumransatsning indgår nemlig i de to nordmænds projekt: Vi sidder for tiden og arbejder med en ny, forbedret tydning og oversættelse af nogle af teksterne fra den første hule, beduinerne fandt skriftruller i, og det foregår i tæt samarbejde med det norske projekt.

Projektet er så nyt, at det tilsyneladende ikke har fået sin egen web site endnu – men man kan naturligvis finde det på Facebook.

Artikel skrevet til det glimrende tidsskrift Dansk Kirketidende 2012/1 om Det Gamle Testamentes verdensbillede:

Gud er anderledes

”Jeg er Gud, ikke menneske”, siger Gud hos profeten Hoseas, og det er en rammende overskrift over Det Gamle Testamentes skildring af Gud. Gud er anderledes i den helt grundlæggende forstand, som religionsvidenskaben kalder ”transcendens”: Han er udenfor verden, ikke bare på samme måde som hundeejeren er uden for hundehuset, men på samme måde som Shakespeare er uden for teksten til Hamlet.

Det Gamle Testamente udtrykker det helt enkelt ved at sige, at Gud er, hvor mennesker ikke kan være: I himlen. Ja, mere end det: ”himlenes himmel kan ikke rumme dig; hvor meget mindre da dette hus, som jeg har bygget!”, siger Salomo selvkritisk, da han indvier templet i Jerusalem, og han fortsætter med en lang bøn, der beskriver, hvordan folket i enhver form for nød vil vende sig mod templet og råbe om hjælp, og hvert afsnit af bønnen slutter med, ”så hør i himlen, hvor du bor” (1 Kongebog 8); templet opfattes med andre ord som en slags radiosender, der forbinder menneske og Gud hen over den afgrund, som udgøres af deres forskellighed fra hinanden.

Salomos byggeri rummer dog også en langt mere radikal forestilling, for templet er jo tænkt som Guds bolig. Det kommer endnu tydeligere frem i fortællingen om, hvordan Moses i ørkenen bygger den telthelligdom, der er templets forløber: Her er der konkret og bogstaveligt tale om, at Gud ”tager bolig iblandt israelitterne” (2 Mosebog 29,45), ja mere endnu, han bor ”midt i deres urenhed” (3 Mosebog 16,16); det svarer ca. til at sige om en laks, at den bor midt i en sandkasse, for ”urenhed” er det tekniske udtryk for dét ved mennesker, som gør, at Gud ikke kan tåle deres nærhed, fordi han er kategorialt anderledes – vores dødelighed, bl.a. Der må da også omstændelige ritualer (bl.a. forsoningsdagen, jom kippur) til for at hindre, at den menneskelige urenhed driver Gud bort.

Forskelligheden er lige alvorlig i begge retninger: Den velkendte sætning, at ingen kan tåle at se Gud, gælder ingen steder så uforbeholdent som i netop de dele af Det Gamle Testamente, der vedrører templet: Hvor Salomo så det som en radiosender, opfatter de præstelige afsnit nærmest templet som en atomreaktor: Guds tilstedeværelse i templets indre forsyner alle omkring bygningen med livskraft, men uden templets tykke mure og et personale af tekniske eksperter (præsterne) ville Gud være dødbringende for dem, der kom nær. Templet repræsenterer altså ikke en ophævelse af den forskellighed, der er så stor som afstanden mellem himmel og jord. Snarere er templets indre et lille stykke himmel, der flyttet ned på jorden: Udefra ligner det en bygning med tag, men inden i hænger det direkte sammen med Guds himmelske tronsal. De er derfor, Esajas (kap. 6) i templet kan se Gud på sin trone omgivet af syngende og flyvende serafer.

Det er Guds skyld

Der er ingen Djævel at skyde skylden på i Det Gamle Testamente. Gud er den eneste overmenneskelige aktør på scenen. Når en ond ånd plager kong Saul, er det udtrykkeligt ”en ond ånd fra Herren”; når der optræder en ”satan” i Jobs Bog, fremgår det utvetydigt, at det ikke er navnet på en oprører mod Gud, men titlen på en rigeligt selvfed og emsig embedsmand i Guds efterretningstjeneste, der kan gøre nøjagtigt dét mod Job, som Gud tillader, og ikke den mindste smule mere. I klagesalmerne må den lidende salmist råbe til Gud om hjælp mod de ulykker, som Gud selv har sendt: ”Alle dine brændinger og dine bølger skylle hen over mig” jamrer den nødstedte salmist, samtidig med, at salmens omkvæd fastholder, at der ikke er grund til fortvivlelse.

Job sætter sagen på spidsen, da han kapitel efter kapitel har raset mod sin skæbne, og nu vil lægge sag an mod den uretfærdige Gud, der lader ham lide: Det nærliggende snusfornuftige spørgsmål, hvem der dog skulle kunne fungere som dommer ved sådan et søgsmål, har Job svar på: ”Grædende vender jeg blikket mod Gud. Gid han ville skaffe en mand ret over for Gud” (Job 16,20-21). Stærkere kan Det Gamle Testamentes paradoksale tilgang til (eller afvisning af) teodicé-tænkning ikke formuleres: Gud er den skyldige i menneskets lidelser, for der er simpelthen ikke andre at skyde skylden på; men det ændrer ikke ved det endnu mere fundamentale faktum, at Gud også er den eneste, mennesket har at vende sig til for at bede om hjælp – og at Gud principielt og grundlæggende er gavmild og venligt stemt mod mennesket.

