PergaMent

Det er godt at være præcis. Men det kan fremkalde betydeligt hovedbrud, hvis man forsøger at være mere præcis end der er grundlag for.

Fx fortæller jeg ofte studenter og andre flinke folk, at Dødehavsrullerne kan deles op i ”bibelske” og ”ikke-bibelske” tekster. Og da jeg for et stykke tid siden lavede en oversigt over dem som supplement til den nye grundbog, delte jeg dem op på den måde. Men giver den skarpe skelnen egentlig mening?

At opdelingen ville have været svær at forklare for teksternes forfattere, er sådan set det mindste problem. Men en kendsgerning er det, at man i den tids jødedom nok havde ”en samling af autoritative tekster”, men næppe ”en autoritativ samling af tekster”. Eller sagt på mindre knudret dansk: Man var enige om, at en gruppe skrifter havde en særlig status, og at fx Mosebøgerne og Esajas’ Bog m.fl. hørte med til den gruppe, men listen over bøger, som hørte med til denne gruppe, var ikke afsluttet. Hvis nogen fx spurgte, om Højsangen eller Enoks Bog hørte med, så stoppede enigheden: Skønt Højsangen i dag er en del af Bibelen, var den omdiskuteret helt op til efter vores tidsregnings begyndelse. Og omvendt med Enoks Bog: Alt tyder på, at mange jødiske grupperinger anså den for at have samme status som fx Mosebøgerne, men den endte med ikke at komme med på listen. Den tids ”kanon” var altså ”flydende” eller ”åben”, som man siger – og det er jo næsten det samme som at sige, at der ikke var nogen kanon (selv om der altså, NB, var hellige skrifter, men netop i flertal).

Men jeg har pænt holdt mig til den kanon, som jøder og protestanter er fælles om: ”Bibelsk” er i denne sammenhæng de 39 skrifter, som optræder i indholdsfortegnelsen til Det Gamle Testamente i en almindelig dansk bibel. ”Apokryfe” skrifter som Siraks og Tobits bøger og Jeremias’ Brev er puttet over i den ikke-bibelske kategori sammen med ”pseudepigrafe” bøger som Første Enok og Jubilæerbogen. Der stopper problemet imidlertid ikke. For ét er spørgsmålet om, hvilke skrifter, der udgør Bibelen. Et andet spørgsmål, er ”i hvilken form”?

Foruden eksemplarer af den hebraiske tekst til langt de fleste gammeltestamentlige skrifter rummer samlingen fx de ældste bevarede targumer. Det er ”oversættelser” til aramaisk af bibelske skrifter, men da targum-traditionen ofte forholder sig særdeles frit og kreativt til sit udgangspunkt, er det lige så nærliggende at opfatte dem som selvstændige fortolkninger. Så de kom over i gruppen med ikke-bibelske tekster.

Men, ups!, hvad så med de græske oversættelser? For sådan nogle findes der også en håndfuld af blandt Dødehavsrullerne. Ja, de er ind til videre blevet puttet i kategorien med ”bibelske” tekster. Og grunden? Tjah, vist nærmest en traditionel teologisk fordom om, at de græske bibeloversættelser jo ”bare” er oversættelser, mens targumerne er fortolkninger. Men det er naturligvis forkert. ”Oversættere er forrædere” siger man med et ordspil på italiensk, og det er måske en mild overdrivelse, men oversættere er i hvert fald ALTID fortolkere. Og den græske oversættelse af GT, Septuaginta, er ikke kun en (nød)hjælp til at forstå den hebraiske tekst, men også et udtryk for et selvstændigt teologisk stykke tænkning i oldtidens jødedom – det er man for alvor ved at blive klar over i disse år. Så måske burde de græske tekster have fulgt med targumerne over i den ikke-bibelske kategori.

Og så har jeg ikke engang nævnt det uoverskuelige problem med at afgøre, hvornår en hebraisk tekst er en bibeltekst med variationer – og hvornår den er en selvstændig genfortælling eller fortolkning. Hvor stor skal forskellen være … ? ere om det en anden gang …

Tintin-fans vil kunne huske fra ”Rackham den Rødes skat”, at ørnen er evangelisten Johannes’ symbol. Og der er noget højtflyvende ved det fjerde evangelium.

Man skal ikke have læst ret meget i Det Nye Testamente for uden videre at kunne høre, om noget Jesus siger, stammer fra Johannes-evangeliet eller fra et af de andre tre evangelier. Lidt karikeret har man sagt, at hos Matthæus, Markus og Lukas taler Jesus om ”Guds Rige” (som hedder ”Himmeriget” i Matthæus-evangeliet, men meningen er den samme) – hos Johannes taler han om sig selv og sin rolle som Guds budbringer til verden. Men det er ikke kun indholdet, det er også måden han formulerer sig på, der er markant anderledes.

