Fra almægtig til gavmild?

Kirketidende_2014_11Da han møder Gud i den brændende tornebusk, får Moses besked om Guds navn (2 Mos 3,13-15). Nogle kapitler senere forklarer Gud ham desuden, hvordan det går til, at dét med navnet kan være en nyhed på trods af, at Gud selv jo var kendt af patriarkerne helt tilbage til Abraham: ”Jeg er Herren! Jeg viste mig for Abraham, for Isak og for Jakob som Gud den Almægtige, men under mit navn Jahve gav jeg mig ikke til kende for dem” (6,2-3).
Man behøver ikke slå efter i den hebraiske tekst for at fornemme, at ”Gud den Almægtige” i denne sammenhæng er et særligt navn for Gud, og ikke blot en omtale af en af Guds egenskaber. Og teologer vil måske kunne huske fra hebraisktimerne, at navnet Shaddai sådan set ikke betyder ”almægtig”. Hvad det så betyder, er langtfra indlysende.
Den gængse oversættelse, ”den Almægtige” skyldes, at Septuaginta, oldtidens græske oversættelse af Det Gamle testamente, en hel del steder gengiver det som pantokrator, ”den der behersker (eller opretholder!) alting”. Men også Septuaginta-oversætterne har efter alt at dømme været på glatis, for de var langtfra konsekvente; ofte skriver de blot ”din Gud”, i Salmerne blev navnet til ”den himmelske” (68,15) eller ”Himlens Gud” (91,1), og i Ruts Bog 1,20 og tre steder i Job nøjedes man med det græske hikanos, ”den tilstrækkelige” – og andre steder er navnet gengivet som ”Herren”. Oversættelse er svært, og det var det også i oldtiden.

Oversættelsens kompromiser
En oversættelse kan lægges til rette, så den imødekommer næsten et hvilken som helst behov – men den kan ikke imødekomme alle behov på én gang. I gymnasiet læste vi Wilsters og Gelsteds oversættelser af Iliaden ved siden af hinanden. Hér var der sigtet efter forskellige mål! Til tider var det svært at se, at det overhovedet var samme værk: Når Wilster skriver ”Men Agamemnon lod trække på dyb en løbende sejler”, hedder det hos Gelsted, ”Og Agamemnon lod et skib sætte i søen”; man er nok tættere på det græske med Wilster – men er man også bedre hjulpet? Det var et sundt kursus i oversættelsens kunst og ikke mindst dens begrænsninger.
I Bibelselskabets nudanske oversættelse af 1 Mosebog og Prædikeren, ”Begyndelsen & Tænkeren”, har vi skullet prioritere den lettilgængelige og forståelige form højt, mens hensynet til traditionen har haft en mindre plads. Men først og sidst har der været tale om en selvstændig oversættelse og ikke en bedrevidende sproglig opfriskning af den eksisterende danske Bibel. Der har altså skullet tages stilling til alle de grundlæggende frustrationer, når hebraiske glosers betydning er usikker. Som fx med hensyn til Guds navn Shaddai.