Paradokset præger hele Jobs Bog: Job og vennerne taler forbi hinanden i 35 kapitler i træk – vennerne med tesen om, at Gud er retfærdig, og at Jobs lidelse derfor må være fortjent, Job omvendt med den påstand, at han ikke er mere skyldig end andre, og at Gud derfor er uretfærdig. Og da Gud endelig lader høre fra sig, overdøver han ganske vist Jobs klager med et tordnende ”Hvor var du, da jeg skabte verden?”, men bagefter opsummerer han for vennernes anfører Elifaz: ”Min vrede er flammet op mod dig og dine to venner, fordi I ikke har talt sandt om mig, sådan som min tjener Job”. Job, der uophørligt svinede Gud til som uretfærdig, har altså ”talt sandt”, hvorimod vennerne, der bedrev teodicé på den mest professionelle manér, fortjener Guds vrede? Det ser ud til, at Gud fint kan leve med sin fortvivlede skabnings rasende anklager for uretfærdighed, når tingene brænder på, men at blive kaldt forståelig af en flok uanfægtede lænestolsteologer, der gladelig bruger deres ”indsigt” til at korrekse den lidende med – det finder han sig simpelthen ikke i! Kun i kraft af Jobs forbøn og et rask brændoffer undgår vennerne at blive opslugt af jorden lige på stedet.

Dog er der én magt ud over Gud. At bygge op kan kun Gud, men den evne til at rive ned, som det Nye Testamente kan projicere over i Satan, eller som de nordiske gudemyter anbringer hos jætterne (og til tider også hos Loke), administreres i Det Gamle Testamente af mennesket selv. I præstelige tankebaner er ”urenhed”, bl.a. fra menneskets dødelighed, som nævnt dét fænomen, der kan ende med at drive Gud bort og dermed fjerne grundlaget for det gode liv. Og tilsvarende har den teologi, der anbringer Gud i himlen, sin indbyggede fare, nemlig glemsomheden. Menneskene er i konstant fare for at sætte den gode verdens fortsatte beståen over styr, simpelthen ved at glemme, hvor det hele kommer fra. En lang prædiken, som Moses holder øst for Jordanfloden (5 Mosebog kap. 8), advarer mod den dårlige hukommelse, og Moseloven er på sin vis én stor knude på det kollektive lommetørklæde, der skal sikre, at man ikke glemmer, hvor man har livet fra.

Verden er løsningen, ikke problemet

Når Gud er den eneste magt, og verden dermed ikke er en kampplads, er en eskatologi ikke relevant. Idealet er ikke en totalt anderledes verden; ikke engang en tilbagevenden til Edens Have interesserer Det Gamle Testamente. Det man håber på, er den nuværende kendte verden i en udgave, hvor de positive sider har permanent overhånd over de negative: En verden, hvor man fødes, arbejder, sætter børn i verden og dør, men vel at mærke får nok at spise, så længe det varer, undgår at blive plaget af sygdomme, skadedyr og fjendtlige soldater, og inden sin død kan se tilfreds ud over en talrig skare af efterkommere, der også er frie, raske og velnærede. En metafor, der sammenfatter forestillingen, er, at mennesker i den ideelle verden skal ”sidde hver under sin vinstok og sit figentræ, uden at nogen jager dem bort” (Mika 4,4), og den målsætning er ikke mere verdensfjern end at den ordret samme vending også bruges historisk om de gode gamle dage under kong Salomo (1 Kongebog 5,5). Formelagtigt sagt: Paradis er en god høst.

Når det 20. århundredes bibelforskere slog sig løs, blev Det Gamle Testamente ellers hyppigt læst som ”frelseshistorie”. Bibelens anden del spillede nok ind her: Ifølge Det Nye Testamente bryder Gud ind i verden og forandrer afgørende menneskenes vilkår, og gør han ikke også det samme i Det Gamle Testamente, når han redder fra slaveriet i Egypten og våger over folkets efterfølgende historie i det lovede land? Fortællinger handler nu engang om konflikter.

En GT-læsning af dén kaliber overser imidlertid helt, at Det Gamle Testamente er mere end en fortælling. Det er også belæring, lovgivning, digtning og bønner og salmer. Og når der overhovedet tales om ”frelse”, så handler det ikke om at blive frelst bort fra denne onde verden, men om at blive reddet tilbage, fra gravens rand så at sige, til den gode verden, hvor mennesker kan bo. I dén sker der – når det ellers går godt – som nævnt ikke andet, end at man hver især sidder under sit figentræ, og det er netop målet med det hele, at der ikke skal ske noget. Frelse/redning er der kun behov for, når noget er gået galt; mere fundamental end redningen er den guddommelige livskraft – ”velsignelsen”, med Det Gamle Testamentes eget udtryk – som får kornet til at gro og gederne til at give mælk i den begivenhedsløse verden, som det er frelsens formål at genoprette.