Al forskning er præget af modetendenser og bølgebevægelser: I ét årti er alle optaget af ét spørgsmål, i den næste forskergeneration fokuserer man på noget andet. I mange år var Johannes lidt uinteressant for forskerne, fordi man mente, at det meget særegne billede af Jesus måtte være evangelistens (og hans menigheds) egen fortolkning af den mere oprindelige kristendom, som man kunne finde spor af i de tre andre evangelier.

I dag er man meget tilbageholdende med at tro, at man overhovedet kan tale om et emne uden samtidig at fortolke det. Den kristendom man finder i Markus- og Matthæusevangeliet, er muligvis nogle årtier ældre end Johannesevangeliet, men den er også en fortolkning af, hvad de allerførste Jesus-tilhængere troede. Og begge fortolkninger hører med til billedet af, hvordan kristendommen blev til.

Og, vupti, i de sidste fem år har samtlige ph.d.-afhandlinger om det Nye Testamente i Danmark (på nær én om Hebræerbrevet) handlet om Johannes-evangeliet. Og nu har alle de kloge hoveder samlet nogle af deres indsigter i en bog, ”Hvad er sandhed: Nye læsninger af Johannesevangeliet”.

Det er interessant at konstatere, at både Kasper Bro Larsen og bogens ene redaktør, Christina Petterson, beskæftiger sig indgående med den rolle som tekster fra Johannesevangeliet spiller i folkekirkens gudstjeneste. Også på det punkt er der sket en udvikling i forskningens interesser.

—————————-

(PS: Det må høre til sjældenhederne, at det selvsamme forlagshus med kun 12 års mellemrum udsender to helt forskellige bøger med samme titel. Men at titlen er et berømt bibelcitat, gør selvfølgelig fænomenet mere forståeligt. Og den første af bøgerne handlede om noget helt andet).

Ingen véd reelt, hvor ordet ”religion” kommer fra, men ét af de kvalificerede gæt er, at det stammer fra den latinske glose ”at binde noget sammen igen”.

Og hvis guderne bor i himlen, som de gør i mange (men ikke alle) religioner, er det jo en nærliggende tanke, at religionens formål er at skabe en forbindelse til dem.

I Det Gamle Testamente er man ret forbeholden over for muligheden af, at det menneskelige og det guddommelige kan nærme sig hinanden: Da først urmenneskene har forladt den have, hvor de havde direkte forbindelse med Gud, så er afstanden til det guddommelige et vilkår, der ikke sådan kan pilles ved, og når Gud fx stiger ned på Sinaj-bjerget og bosætter sig i israelitternes helligdom, så kræver det omfattende sikkerhedsforanstaltninger.

I tiden frem mod Det Nye Testamente bliver man mindre forbeholden i jødedommen, og begyndelsen til dét findes allerede i Det Gamle Testamente selv: Det fortæller Trine B. Hasselbalch om i det seneste nummer af Bibliana, som handler om ”Apokalyptik og himmelrejser”. Hasselbalch beskriver profeten Ezekiels sælsomme syner, hvor Gud selv viser sig for profeten, siddende på en trone med hjul, der bæres af fire keruber. Muligvis er tanken, at det er præcis den trone, som plejede at stå i det inderste tempelkammer, ”Det Allerhelligste”, i Jerusalems tempel. For Ezekiel sad i eksil i Babylon, og templet lå i ruiner. Så måske var Guds trone nu nødt til at være bevægelig – men til gengæld var Guds nærvær så heller ikke begrænset til et bestemt sted.

Da først katten var ude af sækken – eller Guds herlighed ude af templet – var der ingen grænser for de beretninger om åbenbaringer og himmelrejser, som dukkede op i jødedommen. Det fortælles der mere om i bladets øvrige artikler, som naturligvis også omfatter den kendteste himmelrejse af alle: Jesus’ himmelfart efter sin død og opstandelse. Der er masser af spændende læsestof.

P.S. – Forsidebilledet har man valgt at aftrykke på hovedet, så at Lammet fra Johannes’ Åbenbaring ligger med benene i vejret som en klasket flue, omgivet af latinske tekster, der også vender bunden opad. For at skaffe dette ærværdige Kristus-symbol en smule oprejsning har jeg tilladt mig på billedet her ovenover at omvende det storartede tidsskrift.

