PergaMent

Nu er også den norske udgave af den store fællesnordiske grundbog om Dødehavsrullerne udkommet.

Den danske udgave udkom på Forlaget Anis for få måneder siden. Jeg tillod mig i den forbindelse ubeskedent at beskrive den som “den mest up-to-date grundbog om Dødehavsrullerne, der kan købes for penge.” Det står jeg sådan set fortsat ved, med den ene undtagelse, at læsere der kan moderne hebraisk, bestemt også bør kigge i den 700 sider lange moppedreng i telefonbogsformat, som Menahem Kister har redigeret, og som udkom på Yad Ben Zvi-forlaget i Israel ca. samtidig med den danske bog.

Tillad mig i øvrigt lige igen at nævne, at vi sammen med den danske bog har lavet en komplet oversigt over de mere end 900 manuskripter fra Qumran samt over alle danske oversættelser. Til fri og gratis afbenyttelse.

Den beholder af sten, som er dukket op i en udgravning på Zionbjerget i Jerusalem (tidligere omtale her) er en hård nød at knække for eksperterne i indskrifter fra oldtiden.  En artikel i National Geographic taler om, at de ti linjer på krukken er skrevet i en slags kodeskrift og på en blanding af hebraisk og aramaisk.

Men nu fortæller Jim Davila, bibelvidenskabens énmandsudgave af Reuters Bureau, at han på en lærd konference i Amerika har snakket med Stephen Pfann, som har haft ansvaret for udgivelsen af de Dødehavsruller, der er skrevet i såkaldt “kryptisk” skift, dvs. en slags kode. Pfann mener, at skriften på krukken minder om det alfabet, der bruges i nogle af de “kryptiske” Dødehavstekster (Cryptic A bliver det kaldt). Og noget af teksten skulle minde om indledningen til Salme 26 i Det Gamle Testamente.

Mere vil han ikke ud med. Men det står jo os andre frit for at spekulere. Salme 26 er en from mands bøn til Gud om hjælp. I vers 6 står der “Jeg vasker mine hænder i uskyld / jeg kan gå omkring dit alter, Herre”, og længere henne taler han om sine mindre fromme medmennesker, “hvis hænder er fulde af skændighed, / hvis højre hånd er fuld af bestikkelse.” Fokuseringen på hænder og renhed passer jo som hånd i handske (!) til udgravningsholdets gæt på, at krukken har været brugt til at hælde vand over hænderne i forbindelse med den rituelle jødiske renselse fx forud for måltiderne.

Så nu véd vi måske, hvordan det så ud, når man fulgte de regler, som farisæerne minder Jesus om i Markusevangeliet kap. 7, vers 1-5.

Det er godt at være præcis. Men det kan fremkalde betydeligt hovedbrud, hvis man forsøger at være mere præcis end der er grundlag for.

Fx fortæller jeg ofte studenter og andre flinke folk, at Dødehavsrullerne kan deles op i ”bibelske” og ”ikke-bibelske” tekster. Og da jeg for et stykke tid siden lavede en oversigt over dem som supplement til den nye grundbog, delte jeg dem op på den måde. Men giver den skarpe skelnen egentlig mening?

At opdelingen ville have været svær at forklare for teksternes forfattere, er sådan set det mindste problem. Men en kendsgerning er det, at man i den tids jødedom nok havde ”en samling af autoritative tekster”, men næppe ”en autoritativ samling af tekster”. Eller sagt på mindre knudret dansk: Man var enige om, at en gruppe skrifter havde en særlig status, og at fx Mosebøgerne og Esajas’ Bog m.fl. hørte med til den gruppe, men listen over bøger, som hørte med til denne gruppe, var ikke afsluttet. Hvis nogen fx spurgte, om Højsangen eller Enoks Bog hørte med, så stoppede enigheden: Skønt Højsangen i dag er en del af Bibelen, var den omdiskuteret helt op til efter vores tidsregnings begyndelse. Og omvendt med Enoks Bog: Alt tyder på, at mange jødiske grupperinger anså den for at have samme status som fx Mosebøgerne, men den endte med ikke at komme med på listen. Den tids ”kanon” var altså ”flydende” eller ”åben”, som man siger – og det er jo næsten det samme som at sige, at der ikke var nogen kanon (selv om der altså, NB, var hellige skrifter, men netop i flertal).

Men jeg har pænt holdt mig til den kanon, som jøder og protestanter er fælles om: ”Bibelsk” er i denne sammenhæng de 39 skrifter, som optræder i indholdsfortegnelsen til Det Gamle Testamente i en almindelig dansk bibel. ”Apokryfe” skrifter som Siraks og Tobits bøger og Jeremias’ Brev er puttet over i den ikke-bibelske kategori sammen med ”pseudepigrafe” bøger som Første Enok og Jubilæerbogen. Der stopper problemet imidlertid ikke. For ét er spørgsmålet om, hvilke skrifter, der udgør Bibelen. Et andet spørgsmål, er ”i hvilken form”?