Dette syn på verden kan måske bedst skildres ved at sætte to velkendte talemåder fra Det Gamle Testamente over for hinanden. De forekommer i to passager, hvor den dagligdags menneskeverden bliver set udefra, fra en verden, der ikke er den faktisk beboelige menneskeverden. Da de to første mennesker må forlade Paradisets uudtømmelige arsenal af frisk frugt, bliver den landbrugsjord, de begiver sig ud på beskrevet sådan: ”Tjørn og tidsel skal jorden lade spire frem til dig … I dit ansigts sved skal du spise dit brød”; men for israelitterne i ørkenen bliver den selv samme landbrugsjord skildret som ”et land, der flyder med mælk og honning”; set fra Paradiset ligner den almindelige menneskeverden altså ganske vist en ørken, men set fra ørkenen ligner den et Paradis. En snusfornuftig dansk opsummering af det gammeltestamentlige verdensbillede kunne måske være, at verden er god nok – og at det er den eneste, vi har.

GT, NT og nordiske myter

Da Vagn Lundbye for nogle år siden udgav Det Nordiske Testamente, samlede han bagefter en gruppe interesserede i en samtalekreds om Det Gamle og Det Nye Testamente og de nordiske tekster, som han stillede på linje med dem. Artiklen her nedstammer fra diskussionerne i gruppen.

Tanken om Guds ”anderledeshed” har Det Gamle Testamente principielt til fælles med Det Nye. Det er netop i kraft af Det Gamle Testamente, at det er grænseoverskridende, at Gud dør på Golgata: Døende og opstående guder er religionshistorien fuld af, men at en Gud, der ikke tåler at komme i nærheden af menneskers dødelighed, selv dør på deres vegne, er uhørt.

Fokus på denne verden, og ikke på frelse bort fra den, deler GT til gengæld med de nordiske myter. Naturreligionernes fokus på den bestående verden er altså ikke noget, den bibelske kanon er født med manglende fornemmelse for: Det ligger klar til brug i Bibelens første del.

Men helt alene står Det Gamle Testamente med viljen til ikke at skyde skylden for det onde på jætter og dæmoner, men fastholde, at verden er i Guds hånd. Om tanken kan bære, må man selv overveje, men det er i hvert fald et unikt bidrag til menneskets forråd af idéer.

Det at tælle årene fra et tidspunkt, hvor man forestiller sig, Jesus blev født, er en ca. 1500 år gammel opfindelse. Med andre ord klarede man sig uden i de første 500 år efter Kristi fødsel. Opfinderen var munken Dionysius Exiguus, og den fik ikke engang nævneværdig udbredelse i de første århundreder efter, at han havde fundet på systemet.

Jeg er såmænd ikke sikker på, han overhovedet prøvede at udbrede den. Han var ikke optaget af tidsregning som et redskab for historieskrivningen, det var tidsregningens betydning for gudstjenesten, der optog ham – nærmere bestemt lavede han en tabel, der skulle vise, hvornår påsken falder i de enkelte år. Det er jo den dag i dag et problem, der giver folk vanskeligheder, hvis de skal rejse nogen steder hen i det følgende år, for hvornår er det nu lige påskeferien starter i 2012?

Den beslutning, der var taget ca. tohundrede år før hans egen tid, om, at påsken falder på den første søndag efter den første fuldmåne efter forårsjævndøgn, ville han gerne omsætte til en tabel, der for hvert år angav påskens dato. For at gøre det, må man selvsagt kunne identificere årene, og det kunne man også sagtens på hans tid, faktisk havde man flere systemer:

I Vesteuropa, hvor Rom var det naturlige centrum, plejede man at forbinde året med navnet på en person, der var romersk konsul på det relevante tidspunkt. Det er et bøvlet system, for det kræver, at man kan huske rækken af konsuler nogenlunde udenad i korrekt rækkefølge, men for de lærde fungerede det fint.

De kristne i Alexandria havde et andet og nemmere system, som Dionysius godt kendte, selv om det ikke var i udbredt brug i Europa: Det var ikke en ”relativ” datering som konsul-systemet, men en ”absolut” datering, dvs., ud fra ét bestemt punkt, lige som vi kender det i dag. Udgangspunktet, man regnede fra, var en af de skelsættende begivenheder i den tidlige kristne historie, nemlig den sidste omfattende kristenforfølgelse før kristendommen blev statsreligion i Romerriget. Forfølgelsen blev iværksat af kejser Diokletian, der satte sig på tronen i dét, vi ville kalde august 284 e.Kr. Så man regnede med hans første regeringsår som udgangspunkt. Systemet var praktisk, og det var opfundet for at ære de kristne, der døde som martyrer under forfølgelsen – årene blev også kaldt AM, dvs. ”Anno Martyrum”, år så-og-så-meget efter martyrernes død.