En af verdens flittigste forfattere, Isaac Asimov, der var ph.d. i biokemi og bl.a. også skrev adskillige bøger om Bibelen, var især kendt for sine science fiction-bøger. Da han en gang blev spurgt, hvorfor så klog en mand dog dyrkede dén useriøse genre, svarede han, ”Det er rigtig nok, at 90 % af den science fiction der skrives, er noget bras. Men 90 % af alting er noget bras.”

Jeg kom til at tænke på replikken, da jeg læste et spidst debatindlæg af bibelforskeren Mark Goodacre, hvor han satiriserer over forskere, der helst kun vil forholde sig til viden, der forligger trykt i bøger, og som tilsyneladende mener, at selve internetmediet er garanti for underlødighed.

For det er jo sandt (som Goodacre også skriver), at man kan få det skrækkeligste vrøvl ud af ukritisk at samle oplysninger ind fra nettet. Men som Asimov ville have tilføjet: Man kan få lige så vederstyggeligt pølsesnak ud af ukritisk at hive bøger ned af hylden uden vejledning i, hvad de indeholder.

For eksempel konstaterede jeg for nylig, at det københavnske hovedbibliotek i Krystalgade havde anbragt den amerikanske thrillerforfatter Jeffrey Archers skønlitterære bog ”Judas-evangeliet” i gruppe 22.8 sammen med videnskabeligt funderede oversættelser af de apokryfe skrifter. Jeg tror såmænd ikke engang det er en fejltagelse, eftersom bogen, der er skrevet under pseudonymet Benjamin Iskariot, markedsføres som en ”gendigtning” af det meget omtalte papyrusmanuskript.

Men det siger lidt om, at kritisk sans er nødvendigt, uanset hvor man henter sine oplysninger.

Man har fundet rester af Jerusalems bymur fra før den tidligste jødiske eller israelitiske tilstedeværelse i byen. Både BBC og DR skriver om sagen. Hos DR står der:

Kritikere har tidligere kritiseret Israel for at udnytte arkæologi som et politisk instrument til at understrege jødernes ældgamle krav på det hellige land. Men det seneste fund understreger altså, at også oldtidens jøder oprindeligt er kommet til landet udefra.

(Bemærk manden til venstre i billedet — det siger lidt om stenenes størrelse).

Det kommer nu ikke bag på nogen der har haft Bibelen og øjnene åbne samtidigt, at israelitterne ifølge den bibelske beretning er et folk af indvandrere. Det har stået i teksten hele tiden. Det er sådan set det, de første ca. 200 sider af en almindelig dansk Bibel handler om.

Den arkæologiske udforskning af landets historie er i de seneste 50 år faktisk gået i den stik modsatte retning: Nogle mener at der kort og kontant aldrig har været nogen israelitisk indvandring, men at israelitisk kultur og religion (og Det Gamle Testamente selv) er opstået ved en gradvis udvikling i den lokale kultur. Eller enklere sagt: Israelitterne var kana’anæere!

Mere moderate gemytter fremhæver, at en indvandring jo ikke betød, at den tidligere kana’anæiske befolkning ophørte med at eksistere, og at uanset om mange eller få grupper af indvandrere indgik i det, der senere blev til Israel, så er der med sikkerhed røget betydelige kana’anæiske bidrag i den israelitiske genpulje.

Det har OGSÅ stået i Bibelen hele tiden: “Og israelitterne boede blandt kana’anæerne … De giftede sig med de andres døtre, og deres egne døtre gav de til de andres sønner, og de dyrkede deres guder” (Dommerbogen kap. 3, vers 5-6).

Men det er et interessant fund, som man jo kun kan ønske de israelske arkæologer til lykke med – samtidig med at man håber, at det kan blive til gavn og ikke til skade for de lokale indbyggere i det palæstinensiske kvarter, hvor fundet er gjort. Det ville da være i fundets ånd, hvis begge Jerusalems nuværende befolkningsgrupper kunne tjene kassen på at vise de gamle sten frem for turister, pilgrimme og historieinteresserede!

Den periode som ligger mellem begivenhederne i henholdsvis Det Gamle og Det Nye Testamente — især den persiske tidsalder og Alexander den Stores korte, men begivenhedsrige karriere — er af gode grunde lidt tåget for mange almindelige bibellæsere, der ikke sidder og tyrer tykke historiske værker igennem som supplement. Men af og til dukker der nyt op også fra den tid:

For nylig fandt man under en udgravning 50 km syd for Haifa et portræt af Alexander den Store indgraveret i en lillebitte smykkesten. Som “Livius” påpeger ovre på “The History Blog“, ville man snarere have forventet at den slags overdådigheder skulle dukke op i centrum af Alexanders imperium, men der var åbenbart også drevne kunsthåndværkere på spil (eller sløsede rigmænd på gennemrejse) i en udørk som Palæstina.