Voldsmænd, marker og bryster
Ingen véd, hvad der fik Septuaginta-oversætterne til at gengive navnet med et ord, som kan betyde ”almægtig”. Blandt middelalderens rabbinere var der nogle, som mente, at navnet minder om det hebraiske shæ-daj, ”(han) som er nok”. Det passer ikke bare til oversættelsen ”den tilstrækkelige” bl.a. i Ruts Bog, men kunne også forstås som ”den, der har magt nok til hvad det skal være” – altså den almægtige. En anden forklaring kunne være, at navnet stammer fra udsagnsordet shadad, ”at hærge eller ødelægge”, der især forekommer i formen shoded, ”en voldsmand”. Men det er svært at se, hvordan et rent negativt ord for ødelæggende magt skulle have givet navn til Guds beskyttende kraft. Og ganske vist kan man henvise til en arabisk glose, der betyder ”stærk” uden negative overtoner – men vi er altså ude i den alleryderste kartoffelrække, når vi begynder at bruge arabisk som krykkestok i tolkningen af Bibelen.
Det mest ædruelige forslag, sprogforskningen har kunnet komme op med, er nok, at navnet oprindelig er i familie med det babylonske shadû, der kan betyde ”bjerg” eller ”åbent land”. Navnet kunne altså betyde ”Guden på bjerget”, og det passer jo ikke så ringe til åbenbaringen ved Sinaj. Men bedre er det nok, hvis vi kan finde en forklaring inden for Bibelens eget sprog, hebraisk. Der er især to forslag, som i øvrigt begge er i familie med den babylonske forklaring:
Enten kan navnet henvise til det hebraiske sadæ, som både kan betegne en opdyrket mark og det åbne land, som er de vilde dyrs hjemsted. Eller vi skal have fat i ordet shadajim, som betyder ”bryster”; teksten selv lægger stærkt op til denne forståelse i 1 Mos 49,25, hvor Jakob velsigner sin yndlingssøn med ordene
”Gud den Almægtige, han velsigne dig
med velsignelser fra himlen deroppe,
med velsignelser fra urdybet, der hviler dernede,
med velsignelser fra bryster og moderliv.”
Gud som den, der sørger for den frugtbare agerjord og jagtbyttet, giver fremragende mening i fortællingerne om Abrahams, Isaks og Jakobs forhold til Gud. Og lige så godt passer det med Gud som den, der er kilden til både husdyrs og menneskers frugtbarhed, og sørger for, at der er diende gedekid og menneskebørn, som har brug for bryster.
De forskningsmæssige gætterier er naturligvis kun gæt – men forhåbentlig kvalificerede gæt. Og i stedet for at træffe et valg mellem ”markens Gud” og ”brysternes Gud”, og måske vælge forkert, har vi besluttet at slå dem sammen i begrebet ”Den Gavmilde Gud”; det passer i hvert fald fremragende med, hvad patriarkerne oplever, når Gud giver dem sin velsignelse. – Eller sin ”livsstyrke”, som vi har kaldt det, fordi vi gerne vil fremhæve de aspekter af velsignelsen, som nu engang er dominerende i 1 Mosebog.

Hvor mægtig er Gud?
Oversættelsen er altså ikke på nogen måde et indlæg i den aktuelle – og yderst spændende – debat om Guds almagt. At den udkom en uges tid efter Lars Sandbecks bog, er en tilfældighed. Uden at have gransket dybt i emnet, vil jeg i første omgang mene, at Det Gamle Testamente slet ikke tænker abstrakt nok til overhovedet at have et begreb som ”absolut almagt”, men at den gammeltestamentlige Gud i hvert fald, sagt med Hans Jørgen Lundagers ord, er ”meget mægtig”. Og når vi inden længe skal oversætte Job 42,2, er der ingen planer om at lægge skjul på, at der står noget i retning af ”Nu véd jeg, at du kan alt! Der er intet mål, du ikke kan nå!”

(Artikel i Dansk Kirketidende nr. 11, 2014)

Videnskab i huller

heyerdahl_Det er Thor Heyerdahls 100 års fødselsdag i dag. Det går antagelig ikke stille af i Norge, men i den samlede danske verdenspresse er det vist kun blevet til en lille forkølet (maskinoversat?) notits på dagens.dk.

Til gengæld fejrer Google ham. Det er der da stil over!

Nogle af hans teorier er vistnok effektivt modbevist, og lidt useriøst kan det jo virke, at man bliver véd med at udklække teorier, der nødvendigvis skal afprøves ved at sejle et oldtidsfartøj over et verdenshav! Men Kon-Tiki er og bliver en fantastisk “drengebog”, og jeg mener faktisk jeg hat lært en ekstremt vigtig videnskabteoretisk pointe af dens første kapitler, hvor Heyerdahl vandrer fra det ene professorkontor til det næste i New York med sit manuskript, og ingen tager ham alvorligt, fordi hans tese bygger på materiale fra en række forskellig videnskaber, hvoraf jo adskillige, som han ikke er uddannet i (han var havbiolog). Træt og sur opsøger han en ven, som fodrer ham med biksemad og siger, “Tidens forskning kræver jo, at hver fagkreds graver i sit eget hul. Det er uvant at nogen begynder at sortere dét, som kommer op fra hullerne, for at sætte det sammen. … Tiden kræver detailarbejde”.

Jo, vist så. Vi skal have forstand på vores emne. Men vi skal også have bare lidt forstand på de andres emner, ellers bliver vi ekstremt dumme at høre på, uanset hvor kloge vi er på vores eget.