Men Dionysius var utilpas ved at systemet holdt mindet i live om en hedensk kejser, der havde forfulgt kristne, så i den spalte i sit skema over påskedagene, hvor årstallet skulle stå, ville han hellere bruge et andet system. Og så regnede han baglæns, så godt han kunne.

Romerne selv var jo ganske ivrige og grundige historieskrivere, så der var en del materiale at tage af. Netop i historiske annaler og krøniker brugte de ikke bare det bøvlede system med at navngive året efter konsulerne, men havde også en ”absolut” datering, der regnede ”fra byens (dvs. Roms) grundlæggelse”, på latin ab urbe conditata, altså ”år så-og-så-meget AUC”. Problemet var at plotte Kristus’ fødselsår ind i dette system. De romerske historieskrivere havde ikke været optaget af en tilfældig tømrersøns fødsel i den fjerne provins Palæstina (som de kaldte landet). Ikke engang Det Nye Testamente er særlig ivrigt efter at tilfredsstille vores historiske nysgerrighed. Det var andre sider af Jesus end hans fødselsår, det var vigtigt for den tidligste kirke at udbrede. Men hos kirkefaderen Klemens fra Alexandria, der levede i det 2. århundrede e.Kr., læste Dionysius, at Kristus var født i kejser Augustus’ 28. regeringsår, og så var han på sporet.

Desværre gik han nok fejl af, hvordan man skulle beregne Augustus’ regeringsår. Han var ikke opmærksom på, at det var gængs at tælle dem fra den kommende kejsers sejr over sine vigtigste fjender fire år før han faktisk blev udråbt til kejser over det romerske rige. Hvis det hænger sådan sammen – og hvis Klemens overhovedet vidste noget reelt om, hvornår Jesus blev født – ramte Dionysius nok fire år for sent, og man skal altså tænke sig, at Jesus kom til verden i år 4 f.Kr.

Det passer også bedre med, at Matthæusevangeliet jo fortæller, at den paranoide og storhedsvanvittige kong Herodes den Store stadig regerede, da Jesus blev født (Matt 2,3) og døde ret kort tid efter (v. 19). De fleste forskere vil mene, at han døde nogle få år før vores tidsregnings begyndelse.

Men da først Dionysius havde udtænkt sit system, kunne han i ro og mag udfylde sin påsketabel, og så er der såmænd ikke noget, der tyder på, at han brugte mere energi på den sag. Hans system slog ikke igennem som ”universelt” dateringssystem i det kristne Europa i de næste par århundreder.

Men tohundrede år senere sad munken Beda – med tilnavnet ”Den Ærværdige” – i et kloster i det nordlige England og skrev på en bog om den engelske kirkes historie, som lå færdig i 731 e.Kr. I den brugte han Dionysius’ system til at sætte årstal på begivenhederne, og Bedas bog fik stor udbredelse, så dermed slog systemet an. Og i modsætning til Dionysius var Beda interesseret i tidsregning for videnskabens egen skyld, så at sige, og skrev en bog om emnet, der hed De Temporum Ratione (om tidernes beregning), som var med til at udbrede systemet.

Før Dionysius’ system blev udbredt (dvs. helt op til ca. 800 år EFTER Kristus) havde man som nævnt en række forskellige systemer, og de af dem, som man havde arvet fra Romerriget (dvs. både dateringen fra Roms grundlæggelse og konsul-systemet) var jo også i brug i århundrederne før Kristus.

Uden for Romerrigets magtsfære – fx blandt vores egne forfædre – finder man flere oplysninger om, hvilke navne, man gav månederne, og hvordan man fastsatte datoer, men ikke så meget om beregning af årene. I et landbrugssamfund uden læreanstalter og større centraladministration må man selvfølgelig kunne vide, hvornår man skal mødes med de andre på tingsletten, men årene kan man i praksis bare angive som ”to år efter, at den store storm rev taget af præsens hus” e.l.

Hvis vi går bagud i tid, så havde de græske bystater som Athen og Sparta systemer, hvor man (lige som romerne) sagde, at året var ”det år, da X sad i embedet som arkon (en slags guvernør)”. Senere tog de et system i brug, hvor man regnede efter ”olympiader”, dvs. den fireårige periode mellem to olympiske lege. Året 418 f.Kr. ville fx i dette system hedde ”det tredje år i den 90. olympiade”.

I andre dele af verden er variationerne fortsat mange. Det system, vi oftest hører om i vesten, er jo nok det islamiske, som regner årene fra Muhammeds ”hijra”, dvs. hans udvandring fra hjembyen Mekka til en by tre hundrede km længere mod nord, som han selv gav navnet Medina, i 622 e.Kr. Det muslimske år er godt og vel 10 dage kortere end vores, fordi dets tolv måneder beregnes efter månens faser: Fra én nymånedag og til den tolvte efterfølgende nymånedag (et ”måneår”) er der mellem 354 og 355 dage. Derfor er det for øjeblikket år 1433 i den islamiske kalender, selv om det ifølge vores vestlige kalender kun er 1389 år siden, Muhammed forlod Mekka. Og det medfører. at Ramadan’ens (og alle andre højtiders) begyndelse for hvert år falder godt 10 dage tidligere end året før, set i forhold til årstiderne. Det er ifølge fromme muslimer et udtryk for Allahs store visdom og godhed, for nogle vil naturligvis helst holde ramadan om vinteren, hvor dagene er korte, mens andre har glæde af at den ligger om sommeren, hvor nogle faggrupper lettere kan holde fri.

