Category Archives: Oldtidens jødedom

Stor opstandelse

Melkite-Church-of-the-Annunciation-JerusalemPaulus var blevet arresteret. Efter årelange rejser i det østlige Middelhavsområde var han vendt hjem til Jerusalem, og på selve den hellige tempelplads var han kommet i klammeri med en gruppe af sine jødiske landsmænd der misbilligede hans fortolkning af den jødiske lov. Og hvis ikke den romerske garnison havde taget ham i forvaring, var han nok blevet lynchet.
Nu blev han fremstillet for det jødiske råd – en slags kombineret højesteret og religiøst lærdomscenter. Og her begår han så en retorisk genistreg og splitter sine modstandere ved at spille på at de er stærkt uenige om hvad der venter en from jøde efter døden:

Men da Paulus vidste, at den ene del af Rådet bestod af saddukæere og den anden del af farisæere, råbte han: »Brødre, jeg er farisæer og stammer fra farisæere. Nu skal jeg dømmes for håbet om dødes opstandelse!« Da han sagde det, opstod der strid mellem farisæerne og sad-dukæerne, og forsamlingen blev splittet. For saddukæerne siger, at der hverken er nogen opstandelse eller nogen engel eller ånd, men farisæerne hævder begge dele. Der blev en voldsom råben og … sådan en strid, at kommandanten var bange for, at de ligefrem skulle rive både arme og ben af Paulus.

(ApG 23,6-10)

Mange forskere mener i dag at Apostlenes Gerninger nærmest er en from novelle, og at vi kun kan vide noget om Paulus fra hans egne breve. Men derfor kan den historie der bliver fortalt, jo godt afspejle virkelige religiøse forhold i hans samtid. Og teksten skærer på tydeligste vis ud i pap at jødedommen på Jesus’ tid ikke var en éntydig lære, men et sammensurium af partier og retninger: Alle havde templet og Loven som fælles fundament, og derfor havde de råd til at være uenige om stort set alt andet. Og farisæerne troede altså på opstandelsen, ganske som de kristne, mens saddukæerne mente at dét stod der ikke noget om i Loven.

De mange jødiske partier
Men der var flere holdninger end de to vi lige har ridset op: Hos den jødiske historiker Josefus opdeles jøderne i tre partier: farisæere, saddukæere og essæere. Essæerne indtager en form for mellemstandpunkt: De mener, at

legemerne er forgængelige og materien ubestandig, men sjælene er udødelige og består altid … Og samstemmende med grækernes sønner erklærer de, at der på den anden side af oceanet er et opholdssted for de gode … Men de onde henviser de til en mørk og kold afkrog, fuld af uophørlige straffe.

(Den Jødiske Krig 2. Bog 154-55)

Ud over saddukæerne som helt afviser et liv efter døden, har vi altså her en klassisk modsætning. Enten som hos essæerne en tro på at der venter sjælen et andet liv umiddelbart efter døden. Så er en fremtidig dommedag ikke relevant, for de døde har jo allerede fået hvad de fortjener. Eller som hos farisæerne en opstandelsestro: En forventning om at de dødes legemer engang i fremtiden bogstaveligt skal stå op af graven eller på anden vis bringes til live. For at gøre det hele yderligere indviklet, så har der også været store variationer i opstandelsestroens nærmere indhold: Hvordan kommer de døde tilbage? Hvornår? Hvorfor? Og hvor mange af dem? Jeg vil i det følgende tage læseren med på rundtur i datidens religiøse tankeverden:

Sjælens opstandelse
1. Enoks Bog er en lang samling af forskellige åbenbaringsbøger som oprindeligt ikke har hørt sammen. I den afsluttende del, »Enoks formaningstaler«, siger Enok til de fromme:

hav håb, I som er døde i retfærdighed. Vær ikke bedrøvede, hvis jeres sjæl er steget ned i dødsriget med bedrøvelse og jeres kød ikke i jeres liv har fået, hvad der stemte med jeres fromhed.

(1 Enok 102,4-5)

I Det Gamle Testamente var tankegangen at livet er godt i sig selv, og at et menneskes yderste mål er at dø gammel og glad og blive husket for det gode. Det samme grundlæggende syn gør sig også gældende her, men nu er der indtrådt en komplikation: Hvad stiller man op med sådan et syn på livet når nogle mennesker faktisk ikke dør gamle og glade – selv om de er retfærdige og altså har fortjent det? Ifølge Enok er der håb for dem der således er blevet snydt: De vil nemlig få kompensation efter deres død. Et liv efter døden er ifølge denne opfattelse således ikke nogen automatisk forlængelse af menneskelivet, men en særlig skadeserstatning til dem som har oplevet lidelser de ikke fortjente:

Hav håb, thi først blev I udsat for skam i ulykke og nød, og nu skal I skinne som himlens lys, og I skal skinne og blive set, og himlens porte skal åbne sig for jer … en stor glæde skal vederfares jer som himlens engle … med himlens gode skal I være fæller.