Bibelens aktualitet

bibelens_aktualitet

”Jeg er ret sikker på, at vi lærer vores studerende at forstå, at Bibelen hører til i en fjern fortid med andre forudsætninger end vores. Til gengæld er jeg bange for, at vi svigter studenterne, når det drejer sig om Bibelens aktualitet. Men Bibelen er først og fremmest en aktuel størrelse i kulturen, i kirken, i skolen osv. Og det skal studenterne også kunne håndtere, når de kommer ud og får et arbejde. Men hvordan skal vi lære dem det?”

– sådan spurgte Geert Hallbäck som oplæg til den temadag, han højtideligholdt sin egen pensionering med i maj 2012. Nu er de fem foredrag, som blev holdt på dagen, udkommet i form af et lille hæfte på 86 sider, udgivet af Center for Studiet af Bibelens Brug.

Her forsøger Geert, tre gæster samt jeg selv at svare på Geerts spørgsmål. Selv har jeg en håndfuld konkrete bud på, hvad man kan gøre i (universitets)undervisningens sammenhæng, men bruger først lidt energi på at drøfte, hvad det overhovedet vil sige, at noget er aktuelt. Jeg skelner i denne sammenhæng mellem Bibelens “kulturelle”, “kanoniske” og “konkrete” aktualitet:

1) Bibelen kan være “aktuel”, fordi der står ting i den, som siger os noget. I så henseende er der ikke principielt forskel på Bibelen, Shakespeare og Peter Plys: Hvis det der står, giver mening – så giver det mening, uanset hvor det står.

2) Desuden kan Bibelens indhold anses for at have en særlig aktualitet, fordi Bibelen er helligskrift for en bestemt religion. Hvordan det skal håndteres, er indlysende relevant for den del af universitetets studenter, som bl.a. skal holde prædikener som en del af det arbejde, de skal udføre.

3) Og endelig er Bibelen som konkret foreliggende fænomen aktuel, uanset hvad man selv mener om dens indhold: The Bible is out there, som jeg siger med en formulering hugget fra Geert selv. Den bliver – ligesom Koranen – læst og fortolket og brugt hver dag. Den brug skal teologer også følge med i.

Hæftet med foredragene vil kunne købes i Atheneums Boghandel for kr. 50,-, så snart vi har fået ekspederet nogle eksemplarer derover.

Filosofi i sneen

mumitroldene-og-tilvaerelsens-gaade_219782Der er skrevet en del bøger, hvor filosofi, management og andre emner præsenteres med udgangspunkt i Peter Plys.

Trenden startede med Benjamin Hoffs bog »Peter Plys og hans Tao«, der hærgede den engelsksprogede verdens bestsellerlister i 1982 og forelå på dansk allerede året efter. Ud over at minde sine læsere om, hvor behageligt selskab den trivelige bjørn fra Hundredemeterskoven er, har Hoffs bog også for rigtig mange mennesker været den første introduktion til den taoistiske åndsretning i kinesisk tænkning. Den var man måske ikke faldet over på egen hånd.

Nu er trenden kommet til Mumidalen med den finske forfatter Jukka Laajarinnes nye bog »Mumitroldene og tilværelsens gåde«, hvor mumitroldenes verden og eksistensfilosofiens tunge tænkere ses i lyset af hinanden.

Mens »Peter Plys og hans Tao« gav læserne det indtryk, at taoismens hovedskikkelser var nogle rimeligt muntre fætre, så er den underfundige latter jo ikke ligefrem det, man i første række forbinder med Heidegger, de Beauvoir, Sartre og Camus.

Selv Kierkegaard, som er forfatterens femte hjemmelsmand, var ganske vist vittig, men ikke specielt glad. Og det er netop godt set af Laajarinne, at Mumi-universet på dét punkt passer godt sammen med eksistensfilosofien.

Man er nemlig blevet snydt for rigtig meget af begivenhederne i Mumidalen, hvis man mest kender dem fra tegnefilm og merchandise.

At vælge at være sig selv

Forfatteren bag mumitroldene, Tove Jansson, udgav både billedbøger og daglige avisstriber i mange år, men selve den mumitroldske ‘kanon’ er for Laajarinne som for mange andre fans de otte romaner samt én novellesamling, som kom med ujævne mellemrum i perioden 1945-1970.