Den jødiske kalender er, så vidt jeg véd, den eneste, der har fået sol og måne til at ”passe sammen”: Hvis årenes længde skal passe til jordens bane omkring solen – sådan at påsken bliver ved med at ligge om foråret – så kan månedernes længde ikke også passe med tiden fra nymåne til nymåne, for i løbet af ét ”astronomisk år” kredser månen omkring jorden knap 12,4 gange, dvs. lidt mere end en tredjedel omgang ”for meget”. Problemet løser jøderne ved at bruge ”skudmåneder” i stedet for skuddage: I udgangspunktet er et jødisk år konstrueret på samme måde som et islamisk, med tolv måneder der alle begynder og slutter ved nymåne. Året er derfor ”for kort” i forhold til årstiderne, men i otte ud af 19 år putter man så en ekstra måned ind: Måneden Adar i det tidlige forår bliver simpelthen fordoblet, så man har Adar 1 og derefter Adar 2 (eller ”we’Adar”, som simpelthen betyder ”og Adar”) – og så passer pengene. Årstallene beregner man fra verdens skabelse! Det jødiske år, som begyndte ved højtiden Rosh Hashana i slutningen af september i år, er år 5772, så hvis man regner baglæns, kan man konstatere, at Gud efter vores egen kalender skabte verden i år 3761 f.Kr. Datoen blev beregnet af rabbineren Jossi ben Halafta i det andet århundrede e.Kr., og han nåede uden tvivl frem til den ved at sætte system i de mange årstal i Det Gamle Testamente.

Den jødiske kalender har selvfølgelig stor religiøs betydning, men langt de fleste israelere vil i vore dage i praksis opgive datoer og årstal efter ”vores” gregorianske kalender. Men køber man avisen Ha-Aretz på gaden i Tel Aviv, vil man stadig se, at den på forsiden angiver datoen både efter jødisk, islamisk og vestlig tidsregning.

Med hensyn til at datere verdens skabelse ud fra de bibelske tekster kan man i øvrigt konstatere, at det ikke er nogen nem opgave. Da den irske biskop James Ussher, som skam var en klog mand, i 1600-talet ville gøre rabbi ben Halafta kunsten efter, nåede han nemlig frem til, at jorden blev skabt natten til søndag 23. oktober 4004 f.Kr. De kan jo ikke begge to have ret, og vi får næppe sagen opklaret lige foreløbig.

I det fjerne østen gik kineserne allerede i 1912 under præsident Sun Yat Sen over til den vestlige, gregorianske kalender. Før den tid daterede man som regel ud fra skiftende kejseres regeringsår. Man kan se, at kulturelle rester af den gamle kalender stadig lever i bedste velgående, når aviserne fortælle om kinesernes fejring af begyndelsen på ”abens” eller ”dragens år”, men her drejer det sig om en cyklus, der gentager sig, og ikke et unikt navn på hvert år.

Man kan godt tænke sig, at forskellige tidsregninger kan give knas i kommunikationen mellem verdensdelene. Jeg aner fx ikke, hvad man skrev som datoangivelse på forretningsbreve eller leveringsangivelser mellem Vesten og Kina, inden Kina gik over til vores tidsregning. Men hvis man kan tjene penge på at udvise kulturel forståelse, så gør man det som regel. Kineserne lærte den gregorianske kalender at kende gennem jesuitiske missionærer allerede i Middelalderen og har sagtens kunnet finde ud af at bruge den, hvis de skulle gøre sig begribelig over for vesterlandske handelspartnere. Men man kan også nemt forestille sig, at høflige europæere godt vidste, hvordan de skulle datere et brev på kinesisk manér, hvis de skrev til Peking.

Ifølge bogen Mapping Time: The Calendar and its History (E.G. Richards), hvor jeg har hentet de fleste af mine oplysninger om kulturer uden for mit eget fagområde, indførte japanerne den gregorianske kalender i 1873, mens Thailand fortsat anvender en buddhistisk kalender som den officielle; i år er det år 2554 i Thailand.

Det er noget helt andet, når folk med samme kultur og religion kommer op at skændes om kalenderen. Så får det skismatiske konsekvenser: Det fører til religiøs splittelse. Når ortodokse kirker den dag i dag fejrer jul i begyndelsen af januar, skyldes det netop, at de ikke anerkender den reform af kalenderen, som pave Gregor XIII indførte i det 16. århundrede: Da han påbød, at man skulle gå direkte fra torsdag 4. oktober til fredag 15. oktober i 1582 for at få højtiderne og årstiderne til at passe sammen, vakte det ståhej. Almindelige mennesker frygtede, at paven på den måde sløjfede ti dage af den levetid, som Gud havde tildelt hvert enkelt menneske, men kirkelederne i øst mente, at det var endnu værre: Det var ikke blot nogle dage af menneskers liv, der blev pillet ved, det var forbindelsen mellem himmel og jord i gudstjenesten. Paven i Rom skulle ikke komme og fortælle dém, hvornår englene i himlen holder påske!