”Den Hellige Skrift er pragtfuld – den må vi have mere af!” – sådan beskrev den skotske teolog James Barr engang den tankegang, der fik oldtidens jøder til at genfortælle, udvide og fortolke de kendte beretninger fra Bibelen. Og fortalt og fortolket blev der i datidens jødiske kultur, skal jeg lige love for.

Den viltre og vildtvoksende litteratur som voksede op side om side med de skrifter, der endte med at blive til Bibelen, er vi så heldige at være ret velforsynede med oversættelser af på dansk. Den vigtigste er måske ”De gammeltestamentlige Pseudepigrafer”, der oprindeligt udkom i 1953-76, men jeg ville nødigt undvære nogen af de andre bøger på den lange liste over fordanskninger.

Listen bliver i dag udvidet med yderligere tre skrifter, der også hører til kategorien af ”pseudepigrafer”: ”Tre jødiske legender”, oversat og kommenteret af Karin Friis Plum, Jørgen Ledet Christiansen og Benedikt Otzen. Det drejer sig om fortællingen om Josef og Asenat, Jobs Testamente og Abrahams Testamente.

Josef og Asenat er et godt eksempel på, at skrivelysten ikke kun udsprang af den nærliggende tanke, at hvis noget er godt, må mere af det samme være bedre. En anden oplagt drivkraft var det, der ”mangler” i Bibelen:

Josef blev ifølge 1. Mosebog (kap. 41 vers 45) gift med en egyptisk præstedatter som hed Asenat. Hun blev mor til hans to sønner, Manasse og Efraim (vers 50-52), stamfædrene til to af de israelitiske stammer. Stort mere hører vi ikke om hende, og det er egentlig sært. Patriarkerne lægger ellers en vældig iver for dagen, når det gælder om at sikre, at deres sønner bliver gift med kvinder, der tilhører slægten. Så hvem var denne datter af en præst for de egyptiske afguder?

Dét spørgsmål giver fortællingen om Josef og Asenat svar på. Og den handler faktisk mest om Asenat, mens Josef hovedsagelig er en køn kulisse for den dramatiske proces, der forvandler hans kommende hustru fra en slags egyptisk præstinde, der foragter denne udenlandske søn af en gedehyrde, og til en from og klog israelitisk stammoder.

I indledningen beskriver Karin Friis Plum tekstens religion som ”jødedom uden skarpe kanter”: Her er mere fokus på godhed, sandhed og tilgivelse end på særligt jødiske leveregler og ofringer. Det er ikke så sært, at skriftet er blevet brugt i kristne kredse i den tidlige middelalder, men jævnt hen ignoreret i den rabbinske jødedom. Til gengæld er teksten yderst jødisk i sin tilgang til det erotiske: Josefs og Asenats fysiske begejstring over hinanden har ingen spor af den askese, der ofte kan dukke op i kristne bearbejdelser af stof fra Det Gamle Testamente. (Karin Friis Plum har i øvrigt en uddybende artikel om skriftet på samvittigheden, i bogen ”Tradition og nybrud”).

Den begrænsede interesse for det ”særligt” jødiske hæftede jeg mig i øvrigt også ved i Abrahams Testamente (oversat af Benedikt Otzen), og det er faktisk forbavsende, når man tænker på, hvad jødiske fortolkninger ellers har lægt vægt på ved patriarken.

Mere om det en af de nærmeste dage …

Til en begyndelse kan lidt om Josef og Asenat læses her. Men oprigtig talt: Gak ud og køb bogen og få hele tre højst usædvanlige læseoplevelser.

Her er en bog, jeg er rimeligt stolt af at have været med til at bringe til verden.

Man kan lave en grundbog om et stort og kompliceret stof på tre måder:

1) Enten sætter man én eller anden medgørlig sjæl til at skrive bogen selv. Det giver tit en spændende og sammenhængende bog, og så må man tage med, at forfatteren véd mere om nogle dele af emnet end om andre.

2) Eller man deler kapitlerne ud på forskellige eksperter, og får så tit en bog, der reelt er en artikelsamling: 15-20 højt kvalificerede bidrag, der stritter i ca. lige så mange retninger.

