PergaMent

Nyt om den inskription, jeg har skrevet lidt om tidligere:

Jim Davila fortæller, at den hebraiske tekst m/ engelsk oversættelse nu er tilgængelig på nettet. Jeg har moret mig med at lave min egen danske oversættelse i går eftermiddags (det var min fødselsdag, og så må man godt foretage sig mærkelige ting — min elskede familie lader mig ganske vist ikke i tvivl om, at det gør jeg også de andre 364 dage … ).

Det er ikke helt nemt at blive klog på, hvad for en slags tekst der overhovedet er tale om. De ustandselige henvisninger til, at “sådan siger Hærskarers Jhwh (eller ‘Herre’), Israels Gud” minder om profetbøgerne i Det Gamle Testamente.

Omtalen af den “vogn” (eller syv af slagsen), som Herrens herlighed kommer til syne på, nedstammer også fra profetbøgerne (Ezekiel), men lever videre i den jødiske mystik i bl.a. dødehavsrullen med “Sange til Sabbatsofferet” og videre op gennem middelalderen.

Desuden er der en del tilbageblik på de profeter og hyrder, som Gud tidligere har sendt til Israel – en genre som kendes både fra Det Gamle og Det Nye Testamente og perioden derimellem (mere om den sag her). Dét i kombination med den profetisk-agtige ramme, klassificerer måske nærmest teskten som en slags belæring eller prædiken. Men altså tilsyneladende lagt i munden på englen Gabriel, hvilket vel gør den til en apokalypse (åbenbaringstekst) af en slags (jf. min oversættlse af de rædsomt fragmentariske linjer 37-38, hvor jeg ikke er helt enig med udgiverne).

Den sælsomme omstændighed, at teksten er skrevet på sten, får én jo også til at overveje, hvilken funktion, den kan have haft, for den har ikke været påfaldende bærbar. Har den været sat op på et helligt sted? I et gravkammer? For at holde onde ånder eller gravrøvere borte? Det er rent gætteri.

Og så forudsætter det selvfølgelg altsammen, at den er ægte. Det er foreløbig langtfra sikkert.

Glædelig jul til alle PergaMent-læsere. Kig ind igen i 2008. Før da regner jeg ikke med at lade høre fra mig, medmindre Paven finder en hidtil ukendt Dødehavsrulle under juletræet. Der må også være tid til at sætte sig hen i lænestolen med en kop thé og en roman.

Men først en lille juleblog: Jeg har ikke lagt skjul på min begejstring for de to nye bibeloversættelser, især Den Nye Aftale. Men inden der tændes for flæskestegen, vil jeg nævne et eksempel på noget, der går fløjten, når man oversætter ”meningsbaseret”, som de nye oversættelser gør, i stedet for at lave en ”udtryksbaseret” oversættelse, der styres af, hvordan man siger ting på græsk eller hebraisk. For den måde noget bliver udtrykt på, har selvsagt også betydning – det véd oversætterne bedre end nogen.

Hvorfor starter Juleevangeliet med det klodsede og aldeles udanske udtryk ”Og det skete i de dage, at der udgik en befaling fra kejser Augustus …”? Man siger jo ikke, ”og det skete, da jeg var i Brugsen, at jeg traf min svoger”, vel? Man kunne tro, at det er fordi, sådan siger man på græsk – som Det Nye Testamente jo er skrevet på. Men det gør man netop ikke – det græske egéneto de en tais hæmérais ekeínais har lydt fuldstændig klumpedumpet i dannede græske ører.

Er det så fordi Lukas ikke kan skrive ordentligt græsk? Heller ikke – han er en af de nytestamentlige forfattere, der har bedst styr på den græske grammatik. Så alt tyder på, at det er med vilje.