En anden side af dét med mulige religiøse elle kulturelle konflikter ser vi i dag, hvor ”vores” tidsregning bruges af de fleste, men nogle foretrække at kalde den noget, der lyder religiøst og kulturelt neutralt. I udlandet kan man komme ud for, at folk synes, det er uhøfligt at sige AD 2011, som jo ordret betyder ”i det Herrens (dvs. Kristus’) år 2011”, hvis den man taler med, nu ikke tror på Jesus og ikke bryder sig om at få ham proppet ned i halsen, bare fordi vi skal være enige om et årstal. Så siger man i stedet ”2011 CE”, hvor CE står for ”common era”, altså den fælles tidsalder og dermed fælles tidsregning. Tilsvarende kan vi jo på dansk sige e.v.t., altså ”efter vores tidsregnings begyndelse”.

Selv synes jeg, som min kollega Jesper Høgenhaven engang sagde, at man selvfølgelig ikke skal fornærme nogen, hvis man kan undgå det, men at diskussionen i øvrigt egentlig er noget krukkeri, for vores system er jo kun ”common”, altså fælles, fordi vi mere eller mindre har påtvunget resten af verden det. Hvorfor så ikke indrømme, at systemet faktisk kommer fra en kristen kultur og ikke er neutralt? Det andet smager lidt af, at først påtvinger vi resten af verden vores system, og derefter vil vi stille os uskyldige an og lade som om, systemet sandelig er blevet globalt ved “fælles” beslutning.

Men det er selvfølgelig en smagssag. Hvad hårde kendsgerninger angår, kan vi spørge Google: På danske websites får man ½ million hits på ”f.v.t.”, men kun 200.000 på f.Kr., så noget tyder på, at den ”neutrale” sprogbrug tager over – selv om indholdet er det samme.

–oOo–

I øvrigt er det ikke helt rigtigt, at den mellemindianske Maya-kulturs kalender slutter i 2012. Maya’ernes tidsopfattelse var cyklisk: Der er ikke noget, der ender. De regnede med meget store tidsenheder: 20 år udgør tilsammen en ”Katun”. Og 20 af dém er én ”Baktun”. Efter et forløb af 13 Baktun’er (dvs. 5200 år) bliver verden ødelagt og genskabt. Den trettende Baktun i den aktuelle cyklus slutter lillejuleaften 2012, men skulle verden virkelig gå til grunde, kan man jo håbe, at den ny verden, der skal opstå bagefter, bliver mere retfærdig end den, vi har indrettet os.

En tilføjelse: En mand med langt mere forstand på mayaerne end jeg fortæller til videnskab.dk, at tanken såmænd ikke engang er, at der skal ske noget specielt dramatisk efter de 5200 år. Kalenderen løber bare ud, præcis som en Mayland-kalender gør hvert år den 31. december, og som vores “århundreder” gør én gang hvert 100 år. Havde mayakulturen eksisteret endnu, ville de bare have holdt en fest og lavet en ny kalender for de næste 5200 år!

–oOo–

Undskyld den langtrukne afhandling. Det ovenstående er nogle ting, jeg noterede ned, da en venlig journalist ville spørge mig ud om emnet. Der kom fire artikler ud af hans arbejde (ikke alle med bidrag fra mig, men alle interessante):
Hele verden ved, hvad klokken er slået i Vesten.
Tidsregning i andre kulturer.
Den kristne tidsregning dominerer verden.
Jesus gør comeback i historieskrivning.

Dagbladet Politiken refererer i dag, at Satan ifølge “ny forskning” ikke beskrives som Guds ligeværdige modstander i Bibelen, men nærmest som en slags rigeligt emsig departementschef i Guds efterretningstjeneste.

“Satans osse” havde jeg nær sagt (ups, jeg sagde det faktisk): Dét har jeg jo i årevis forlangt, at de teologiske studenter skal vide, hvis de så meget som skal bestå deres bachelor-eksamen — og så viser det sig, at der er tale om nyeste amerikanske forskning. Havde jeg og mine studenter dog bare været lidt kvikke ved havelågen og udgivet vores banale noter fra undervisningen, så var vi måske kommet på forsiden af Politiken?

Velan — ét spøg og et andet til side: Det er herligt, at lidt elementær bibelkundskab kan listes ind i selv højt gagerede dagbladsjournalister, når bare man går via amerikansk “forskning”. Men journalisten, der har travlt med at tage afstand fra “kristne konspirationer”, er selv hoppet i én og gør sig skyldig i en naiv læsning af Bibelen, som selv rigtige “fundamentalister” ville tænke sig godt om, inden de bragte til torvs; han antager nemlig, at Bibelen siger det samme fra første til sidste side. Men at Satan i Det Gamle Testamente blot er en underordnet himmelsk hofsnog (eller “Guds lænkehund”, som Luther kaldte ham), forhindrer jo ikke Det Nye Testamente i at være præget af et verdensbillede, hvor jorden er en slags kosmisk krigszone, hvor guddommelige og sataniske kræfter strides.