Og i disse ni bind er der et forløb: Vi starter i en spændende og dramatisk, men fundamentalt idyllisk verden a la Plys eller »Vinden i Piletræerne« og ender i et univers af fremmedgørelse, ensomhed og forvirring.

At man ikke bare ‘er’, men skal forholde sig til sin plads i livet og »vælge at være sig selv«, som både Sartre og Kierkegaard på forskellige måder understreger, er en bestandig hovedpine for Mumifar. For hvem er man som far?

Han vil frygteligt gerne være familiens overhoved og beskytte dem, han holder af, mod katastrofer af alle slags. Problemet er blot, at de i det store og hele er fint i stand til at tage vare på sig selv, og at hans humørsyge optagethed af sin egen rolle udelukkende er en byrde for omgivelserne, særligt for Mumimor, der må finde på stadigt nye manøvrer for at holde ham beskæftiget.

Klassisk dannelseshistorie

På et tidspunkt stikker han ligefrem til havs sammen med hatifnatterne – en slags vagabonderende minispøgelser uden sprog, som i deres rodløshed udgør antitesen til huset i Mumidalen. »Bagefter sagde Mumimor, at han havde været mærkelig i lang tid, men rimeligvis var han ikke mere mærkelig, end han plejede at være«, bemærker fortælleren, og den diskrete hentydning til, hvordan Mumifar plejede at være, er egentlig mere uhyggelig end begivenhederne under hans springtur.

Fortællingen er en helt klassisk dannelseshistorie om at rejse ud efter noget, man tror man mangler, og så indse, at det kun findes derhjemme.

Mumifar sejler havet tyndt sammen med tre hatifnatter, og det ‘udsvævende liv’, som man i Mumidalen hviskende taler om i forbindelse med hatifnatterne, viser sig at bestå i tavs, indholdsforladt kedsommelighed. Monotonien gør Mumifar fortvivlet, og tavsheden er det allerværste. Snart længes han inderligt efter den uafladelige knævren om stort og småt derhjemme, og han »syntes pludselig, at kun dér kunne han være lige akkurat så fri og eventyrlig, som en rigtig Mumifar skal være«, så han stjæler en af hatifnatternes både og sætter kursen hjemad.

En fremmed i sin verden

Problemet er bare, at i den følgende bog i serien, »Mumifar og havet« (hvis titel med vilje spiller på Hemingway), er han igen lige så rastløs og utålelig som altid, og Mumimor må organisere, at hele familien udvandrer til en øde klippeø, for at han kan få noget at rive i. Mumidalen er altså forladt, og seriens sidste bog »Sent i november« præsterer dermed noget nærmest unikt i litteraturhistorien: En hel bog af romanlængde, hvor det samlede galleri af hovedpersoner er helt og aldeles fraværende. Mumihuset befolkes af seriens perifere bipersoner, og de har selv, præcis som læseren, en indædt fornemmelse af, at noget er rivende galt. Eksistensens grundkarakter af, at man er en fremmed i den verden, man nu engang skal leve i, er næppe skildret mere rammende nogen steder.

Men Mumitrolden selv har oplevet netop dét en gang før, blot i sæsonbetinget form: I »Troldvinter« fra 1957, som danner en slags overgang mellem de tidlige ‘lyse’ eventyr og de senere og mere dystre, vågner Mumitrolden op midt i den sorteste vinter, mens resten af familien sover sin seks måneder lange vintersøvn, og opdager, at dalen midt i vinterhiets tid er fuld af liv. Men det er et andet, fremmedartet liv, som Mumitrolden, sagt med Heidegger, er »kastet ind i«.

At begå sig i usikkerhed

Han lærer til dels at begå sig i vinterens verden og får en slags venskabsforhold til dens beboere, men han bliver ved at opfatte sommeren som »den rigtige verden«, og han frustreres voldsomt over sin vinterlige veninde Too-tickis spørgsmål: »Og hvordan kan man vide, hvad for en, der er den rigtige?«

Havde Too-ticki så endda hævdet sin vinterverdens lige ret til at være ‘rigtig’, men i stedet er hun jævnt uinteresseret i selve forskellen.

På et tidspunkt fortæller hun ham om vinterens mysterier, og han siger høfligt, men uden at mene det: »Det kan jeg godt forstå«. Hun svarer venligt: »Nej, du kan ikke … Alt er meget usikkert, og det er netop det, der beroliger mig«.