Foruden eksemplarer af den hebraiske tekst til langt de fleste gammeltestamentlige skrifter rummer samlingen fx de ældste bevarede targumer. Det er ”oversættelser” til aramaisk af bibelske skrifter, men da targum-traditionen ofte forholder sig særdeles frit og kreativt til sit udgangspunkt, er det lige så nærliggende at opfatte dem som selvstændige fortolkninger. Så de kom over i gruppen med ikke-bibelske tekster.

Men, ups!, hvad så med de græske oversættelser? For sådan nogle findes der også en håndfuld af blandt Dødehavsrullerne. Ja, de er ind til videre blevet puttet i kategorien med ”bibelske” tekster. Og grunden? Tjah, vist nærmest en traditionel teologisk fordom om, at de græske bibeloversættelser jo ”bare” er oversættelser, mens targumerne er fortolkninger. Men det er naturligvis forkert. ”Oversættere er forrædere” siger man med et ordspil på italiensk, og det er måske en mild overdrivelse, men oversættere er i hvert fald ALTID fortolkere. Og den græske oversættelse af GT, Septuaginta, er ikke kun en (nød)hjælp til at forstå den hebraiske tekst, men også et udtryk for et selvstændigt teologisk stykke tænkning i oldtidens jødedom – det er man for alvor ved at blive klar over i disse år. Så måske burde de græske tekster have fulgt med targumerne over i den ikke-bibelske kategori.

Og så har jeg ikke engang nævnt det uoverskuelige problem med at afgøre, hvornår en hebraisk tekst er en bibeltekst med variationer – og hvornår den er en selvstændig genfortælling eller fortolkning. Hvor stor skal forskellen være … ? ere om det en anden gang …

Her er en bog, jeg er rimeligt stolt af at have været med til at bringe til verden.

Man kan lave en grundbog om et stort og kompliceret stof på tre måder:

1) Enten sætter man én eller anden medgørlig sjæl til at skrive bogen selv. Det giver tit en spændende og sammenhængende bog, og så må man tage med, at forfatteren véd mere om nogle dele af emnet end om andre.

2) Eller man deler kapitlerne ud på forskellige eksperter, og får så tit en bog, der reelt er en artikelsamling: 15-20 højt kvalificerede bidrag, der stritter i ca. lige så mange retninger.

3) Eller man indkalder de samme eksperter, men i stedet for blot at smække et omslag om deres bidrag sætter man en hårdtarbejdende redaktionsgruppe til at bearbejde kapitlerne, så de faktisk hænger sammen. Tro mig, det kan være mindst lige så stort et arbejde som at skrive bogen – akademiske skribenter er ikke den dyreart i verden, det er nemmest at dressere! Og derfor er der som regel heller ikke nogen, der gider gøre forsøget. Til stor skade for studenter og andre seriøse læsere.

Men det er præcis hvad fire nordiske eksperter i Dødehavsrullerne har bakset med de seneste adskillige år. Og nu foreligger resultatet på dansk, redigeret af Bodil Ejrnæs: Den mest up-to-date grundbog om Dødehavsrullerne, der kan købes for penge.

Der er en anmeldelse og to baggrundsartikler (her og her) i avisen i dag, så jeg behøver ikke selv kloge mig på indholdet. Og desuden bør man vel ikke anmelde bøger, man selv har skrevet i: Jeg bidrager med tre kapitler om, hvad man af Dødehavsrullerne kan lære om den jødiske gudstjeneste, om fortolkning af Moseloven og om det hebraiske sprogs udvikling.

Som supplement til bogen har vi oprettet et web-site med en oversigt over samtlige tekster med henvisning til de danske oversættelser.

Der er for tiden stor udstilling om Dødehavsrullerne på Royal Ontario Museum i Toronto. Og da familien tilfældigvis skulle besøge en gammel ven dér i byen i sommerferien, og den gamle ven bød os med ind at se dinosaurerne på museet, var det nærliggende også at snuppe et kig på rullerne.

Det er en flot udstilling, og det kan næppe gøres meget bedre, men det slog mig undervejs, hvor utrolig lidt visuel appel, der egentlig er i Dødehavsrullerne. Der er simpelthen ikke meget at kigge på – og det er jo ligesom forudsætningen for at udstille. At disse små gnidrede brune stumper er det vigtigste arkæologiske fund i det 20. århundrede (eller ”Words that changed the world” som museet averterer – formodentlig især med tanke på, at man blandt rullerne finder de ældste bibelmanuskripter), det kan man sandt at sige ikke se på dem. Det må fortælles.