Og det er ikke bare et fjollet udtryk, Lukas selv har fundet på. Det er en afsmitning fra hebraisk – en såkaldt ”semitisme”. Sådan nogle er oldtidens græske oversættelse af Det Gamle Testamente, Septuaginta, væltende fuld af. For datidens græsktalende jøder var ”semitiseret græsk” derfor en særligt bibelsk dialekt, så at sige. Og Lukas bruger den slags udtryk med omhu: De dukker netop op på steder, hvor der sker noget helt afgørende i Jesus’ liv, og hvor han knyttes sammen med Det Gamle Testamente – ud over Juleevangeliet er der fx tykt af dem i beretningen om Forklarelsen på Bjerget. Det er en slags sproglig spotlight – en måde at sige til læserne: ”Hallo alle sammen, hold ørerne stive, nu sker der noget bibelsk”. Dermed skærer Lukas ud i pap, at det der sker i Juleevangeliet, er et afgørende vendepunkt.

Og det får man naturligvis ikke med, når der står ”På den tid befalede den romerske kejser Augustus, at der skulle foretages en folketælling” (Bibelen på Hverdagsdansk) eller ”På den tid gav Kejser Augustus ordre til at der skulle holdes en folketælling” (Den Nye Aftale). Så det er — fortsat — glimrende med flere forskellige bibeloversættelser.

(Alt det her er hugget direkte fra det speciale, ”Sproglige semitismer i Nytestamentligt græsk”, som sognepræsten i Frihavnskirken, Andreas Christensen, afleverede på teologistudiet i 1996. Hvis der er flere tilbage, kan det købes hos studenternes forlag Arken-Tryk. Andreas er en flink mand, der holder nogle af de bedste prædikener på Østerbro, og han har givet mig lov til at hugge).

Glædelig jul og godt nytår.

Fyens Stifstidende trykker en kronik med titlen “Abrahams mange sønner” i dag. Det er en smagsprøve på nogle af pointerne i bogen om Abrahams spor. Kronikken handler om, hvordan allerede Det Gamle Testamente selv skildrer Abraham som stamfader ikke kun til jøderne, men til stort set den halve verden. Fynboer er gavmilde folk, så hele molevitten kan læses on-line uden abonnement.

.

P.S. fra Jesper Skau, manden bag bogens artikel om Abraham i kunsten: I dagens udgave af Weekendavisen anmelder Johannes Værge bogen. Anmeldelsen er ikke on-line, men han kan vist godt lide bogen.

Mere Abraham: Thomas Hoffmanns kronik i Weekendavisen i sidste uge (dén er gratis).

En lang indskrift fra omkring 1. århundrede f.Kr. er blevet fundet et sted i området øst for Jordan-floden. Den er malet på sten i to kolonner og blev offentliggjort tidligere på året i det hebraiske tidsskrift Cathedra nr. 123 (som det ikke er lykkedes mig at få fat i endnu) af to israelske forskere, Ada Yardeni og Binyamin Elitzur. Yardeni er kendt af alle, der har dødehavsruller på hjernen: Hun er en af de skrappeste epigrafikere (eksperter i oldtidens skrifttyper) på denne jord.

Udgiverne har kaldt teksten for “Gabriels syn”. Åbenbart taler en vis Gabriel (sandsynligvis englen) i 1. person i inskriptionen og fortæller ting, der bl.a. handler om Davidsslægten og vistnok også den kommende Messias.

Der er varslet en engelsk artikel om indskriften i næste nummer af “Biblical Archaeology Review”, men dét er ikke udkommet endnu. Ind til da kan man muntre sig med en artikel af Israel Knohl i Ha-Aretz (tak til Jim Davila ovre på Paleojudaica for linket), men desværre bruger Knohl mest krudtet på at knytte inskriptionen sammen med nogle af sine egne temmeligt omstridte teorier om, hvordan man opfattede Messias i tiden forud for Jesus. En regulær præsentation af teksten har vi endnu til gode. Jeg giver lyd fra mig, så snart jeg får fingre i “Cathedra”.

P.S. 20. dec.:
Jeg har lige opdaget, at nordmanden Årstein Justnes, der for nyligt forsvarede en doktorafhandling om Messias-forestilinger i Dødehavsrullerne, allered i maj omtalte indskriften på sin blog. Man bliver ikke så meget klogere på indholdet, men Justnes har faktisk en håndfuld gode grunde til at mene, at teksten er et falskneri. Vi får se.