At finde altings usikkerhed beroligende er hård kost for en trygheds-begejstret mumitrold. Men han lærer i bogens og vinterens løb – som ethvert menneske er nødt til at lære – at begå sig i den fremmedartede verden, han er havnet i.

Og hans glæde over forårssolen, da den endelig vender tilbage, er vel at mærke ikke mindre af, at han også har lært at føle sig nogenlunde hjemme i vinterens fremmede land.

Bogen Mumitroldene og tilværelsens gåde er skrevet af Jukka Laajarinne og udgivet på forlaget Alfa 2012.

(Kronik i Aarhus Stftstidende, søndag 24. feb. 2013)

Melvilles klokketårn

Hvis nogen mangler en julegave til en, der holder af gode gammeldag fortællinger, så lad mig foreslå Flemming Chr. Nielsens nyudgivne oversættelse af Herman Melvilles Billy Budd og Veranda-fortællinger.

Billy Budd er jo en guldrandet klassiker og vil ikke skuffe nogen, der på grund af Moby Dick især forbinder Melville med saltvand. Men den store amerikaner har meget andet at byde på. Der er historien om den menneskelige fotokopimaskine Bartleby (”scrivener” er hans titel på engelsk, dvs. en kopist eller afskriver, hvis opgave er at give et kontors færdige output det rette professionelle udseende), der pludselig en dag går i baglås – som maskiner jo har det med at gøre.

Og der er historien om Klokketårnet, som man ikke behøver være bibelnørd for at forbinde med beretningen om Babelstårnet, det sørger Melville selv for at skære ud i marmor på novellens første side. Men de bibelske motiver er adskilligt mange flere i denne uhyggelige historie om den hårfine grænse mellem engagement og fanatisme. Karen Blixen ville, som oversætteren påpeger i forordet, have elsket den, men der er nu også et pænt skvæt Edgar Allan Poe i den. Sæt Dem roligt til rette på Melvilles veranda, kære læser.

Du almægtige!

Den guddommelige hidsigprop Divus Madsen, verdens bedste tegneseriegud, kastede sig en gang ud i et lille skoleridt gennem religionsfilosofiens traditionelle begreber om det guddommelige: ”Som Gud er jeg naturligvis al-god, al-vidende og al-mægtig”, sagde han (citeret efter hukommelsen) – og dukkede i den sidste ramme i den dags stribe op bag et særdeles veldækket bord bevæbnet med kniv, gaffel og serviet og tilføjede, ”OG ALT-ædende!”

Madsens sans for, at man almindeligvis betragter guder som almægtige, var uden tvivl præcis og velanbragt. Men bør man også, fra religionens eget synspunkt, nødvendigvis opfatte Gud som almægtig? Og hvis man – i overensstemmelse med en meget stor del af den kristne tradition – svarer ja, er man så også villig til at tage konsekvensen? For en helt og aldeles almægtig Gud må jo have ansvaret for alt. Det er altså Guds skyld (eller som absolut minimum: med Guds accept), når skibe går ned, tsunamier hærger, og hele befolkningsgrupper bliver udryddet i forrykte ideologiers navn. Han kunne jo bare have stoppet det!

Min lærde kollega Jakob Wolf skrev for få år siden et slagkraftigt og velargumenteret forsvar for det synspunkt: Det er Guds skyld alt sammen! Jobs tårer, hed bogen, og den var – af en teologisk fagbog at være – imponerende letlæst og fængende og fik bunkevis af velfortjent omtale. Wolf tog – lige som Divus Madsen – for givet, at Gud er almægtig. Så må vi, som politikere siger ”tage den dérfra” og indrette os med den konsekvens, at så er Gud skyld i ting, vi kun kan opfatte som onde. Sandt at sige kunne man jo også godt mene, at hvis man endelig skal rammes af en ulykke, ville det ikke være påfaldende mere opmuntrende at skyde skylden på Satan eller tilfældet. Gud synes man dog (ifølge den kristne tradition), man kender.