3) Eller man indkalder de samme eksperter, men i stedet for blot at smække et omslag om deres bidrag sætter man en hårdtarbejdende redaktionsgruppe til at bearbejde kapitlerne, så de faktisk hænger sammen. Tro mig, det kan være mindst lige så stort et arbejde som at skrive bogen – akademiske skribenter er ikke den dyreart i verden, det er nemmest at dressere! Og derfor er der som regel heller ikke nogen, der gider gøre forsøget. Til stor skade for studenter og andre seriøse læsere.

Men det er præcis hvad fire nordiske eksperter i Dødehavsrullerne har bakset med de seneste adskillige år. Og nu foreligger resultatet på dansk, redigeret af Bodil Ejrnæs: Den mest up-to-date grundbog om Dødehavsrullerne, der kan købes for penge.

Der er en anmeldelse og to baggrundsartikler (her og her) i avisen i dag, så jeg behøver ikke selv kloge mig på indholdet. Og desuden bør man vel ikke anmelde bøger, man selv har skrevet i: Jeg bidrager med tre kapitler om, hvad man af Dødehavsrullerne kan lære om den jødiske gudstjeneste, om fortolkning af Moseloven og om det hebraiske sprogs udvikling.

Som supplement til bogen har vi oprettet et web-site med en oversigt over samtlige tekster med henvisning til de danske oversættelser.

Der er for tiden stor udstilling om Dødehavsrullerne på Royal Ontario Museum i Toronto. Og da familien tilfældigvis skulle besøge en gammel ven dér i byen i sommerferien, og den gamle ven bød os med ind at se dinosaurerne på museet, var det nærliggende også at snuppe et kig på rullerne.

Det er en flot udstilling, og det kan næppe gøres meget bedre, men det slog mig undervejs, hvor utrolig lidt visuel appel, der egentlig er i Dødehavsrullerne. Der er simpelthen ikke meget at kigge på – og det er jo ligesom forudsætningen for at udstille. At disse små gnidrede brune stumper er det vigtigste arkæologiske fund i det 20. århundrede (eller ”Words that changed the world” som museet averterer – formodentlig især med tanke på, at man blandt rullerne finder de ældste bibelmanuskripter), det kan man sandt at sige ikke se på dem. Det må fortælles.

Og fortællingen foregår jo så typisk i form af plancher. ”Her er meget at læse”, sagde min begavede papsøn Lasse skeptisk, og han plejer ellers ikke at lade sig skræmme af en historisk forelæsning. Men han havde ret – hvis ikke man tyggede sig artigt gennem ret voldsomme tekstmængder, ville man sandt at sige få mere indsigt i rullerne ved at høre et godt gammeldags tre-kvarters folkeoplysende foredrag i den nærmeste sognegård end ved at rejse til Toronto og se på de udstillede rester af fortiden.

Men der var skam fine tiltag til at gøre levnene levende. På en skærm så stor som en kummefryser blev der fx vist en computeranimation af en tur gennem templet som det så ud på Jesus’ tid, og på den tur kom man forbi to inskriptioner, som arkæologer har fundet i det 20. århundrede: En advarsel ved indgangen til ”jødernes forgård” i templet om at ikke-jøder formenes adgang, og en kortere indskrift som markerede hornblæserens plads på tempelmuren – og vips: I to montrer lige ved siden af var netop de to inskriptioner udstillet. Elegant kombination af elektronik og gammeldags museum.

På et helt andet område var udstillingen også udpræget up-to-date: Der blev ikke lagt skjul på, at forskerne er uenige om, hvem der egentlig ejede rullerne, og at selv hvis ejerne var en gruppe essæere, der boede i Qumran, har de under alle omstændigheder selv kun skrevet en mindre del af det jødiske bibliotek, de var i besiddelse af. En overskrift som ”Sekterisk, præstelig – eller simpelthen jødisk?” var ikke noget, man ville have set på en udstilling om Dødehavsrullerne for 10 år siden. Det fortjener arrangørerne respekt for.

Der graves ivrigt syd for den gamle bydel i Jerusalem. Sidste nyt er fundet af stenkrukker, muligvis af den art der blev brugt til at opbevare vand til renselsesceremonier (tænk bare på de krukker, hvis indhold Jesus forvandlede til vin i Johannesevangeliet kap. 2) — men nyheden er, at én af dem har en 10 linjer lang inskription. Almindeligvis står der højst “tilhører Eleazar” el.lign. på den slags fund. James Tabor fortæller, at man har forsynet en række forskellige eksperter i Jerusalem med fotografier af indskriften og håber, at de i fællesskab kan tyde den. Skriften er åbenbart meget sjusket. Det skal blive spændende at høre mere om.