Og fortællingen foregår jo så typisk i form af plancher. ”Her er meget at læse”, sagde min begavede papsøn Lasse skeptisk, og han plejer ellers ikke at lade sig skræmme af en historisk forelæsning. Men han havde ret – hvis ikke man tyggede sig artigt gennem ret voldsomme tekstmængder, ville man sandt at sige få mere indsigt i rullerne ved at høre et godt gammeldags tre-kvarters folkeoplysende foredrag i den nærmeste sognegård end ved at rejse til Toronto og se på de udstillede rester af fortiden.

Men der var skam fine tiltag til at gøre levnene levende. På en skærm så stor som en kummefryser blev der fx vist en computeranimation af en tur gennem templet som det så ud på Jesus’ tid, og på den tur kom man forbi to inskriptioner, som arkæologer har fundet i det 20. århundrede: En advarsel ved indgangen til ”jødernes forgård” i templet om at ikke-jøder formenes adgang, og en kortere indskrift som markerede hornblæserens plads på tempelmuren – og vips: I to montrer lige ved siden af var netop de to inskriptioner udstillet. Elegant kombination af elektronik og gammeldags museum.

På et helt andet område var udstillingen også udpræget up-to-date: Der blev ikke lagt skjul på, at forskerne er uenige om, hvem der egentlig ejede rullerne, og at selv hvis ejerne var en gruppe essæere, der boede i Qumran, har de under alle omstændigheder selv kun skrevet en mindre del af det jødiske bibliotek, de var i besiddelse af. En overskrift som ”Sekterisk, præstelig – eller simpelthen jødisk?” var ikke noget, man ville have set på en udstilling om Dødehavsrullerne for 10 år siden. Det fortjener arrangørerne respekt for.

Hvis nogen blandt mine langmodige læsere skulle være skrappe til finsk, så kan jeg nu henvise dem til en af verdens mest up-to-date introduktioner til Dødehavsrullerne: Lærebogen “Aarre saviastioissa“, redigeret af Jutta Jokiranta. Jeg bidrager selv med tre kapitler om bl.a. den jødiske gudstjeneste og om Moseloven og dens fortolkning (som flinke folk i Finland har oversat). Det er en lidt pudsig fornemmelse at have været med til at skrive en bog, men ikke selv kunne læse en stavelse af den. Men billederne er flotte.

En dansk bog med grundlæggende samme indhold, redigeret af Bodil Ejrnæs, er på vej gennem trykpressen og udkommer på forlaget ANIS i august. Titlen bliver “Dødehavsrullerne: Indhold, historie, betydning”.

”Kan der stadig tænkes at blive fundet nye ruller”, spørge folk gerne, når jeg har været ude at fortælle om Dødehavsrullerne. Jeg plejer at svare tøvende: Alt kan tænkes, hvis man har en god fantasi, men få områder er blevet så grundigt finkæmmet som den judæiske ørken, så det meste er nok fundet.

I går fandt man imidlertid én: Den blev ”fundet” af israelsk politi, ikke i en hule i ørkenen, men i hænderne på nogle palæstinensere, som forsøgte at sælge den på det sorte marked. Men selv om man altså ikke nøjagtigt véd, hvor den kommer fra, ser den ud til at være ægte nok. Den indeholder femten linjer hebraisk tekst skrevet på et stykke papyrus på ca. 15 cm på hver led.

Det er ikke en ”litterær” tekst, som de fleste Dødehavsruller, men et juridisk dokument: Den handler øjensynlig om en jødisk enkes overdragelse af sine ejendele til familiemedlemmer. Hendes navn, Miriam, Jakobs datter, kan læses nogenlunde tydeligt. Det samme kan årstallet på en måde, og det er naturligvis voldsomt spændende for forskerne: I den øverste linje står der tydeligt ”i det fjerde år efter Israels ødelæggelse” (det er ordet lechurban, ”efter ødelæggelsen af”, der ses øverst i billedet her).

Man gætter på, at det betyder i 74 e.Kr., det vil sige fire år efter at romerne ødelagde Jerusalems tempel. Det kunne også betyde 139 e.Kr., fire år efter at den jødiske befolkning blev fordrevet fra Judæa oven på ”Bar Kochba-opstanden” (en lang og dramatisk historie i sig selv).

Til de særligt interesserede: De israelske myndigheder har lagt et usædvanligt detaljeret foto af bæstet på nettet. Der kan læses meget mere hos Jim Davila ovre på Paleojudaica.

