PergaMent

Så er den første videnskabelige artikel på engelsk om inskriptionen “Gabriels Åbenbaring” dukket op. Jeg har tidligere refereret en længere hebraisk artikel i tidsskriftet Cathedra + en kort omtale i det kulørte magasin Biblical Archaeology Review (skriv “Gabriel” i søgefeltet her til højre for at få hele forhistorien repeteret).

Artiklen er skrevet af den israelske professor Israel Knohl, som er en rasende lærd mand (og i tilgift en flink fyr), der bl.a. har skrevet en kolossalt vigtig bog om gudstjenesten i det israelitiske tempel. Men når det drejer sig om jødiske bevægelser omkring vores tidsregnings begyndelse, så er han en mand med en fiks idé. Det er ikke altid en fordel.

Den fikse idé drejer sig om en gådefuld skikkelse fra den jødiske overlevering, der kaldes “Messias, søn af Josef”. Han optræder bl.a. i den Babylonske Talmud (Sukkah 52a). Navnet betyder antageligt ikke, at hans far hed Josef, men at han nedstammede fra patriarken Josef. Det er en usædvanlig titel, fordi Messias almindeligvis forventes at skulle nedstamme fra David og dermed altså være en efterkommer af patriarken Juda og ikke Josef.

At der kan tænkes mere end én Messias, er imidlertid ikke så usædvanligt i oldtidens jødiske litteratur, som man umiddelbart kunne tro. Det forekommer også i Dødehavsrullerne. Det specielle ved “Messias, søn af Josef” er, at hele hans karriere bliver sammenfattet i ét enkelt udsagnsord: “Han bliver dræbt”. I en jødisk sammenhæng er Messias jo ellers mest én, der indfører fred og retfærdighed i verden. Til gengæld minder dét med den dræbte Messias jo unægteligt om Jesus.

Knohls fikse idé er, at denne tanke om den dræbte Messias ikke alene allerede fandtes før Jesus’ tid, hundredevis af år inden den blev nedskrevet i Talmud (det kan såmænd godt tænkes), men at der kan sættes navn på den historiske person, som forestillingen stammer fra. I bogen The Messiah before Jesus konkluderede han allerede for adskillige år siden på grundlag af en salme i Dødehavsrullerne, at det drejede sig om et medlem af den essæiske retning ved navn Menahem.

Og nu har det nye tekstfund altså fået ham til at skifte mening og mene, at det drejer sig om en vis Simon, en af Herodes den Stores slaver, som stod i spidsen for en opstand i år 4 f.Kr. og udråbte sig selv til konge. Ham gik det sådan her, da Herodes’ øverstkommanderende Gratus kom efter ham:

 ”Talrige mænd fra Peraia [området nordøst for Det Døde Hav] omkom i denne kamp, medens Simon selv flygtede gennem en stejl kløft. Gratus afskar ham dog vejen, ramte ham med et hug fra siden og huggede hovedet af ham” (Josefus, Den Jødiske Krig 2.4.2 — s. 114 i den glimrende danske oversættelse).

Personligt er jeg lettere skeptisk over for Knohls sikre overbevisning om, at “Gabriels Åbenbaring” handler om en dræbt Messias — og meget skeptisk over for hans tro på, at han kan fortælle os, hvem det var. Men læs selv: Den rimeligt korte artikel hedder “»By Three Days, Live!«: Messiahs, Resurrection, and Ascent to Heaven in Hazon Gabriel“,  og står i The Journal of Religion 88 (2008), s. 147-158, som flere danske biblioteker har internet-abonnement på.

Mere om Knohls teorier og om Messias-forestillinger i især Dødehavsrullerne kan læses i artiklen “Hvem er som jeg blandt guder” i denne bog.