At mange nutidige mennesker, fromme som ufromme, nok vil finde Det Gamle Testamentes syn på verden både sundere og mere realistisk, ændrer ikke ved, at Det Nye Testamentes “dualisme” (som man kalder det todelte verdensbillede) også findes i Bibelen.

Det Gamle Testamente var ikke bare de første kristnes Bibel (eftersom Det Nye ikke var skrevet endnu), det var også deres salmebog. Ikke så sært, at Grundtvig måtte starte med Davids Salmer i Det Gamle Testamente, da han satte sig for at gendigte salmer fra de vigtigste epoker i kirkehistorien.
For et par år siden satte Svend Bjerg og jeg os for at skille Grundtvigs projekt ad og se, hvordan hans gendigtninger kan gøre os klogere både på Bibelen og på ”det grundtvigske”. Det endte med at blive til en bog: ”Den gyldne harpe: Poetisk teologi i Davids og Grundtvigs salmer.”
Bogen udkommer på mandag, 31. oktober, og søsættes ved en lille festlighed på Vartov, hvor Svend og jeg og ikke mindst vores gode ven, Grundtvig-kenderen Sune Auken, giver en Salme til bedste, hvorefter Forlaget Alfa giver et glas vin. Alle mine langmodige læsere er hermed inviteret.

“Et ukendt apokryft evangelium” bliver præsenteret hos Århus-teologerne onsdag i denne uge. Det er professor Einar Thomassen fra Universitetet i Bergen, en meget klog mand, der står for det. Teksten indeholder bl.a. en diskussion mellem Jesus og disciplene om hans krop. Det lyder som lidt af en sensation. Jeg kan desværre ikke nå til Århus den dag, men hvis nogen er heldigere stillet, må de gerne give mig et referat.

Det forgår i Lokale 216, bygning 1442, 26. oktober kl. 13.15-16.00.

Når mine studenter er ved at få en prop af det hebraiske alfabet, fortælle jeg dem af og til om én af mine yndlingstrykfejl: I indledningen til Herman Melvilles roman ”Moby Dick” er der en lang liste over, hvad ”hval” hedder på forskellige sprog, og hvad der er skrevet om hvaler i litteraturens klassikere fra Bibelen og fremefter. Allerførst kommer naturligvis det hebraiske ord.

Melville har tydeligvis tænkt sig, der skulle stå ”tan”; Bibelen bruger bl.a. ordet ”tanin” om et stort havdyr, fx i 1 Mosebog kap. 1, vers 21, og tilsyneladende har Melville ment, at ”-in” var en flertalsendelse, så at ”hval” måtte hedde ”tan”. Det er nu en misforståelse, men pyt med dét.

Da hebraisk kun skrives med konsonanter, består ordet ”tan” altså af to bogstaver. Bogstavet T har ca. facon som en døråbning, altså to lodrette streger med en overligger imellem, men med en krølle nederst på det venstre ben; desværre minder det temmelig meget om bogstavet for H og for CH (som i “nach” på tysk eller “Loch” på skotsk). Og bogstavet N skal i denne sammenhæng være en lodret streg med en lille knast foroven, men en typograf, der ikke selv læser hebraisk, får nemt blandet det sammen med tegnene for W, Z eller sågar J. Det lyder fjollet, men de ligner altså hinanden!

Der er altså i alt 12 måder at skrive ordet på, der overfladisk ser nogenlunde rigtige ud, men de 11 er skrupforkerte og giver ingen mening. Siden jeg blev opmærksom på problemet, har jeg med fryd slået stedet op, hver gang jeg i en antikvarboghandel e.l. så endnu en udgave af Moby Dick. Og det fantastiske er – som jeg plejer at opmuntre studenterne med – at jeg har mødt omtrent samtlige de 11 forkerte versioner, men indtil i formiddags, lørdag 22. oktober i det Herrens år 2011, er jeg ikke stødt på den rigtige.

Men i Flemming Chr. Nielsens nyoversættelse, som netop er udkommet, og som jeg så i Arnold Buscks boghandel her til formiddag, er den rigtig.

I øvrigt er det en pragtfuld roman, som hjerteligt kan anbefales, uanset hvordan de to hebraiske bogstaver er behandlet. Det er alt det, der står på de andre mange hundrede sider, der tæller.

Det er en god mundfuld at ville synge Højskolesangbogen (572 numre) fra en ende af. På Vartov har man derfor også sat årets længste dag, 21. juni. af til projektet. Af programmet kan man se, at Grundtvigs (og nogle få andre sangskriveres) bibelhistoriske sange får en halv time, nemlig fra 21.30 til 22.00. Men der er morgensange fra kl. 7.00, veloplagte oplæg v/ Hella Joof og Peter Aalbæk med flere, præsentation af en spritny højskolesang kl. 17.00 — og gratis kaffe hele dagen. Kig ind og syng med.