Nu er min ikke mindre lærde kollega Lars Sandbeck imidlertid ikke tilfreds med tanken om Gud som ophavsmand til det onde. Han er i det hele taget ikke tilfreds med tanken om, at gud pr. definition er almægtig, alvidende og alt-muligt-andet. De begreber hører til filosofiens og metafysikkens begrebs-gud, ikke til kristendommens og Bibelens levende Gud – for at sige det lidt firkantet. Sandbeck har netop udgivet bogen De gudsforladtes Gud: Kristendom efter postmodernismen, hvor han præsenterer kristendommen med udgangspunkt i den filosofi (eller anti-filosofi, om man vil) der kaldes postmodernismen, og som rokker ved enhver tanke om evige og uforanderlige begreber som fx guddommelig almagt.

Sandbecks bog har én ting til fælles med Wolfs: Den er forrygende godt skrevet. Stoffet er svært, men hvis man ind imellem bliver forpustet, er det kun fordi det faktisk er store emner der er på spil, og ikke på grund af sjasket tænkning og dårligt dansk. Hvis man vil have at alsidigt lynkursus i teologisk tænkning, kan man ikke gøre sig selv en bedre tjeneste end at få fat i både Jobs Tårer og De gudsforladtes Gud og læse dem i forlængelse af hinanden.

Fru Jesus

De fleste går ud fra, at Jesus ikke var gift. De fleste går også ud fra, at han ikke havde blindtarmsbetændelse eller flyveører. Grunden til begge antagelser er den samme: Der står ikke noget om det i teksterne.

Men bemærk altså, at der netop står lige nøjagtigt ingenting om emnet.

Der står ikke ”Jesus var ugift”, og der står heller ikke, at han var gift. Og det bør egentlig ikke undre os. Evangelierne er nemlig ikke biografier i moderne forstand. De er ikke skrevet for at give oplysninger om Jesus, men for at anbefale én bestemt måde at forholde sig til ham på. Og hans ægteskabelige status er åbenbart fløjtende irrelevant for dén sag, siden ingen af de fire evangelister har gidet ofre én sætning på emnet.

Men nysgerrighed er jo en naturkraft, der ikke sådan lige kan stoppes. Så lad os gætte med, siden emnet nu er i vælten for øjeblikket. Nogen vil sige, at det ville være løjerligt, at Fru Jesus ikke er nævnt med en stavelse, hvis hun faktisk fandtes – altså var han nok ugift. Andre vil påpege, at det var så usædvanligt for en jøde i 30-årsalderen at være ugift, at det ville være blevet kommenteret, hvis Jesus i den grad afveg fra normen – altså var han nok gift.

Faktisk kan man fint kombinere de to betragtninger: Når en 30-årig jøde i det første århundrede e.Kr. optræder, uden at hans kone nævnes med et ord, så er det sikkert fordi han er enkemand. Den gennemsnitlige levealder var ikke høj den gang.

Men som sagt: Teksterne selv betragter åbenbart emnet som inderligt ligegyldigt.

Anledningen til at tage temaet op er naturligvis, at alle aviser i disse dage skriver om en stump papyrus, hvor man på koptisk kan læse den første halvdel af en sætning, hvor Jesus siger noget om ”Min hustru …”.

Både Jim Davila og Anders Klostergaard Petersen, blandt mange andre, har begavede betragtninger om emnet. Så lad mig nøjes med at opsummere ultrakort:

1) Papyrussen kan meget vel tænkes at være falsk. Noget seriøst kan ikke siges, før uafhængige forskere har haft mulighed for at kigge den professor over skulderen som har offentliggjort nyheden. Forskningens mølle maler langsomt, men ”sådan er det jo”.

2) Hvis papyrussen er ægte, fortæller den os, at der 200 år efter Jesus’ tid var kristne i Egypten, som mente, Jesus var gift. Det er rasende interessant, for mens cølibat var en helt usædvanlig tanke for jøder på Jesus’ tid, så var det et udbredt ideal blandt mange kristne få århundreder senere. Papyrussen fortæller, at cølibattilhængerne ikke var enerådende – men den fortæller ikke nødvendigvis noget om Jesus’ faktiske familieforhold.