Dagens Weekendavis har et indlæg af Jesper Høgenhaven, som sætter nogle detaljer i den seneste diskussion af Dødehavsrullerne på plads. Indlægget er desværre ikke tilgængeligt på nettet, men i et af de vigtige afsnit, tager han den misforståelse ved vingebenet, at forskere skulle mene, at det essæiske parti i jødedommen havde en “central rolle i oldkirken”:

Den kristne religion startede som en jødisk bevægelse. Ingen tvivl om det. Men man kan som regel godt se forskel på jødiske og kristne tekster, og Dødehavsteksterne er rent jødiske. At et bestemt jødisk parti skulle have “tegnet firmaet” blandt de tidligste kristne, er der ingen tegn på — tværtimod virker den tids jødedom som en teologisk “alles kamp mod alle”. Og at dømme efter beskrivelsen af dem hos den jødiske historiker Josefus ville essæerne på væsentlige punkter have syntes meget ilde om de tidligste kristnes måde at opfatte den jødiske arv på.

Hvis nogle marsmænd om 2000 år finder en stak københavnske aviser fra i år og beslutter sig for at udforske jordboernes religion, bliver de måske enige om, at den nordlige halvkugle i religiøs henseende var delt i tre hovedretninger, Tidehverv, Faderhuset og Flemming Pless.

Sådan kan det gå, når ens kildemateriale er begrænset. Og lidt på samme måde er det muligvis gået med vores viden om jødedommen på Jesus’ tid: Det Nye testamente taler meget om ”farisæerne og saddukæerne” og den jødiske forfatter Josefus, der levede i 1. århundrede e.Kr., skriver at jødedommen var opdelt i tre ”filosofier”, farisæere, saddukæere og essæere. Virkeligheden var sikkert langt mere indviklet, men det har været fristende at betragte Josefus’ skildring som en skabelon for alle forklaringer af jødedommen på den tid.

Nu har den israelske professor Rachel Elior set sig sur på essæerne: Josefus’ skildring har været kendt siden oldtiden, men den er blevet yderligere kendt de sidste 60 år, fordi mange forskere har forbundet Dødehavsrullerne med essæerne. Elior mener imidlertid ikke bare, at rullerne er skrevet af en anden gruppering (det er der mange andre dygtige mennesker, der har ment i årtier), men hvis man kan tro, hvad der står i avisen, mener hun ligefrem, at de aldrig har eksisteret og at Josefus har opfundet dem.

Det sidste kan jeg nu ikke tro, at en begavet dame som Elior har sagt. Essæerne bliver nemlig også omtalt af Filon af Alexandria, hvis skrifter er ældre end Josefus’. Men det skal blive spændende at læse hendes bog.

Hvad angår Dødehavsrullerne, skal jeg gerne gentage, hvad jeg ofte har sagt før: Rullerne tilhørte måske nogen, der boede i Qumran og som måske var essæere og som måske selv havde skrevet op til en tredjedel af rullerne (sandsynligvis mindre). Men ingen fornuftige mennesker tror længere, at Dødehavsrullerne udelukkende består af essæiske skrifter. Samlingen er et blandet jødisk bibliotek.

Langt de fleste bogsamlinger i verden indeholder bøger, som siger noget helt andet, end det samlingens ejere mener. (Jeg har engang sorteret et bibliotek, der havde tilhørt en strengt fundamentalistisk kristen højskole – det indeholdt bl.a. et eksemplar af Maos Lille Røde og nogle glimrende noveller af den jødisk fødte science-fiction-forfatter Isaac Asimov).

Allan Sørensen har et lille stykke om sagen i dagens avis, og så vidt jeg husker, havde Hans Henrik Fafner en større opsats i Weekendavisen i sidste uge, men den er tilsyneladende ikke tilgængelig på nettet. En norsk udgave findes her, men desværre har Fafner, der ellers er en klog mand på Mellemøsten, ukritisk refereret nogle forvrøvlede teser om, at forskningen skulle mene, at essæerne var “tidlige kristne”. Naturligvis var de ikke det. De var jøder. Men det var de tidligste kristne også. De to retninger kan altså evt. have lignet hinanden på nogle punkter - det er ikke det samme som at være identiske. Og alt tyder på, at de på andre punkter var meget forskellige.

P.S. 25/3
Så vidt jeg kan se andre steder, har Elior ikke sagt, at Josefus selv havde opfundet essæerne (selvfølgelig kender hun godt omtalen hos fx. Filon), men derimod at Josefus er den eneste forfatter med førstehånds kendskab til forholdene i landet, der skriver om dem – og at det giver grund til skepsis, når kun én forfatter nævner et så ekstremt aparte fænomen som en jødisk gruppering, der praktiserede cølibat (som er højst ujødisk).

Kaare Lund Rasmussens undersøgelser af munkes usunde skrivevaner (se også her) bliver behandlet ovre på den nye forskningsformidlende side videnskab.dk.

Forbindelsen til Dødehavsrullerne er desværre ikke kommet med i denne omgang. Man kan ikke få alting.

(Foto: Kaare Lund Rasmussen)