En arkitekt havde planlagt, at et nyt højhus i den rare by Vejen skulle have facaden udsmykket med omridset af den trold, som er byens vartegn, og som bl.a. prydede Vejens byvåben ind til den seneste sammenlægning af kommuner. Det troldske ”logo”, som man roligt kan kalde det, er hentet fra en skulptur lavet af billedhuggeren Niels Hansen Jacobsen, der var født i Vejen og levede de sidste mange år af sit liv i den ene ende af den bygning, som samtidig var (og stadig er) byens museum, hvor hans værker blev udstillet (en hel lille film om ham kan ses her).

Ca. 60 borgere i byen kunne ikke lide tanken om en otte etager høj trold lige ud mod byens torv, og de har indsamlet underskrifter på en protest mod udsmykningen. Det har man heldigvis lov til, og kunst og offentlige udsmykninger vækker jo stærke følelser i folk. Kommunen har valgt at rette sig efter protesterne. Også dét er vel ”efter bogen”: En eller anden får sine penge for at træffe beslutninger om, hvordan det hus skal se ud.

Det, der kreperer mig, er de 60 flinke menneskers begrundelse for ikke at synes om troldeudsmykningen: Hansen Jacobsens skulptur hedder ”Trold, der vejrer kristenkød”, og underskriverne siger, at de ”ser skulpturen … som et billede på en decideret kristenforfølgelse”.

Jamen er verden da gået rent fra snøvsen, og er besindige kristne mennesker holdt op med at fortælle deres børn eventyr?

1) Når trolde i danske folkeeventyr grynter ”Jeg lugter kristenblod!”, så afspejler det jo en tid, hvor alle danskere (måske på nær en enkelt heks her og der) opfattedes som ”kristne”. “Kristen” er i den sammenhæng = “menneske” i modsætning til troldtøj. Det har intet at gøre med ikke-kristne menneskers voldelige forfølgelse af kristne – som i øvrigt kan være et særdeles reelt problem andre steder på kloden, men da næppe i Vejen og omegn. Sådan en eventyrtrold er jo en måde at fortælle om umenneskelige magter, der til enhver tid truer det menneskelige – og som gør, at mennesker har brug for Gud. Kan fromme folk i Vejen have noget imod, at vi bliver mindet om det?

2) At en kunstner laver et billede af noget, betyder ikke, at han sympatiserer med det, der er på billedet. Rubens malede ikke barnemordet i Betlehem, fordi han gik ind for at slå småbørn ihjel, og Coppola lavede ikke ”Apocalypse Now”, fordi han synes, Vietnamkrigen var en rigtig god idé. På torvet i Vejen står en anden af Hansen Jacobsens skulpturer, ”Militarismen”, som jeg altid kommer til at tænke på, når jeg læser om Sauron i Ringenes Herre. Hvis nogen kan tro, at dén skulptur er lavet, fordi kunstneren var begejstret for militær oprustning, så trænger de altså til briller. Og på ganske samme måde er troldeskulpturen da heller ikke udtryk for, at Hansen Jacobsen (eller vore dages byrådsmedlemmer i Vejen) gerne vil bruge de lokale kristne til at fodre dæmoniske uhyrer med. Den siger simpelthen bare ”Det onde findes”.

3) Meningen med at fremhæve den letgenkendelige trold er jo ikke at gøre folk i Vejen til djævledyrkere, men at understrege, at byen var hjemsted for en betydningsfuld kunstner, og at Vejen Kunstmuseum i dén grad er et besøg værd. Kunne vi ikke godt overlade til ateisterne at hævde, at kristendom gør én kulturblind og humorforladt? Der er da ingen grund til, at gode kristne mennesker selv skal udbrede det synspunkt?

En opdateret version af Det Nye Testamente er på gaden: Bibelselskabets “nudanske” oversættelse fra 2007 med den opmærksomhedsskabende titel “Den nye aftale” er blevet pudset af og har fået rettet småfejl m.m. og koster stadig kun 170,- kr. Og så er omslaget da en del festligere end det anstrengt moderne gnidderværk, man havde klasket uden på 2007-udgaven.

Smag og behag er forskellig, og debatten raser selvfølgelig med det samme. Men det taler da til oversætternes fordel, at en af kritikerne er nødt til at fejllæse teksten for at få noget at kritisere: Jakob Holm beklager på lederplads i Kristeligt Dagblad, at det græske ord “praus” i Matthæusevangeliet kap. 5 vers 5 nu skal betyde genert i stedet for “sagtmodig” og mener at ordet skulle have “noget med tristesse eller melankoli at gøre”. Men nu betyder “praus” jo ikke trist eller melankolsk, men derimod netop sagtmodig/ydmyg/beskeden — og “beskeden” (og ikke genert) er akkurat hvad der står i “Den nye aftale”.

Læs i øvrigt endelig denne kronik fra nogle af oversættelsens bagmænd.

Så mangler vi bare lige The Prequel, ikke sandt … ?!