Så nåede familien endelig i biografen og se Det Gyldne Kompas. Og det er fremragende underholdning, og stort set det eneste irritationsmoment er, at man (tro mod bogen) ender med en cliff-hanger. Der må komme en fortsættelse, og det er svært at skulle vente helt til næste jul! Men det er jo godt at have noget at glæde sig til, har min mor altid sagt.

Bogens kirkekritiske dagsorden har måske fået en mild camouflage derved, at der konsekvent tales om “Magistratet” og ikke om kirken. Men enhver, der kan kende en romersk præsteflip, må få associationer, når han ser den sleske, magtfulde Fra Pavel. Og Magistratets kontor i Trollesund, hvor isbjørnen Iorek må hente sit stjålne panser, er kalkeret direkte af efter en græsk-ortodoks kirke. Så den, der har øjne at se med, skal nu nok få øje på pointen.

Krigen mellem oprørske og lydige engle, som jeg tidligere har skrevet om, får man kun et par hårfine antydninger af, men det er fuldt ud i bogens ånd: Det begynder først for alvor at komme frem i de allersidste afsnit af bind 1 (som filmversionen har gemt til 2′eren), og helt udtrykkeligt blive det først i trilogiens to sidste bind.

Men den bibelske beretning om Syndefaldet er tydeligt på dagsordenen, når fru Coulter kort før slaget om Bolvangar siger til Lyra, at “en gang for længe siden begik vores forfædre en alvorlig fejltagelse: De var ulydige mod Autoriteten, og dermed kom Støv ind i verden”. (”Autoriteten” er bøgernes navn for Gud, og “Støv” er metaforen for den “kundskab om godt og ondt”, som menneskene i 1 Mosebog får, da de spiser af frugten fra kundskabstræet).

Desværre spænder underteksterne på lige netop dette sted alvorligt ben for forståelsen. Det engelske “the Authority” blive oversat til “myndighederne” i flertal og med lille begyndelsesbogstav. Det er helt forfejlet. Det samme kiks sker tidligere i filmen, da Lord Asriel siger til de forsamlede lærde på Jordan College, at “Der findes verdener uden nogen Autoritet”. Han mener ikke bare verdener uden færdsels- og straffelov, han mener “uden nogen Gud” — hvad man tydeligt kan se, når Fra Pavel reagerer med et gispende “Det er kætteri!”

Men den danske tekstning kan man jo ikke give Hollywood skylden for. Og filmen er i øvrigt en fryd for sprognørder: Her er intet af det sædvanlige sjask med, at alle i verden taler det samme kedelige standard-engelsk. Der spilles mesterligt på forskellene mellem engelske dialekter (den texanske ballonskipper Lee Scoresby er SÅ amerikansk, at han balancerer rundt på randen af det parodiske), de norske soldater i Trollesund taler (en slags) norsk — og der står “Kneipe” på skiltet uden for baren, hvor Lyra finder isbjørnen Iorek. Og det kaudervælsk, som tartarkrigerne taler, er antageligt en slags russisk, men her slog min forståelse altså ikke til.

Også på dette punkt har man i øvrigt været tro mod bogen, hvor den rasende belæste Pullman jonglerer rundt med brokker fra græsk, norsk, hollandsk, latin, italiensk, oldislandsk, hebraisk , finsk og meget mere — til spjættende fryd for de læsere, der opfatter vinkene, men helt uden at det spolerer noget for dem, der blot ser det som eksotiske krydderier.

Stort interview med Tine Lindhardt i Berlingske Tidende om Den Nye Aftale.

Hun lover — næsten — intervieweren, at der ikke skal laves en tilsvarende oversættelse af Det Gamle Testamente i hendes tid som generalsekretær, men skynder sig så alligevel at trække halvvejs i land: En oversættelse af de udvalgte vigtigste dele af GT, som jo immervæk er en meget tykkere bog, kunne der da godt blive tale om.