Jesus: 1 — Døden: 0

Hvad er egentlig det særlige ved Jesus? Det er vel det mest grundlæggende spørgsmål man kan stille om kristendommen. Og interessant nok er der ikke ét enkelt svar, som er dækkende. Allerede i de allerældste kristne skrifter (Det Nye testamente) er der mindst tre forskellige:

Han er en vismand eller en lærer – én der véd, hvordan det hele hænger sammen. Når der ustandselig står i evangelierne, at han ”underviste” store skarer af mennesker, og når folk henvender sig til ham og kalder ham ”rabbi”, så er det dén tankegang, der ligger bag: Jesus véd besked. Det er en opfattelse af Jesus, som nutidsmennesker nemt kan sætte sig ind i.

Men vismænd og profeter har der jo været mange af i tidens løb. Et mere ekstremt bud er idéen om Jesus som et offerdyr: Det var ikke de ting han sagde, der var unikke, det var den måde, han døde på. Der blev ofret dyr i templet i Jerusalem hver dag, og ofrene skulle opretholde det gode forhold mellem Gud og israelitterne. Da Jesus blev henrettet, var han ”the sacrifice to end all sacrifices”: Det gode forhold mellem Gud og menneskeheden var etableret én gang for alle. Det er for moderne mennesker en temmelig syret tankegang, men i en verden, hvor man faktisk havde templet og dyreofre, har den givet god mening, og den har domineret den vestlige udgave af kristendommen i 2000 år.

En mere overset opfattelse er Jesus som kriger. Ifølge den opfattelse kæmpede han mod alle de negative kræfter, der vil menneskene til livs. Kampen kulminerede, da han blev dræbt og fra fredag aften til søndag morgen kæmpede mod Døden, så han søndag kunne spadsere ud af gravhulen igen som sejrherre.

De tre modeller udelukker ikke hinanden, men der kommer selvsagt en forskellig kristendom ud af det, hvis man lægger vægt på den ene til fordel for den anden. Kristus som kriger har spillet en større rolle i den østlige del af kirken, men fx hentede Grundtvig tanken op til overfalden af dansk kristendom, da han skrev det forrygende heltekvad ”I Kvæld blev der banket på Helvedes Port”.

Det har jeg skrevet en artikel om i en splinterny bog, ”Livskraft”, udgivet til ære for Svend Bjerg, der netop er fyldt 70 år.

(Smagsprøve på bogen kan læses hos Forlaget Anis).

Aktuelt

Geert Hallbäck, som har undervist i Det Nye Testamente ved Københavns Universitet i 30 år og lidt til, slutter på typisk Geert-facon sin officielle karriere med at sætte en vigtig dagsorden for, hvad vi andre skal arbejde videre med. Det sker på onsdag, 30. maj, hvor han ikke bare på traditionel vis holder en afskedsforelæsning, men arrangerer en hel temadag om emnet “Bibelens aktualitet i undervisningen”, hvor han desuden har bedt fire af os andre om at holde diskussionsoplæg. Der er normalt god plads i auditorium 7, men det kan næppe rumme alle Geerts venner, samarbejdspartnere, studenter og fans. Så er I advaret …

Programmet kommer her:

10.15-10.45
Hans Jørgen Lundager Jensen: Apropos ”Du skal grunde på den nat og dag” (Jos 1,8): Det Gamle Testamentes mangel på aktualitet og så alligevel.

11.15-11.45
Søren Holst: Alting har noget med alting at gøre: Aktualitet, undervisning og inkonsekvens.

13.15-13.45
Ole Davidsen: Eksegesens aktuelle ubehag.

14.15-14.45
Lars K. Bruun: Alene på en øde ø? Robinson Crusoe, sekulariseringsteoremet og bibelvidenskabens fremtid.

15.15-16.00
Geert Hallbäck: Johannes’ Åbenbaring kap. 13: Dyret fra havet og dyret fra jorden. Overvejelser over tekstens aktualitet.

16.00
Reception

Islamisk genbrug

En præst spørger i en kronik i dagens Kristeligt Dagblad, “hvis Koranen var ment som grundlaget for en ny religion, hvorfor er der så hundredvis af henvisninger til Bibelen?”

Tjah, nok af samme grund som der er tusindvis af henvisninger til Det Gamle Testamente i Det Nye Testamente:  “Nye” religioner opfatter sjældent sig selv som nye – de opfatter sig gerne som en genopdagelse  eller forbedret udgave af den ægte oprindelige religion.

Det er derfor både kristendom og islam kan påberåbe sig Abraham som åndelig stamfar,  uanset at historien om ham stammer fra tiden før de to religioner overhovedet var grundlagt.