“Der er ikke nogen kritik af kirken eller kristendommen i Det Gyldne Kompas” – ca. sådan kan man opsummere et spændende debatindlæg, som filosoffen Jens Fønns-Jørgensen har offentliggjort på Kristeligt Dagblads søster-web-site kristendom.dk. Han undrer sig over forargelsen hos bl.a. amerikanske kristne og føler sig rent ud sagt en anelse snydt.

Nu er det jo ingen nyhed, at det er dejligt at være forarget, og at mange hengiver sig til den forlystelse uden at have tid til at undersøge dét, vi forarges over. Og selv har jeg desværre ikke nået at se filmen endnu (jeg er på vej). Så måske har Fønns-Jørgensen ret. I hvert fald er filmen ikke kun blevet kritiseret fra religiøst hold. Andre har beklaget, at den i forhold til bøgerne er for lidt religionskritisk: Den diktatoriske magtinstans, som i filmen blot hedder “Magisteriet”, er i bøgerne “kirken”.

Men vel at mærke bevæger bøgerne sig jo frem og tilbage mellem flere parallelle verdener. De eneste skurke, der kommer fra vores verden er politikere og efterretningsagenter. Den kirke, som har magten i heltinden Lyras verden, er en anden end den, vi kender: I Lyras verden flyttede Pave Johannes Calvin den Første (!) pavestolen til Geneve og nedlagde senere pavedømmet, hvorefter magten overgik til en ugennemskuelig underskov af halvvejs selvstændige kirkelige magtorganer. Enhver der kan en smule kirkehistorie, kan høre, at her befinder vi os i en anden verden. Der er nærmest tale om karikaturer af de katolske og reformerte kirker, godt blandet op med KGB og Stasi. Men det er åbenbart blevet vandet ud i filmen.

Som jeg selv har antydet før, er der en anden grund til at holde igen med forargelsen fra kirkeligt hold: Bøgernes kristendomskritik er påfaldende kristen! Jeg ødelægger ikke noget ved at afsløre, at Lyra og hendes følgesvende i bind 2 og 3 slutter sig til de oprørske engle, som ikke vil underordne sig hierarkiet i Himmeriget. Men hvad sætter de så i stedet for “Himlens kongedømme” (som Himmeriget jo egentlig hedder både på engelsk og på Det Nye Testamentes græsk)? “Himlens republik”, såmænd! Det lyder da som et billede, de nytestamentlige forfattere kunne have fundet på, hvis de havde kendt til fænomenet “almindelig valgret”.

P.S.: Kompas-interesserede bør også læse Christian Hjortkjærs storartede artikel på kristendom.dk.

Abraham kaldes “troens fader”, fordi fortællingen om den israelitiske religion, som både jødedom, kristendom og islam er udløbere af, starter med ham.

Men det betyder også, at der er strid om Abraham, for religionerne er jo langtfra enige om alt. Så Abraham er også Mistroens Fader, der kan bruges til selv at få ret og sætte de andre på plads. Det har Thomas Hoffmann skrevet en kronik om i Weekendavisen i anledning af vores lille bog, Abrahams Spor.

“Tillid er godt – kontrol er bedre”, sagde Stalin. Russerne er sikkert blevet PISA-undersøgt fra vugge til grav i hans tid. Nu er der søreme til en afveksling nogen der har lavet en undersøgelse af magthavernes præstation. Nærmere bestemt af, hvordan 23 forskellige lande behandler deres universitetslærere. Danmark kan nærmest ikke ligge lavere. Læs her og her og se flere detaljer ovre på “Forskningsfrihed?“

Det Gyldne Kompas er inspireret bl.a. af John Miltons Det tabte Paradis fra 1667, som beskriver det oprør i himlen, som førte til, at en gruppe engle under den tidligere ærkeengel Satans ledelse blev jaget ud af himlen allerede før vores verden var blevet skabt.

Men filmens og bogens rødder går endnu længere tilbage, og i en kronik i Kristeligt Dagblad i dag trævler jeg lidt af inspirationen fra apokryfe jødiske skrifter op.

Jeg argumenterer samtidigt for, at selv om Philip Pullman har tydelig sympati for de oprørske engle, er hans fortælling slet ikke så antikristen som han selv tror.