(1 Enok 104,2-6)

Kompensationen består altså i at de retfærdige ikke længere skal være sunket »ned i dødsriget med bedrøvelse«, men skal »skinne som himlens lys«. Hvad vil det sige? Åbenbaringslitteraturen var meget optaget både af engle og af astronomiske fænomener, og den skelnede ikke væsentligt mellem de to ting: Sol, måne, stjerner og engle og ærkeengle hørte alle med til »himlens hær«. Og når de retfærdiges belønning her er at skinne som lys, så kan vi da også se af sammenhængen at det betyder at de får status som engle: Himlens porte åbner sig for dem, de skal opleve en glæde som himlens engle, men de skal også ligefrem være »fæller« med »himlens gode«, dvs. stå på lige fod med englene. Her indføres altså, måske for første gang nogensinde, den forestilling som er så dominerende i både vittighedstegninger og folkelig kristendom, nemlig tanken om at »komme i himlen« og spille harpe sammen med englene.
Svarer det til farisæernes eller essæernes opfattelse? Ikke rigtigt nogen af delene. Der er nok tale om en form for opstandelse, for de retfærdige har først opholdt sig i dødsriget og bliver siden hentet frem igen for at få deres belønning. Det er mere på linje med farisæernes opfattelse end essæernes. Men der er intet som tyder på at det er kroppen der opstår, eller at det er et fysisk, jordisk liv man opstår til. Dét ligger til gengæld mere på linje med essæernes tro på et opholdssted for de gode udødelige sjæle »på den anden side af oceanet«. Man kunne måske kalde konceptet for sjælens opstandelse.
Det er udtrykt endnu tydeligere i Jubilæerbogen hvor en engel fortæller Moses om en fremtidig fredstid. Da skal menneskene leve til de bliver tusind år gamle. Også de døde skal deltage i begejstringen herover:

de retfærdige skal se det og takke og glæde sig med fryd i evigheds evighed … Og deres ben skal hvile i jorden og deres ånd få megen glæde.

(Jub. 23,30-31)

Også i Det Gamle Testamente, i Daniels Bog som sikkert stammer fra ca. samme tid som 1. Enoks Bog, finder vi en tilsvarende forestilling:

Mange af dem, der sover i jorden, skal vågne, nogle til evigt liv, andre til forhånelse, til evig afsky. De indsigtsfulde skal stråle som himmelhvælvingens stråleglans, og de, der førte mange til retfærdigheden, skal stråle som stjernerne for evigt og altid.

(Dan 12,2-3)

Her genfinder vi nogle træk fra 1. Enok. Mange, men åbenbart ikke alle, skal vågne for at få den belønning eller straf de ikke har fået tilstrækkeligt af i det jordiske liv. Belønningen for de retfærdige er at de skal stråle som himmellegemerne. Heller ikke her står der noget udtrykkeligt om at det er kroppen der opstår, men tanken er dog måske en anelse mere nærliggende, for der tales om »dem, der sover i jorden« og ikke om sjæle i dødsriget.

Legemets opstandelse
Men andre af datidens jøder havde en mere håndfast og bogstavelig tro på legemets opstandelse:
Mest dramatisk bliver det udtrykt i de hæmningsløst blodige martyrberetninger i 2. Makkabæerbog. Her fortælles om den jødiske guerillakrig mod syrerne i 2. årh. f.Kr. Igen og igen trøster oprørerne sig med at de lemmer som deres bødler hugger af dem, vil de få igen af Gud ved opstandelsen. Et eksempel er de syv brødre som efter tur bliver torteret fordi de nægter at spise svinekød. Efter at de to første brødre er blevet slagtet, fortælles:

Efter ham blev den tredje udsat for den nedværdigende behandling. Da de forlangte det, stak han straks tungen ud og rakte også modigt hænderne frem og sagde tappert: »Fra himlen har jeg fået dem, for hans loves skyld giver jeg afkald på dem, og fra ham håber jeg at få dem tilbage!«

(2 Makk 7,10-11)

Endnu blodigere er beretningen om en af Jerusalems ældste, Razis. Han barrikaderer sig på toppen af et tårn og styrter sig i sit eget sværd da den syriske hærfører er i begreb med at få fat i ham:

Allerede helt forblødt rev han sine indvolde ud, tog dem med begge hænder og slyngede dem mod skarerne, og under påkaldelse af den hersker, der giver liv og ånde, bad han om siden at måtte få dem igen.

(2 Makk 14,46)

En opstandelse hvor man vender tilbage til et legemligt liv med blod og indvolde og det hele, er noget helt andet end at få del i englenes himmelske herligheder. Det skal nok opfattes som en forbedret udgave af det velkendte jordiske liv, som det ses i et tidligere afsnit af 1. Enok. En engel har bragt Enok til Jersualem hvor livets træ gror og breder sin vellugt ud over Zions bjerg. Og efter dommedag skal de retfærdige og ydmyge få liv ved at spise af træet, og de skal

fryde sig med fryd og glæde sig; i helligdommen skal de gå ind med dets duft i deres knogler, og de skal leve et langt liv på jorden, sådan som dine fædre levede

(1 Enok 25,6)

Her er de opstandnes liv altså så udpræget fysisk at de stadig holder gudstjeneste i det gamle tempel i Jerusalem med livstræets duft »i deres knogler«, og det er et godt liv, ikke fordi det ligner englenes, men fordi det ligner forfædrenes! Der er langt herfra og til billedet af de retfærdige der bliver ophøjet til englestatus. Selv de der ikke benægtede opstandelsen, var altså langt fra enige, og man forstår at det var et brændende diskussionsemne Paulus bragte på bane under sit forhør.

(opr. trykt i tidsskriftet Bibliana 2005, nr. 2, s. 34-40)

Fru Jesus

De fleste går ud fra, at Jesus ikke var gift. De fleste går også ud fra, at han ikke havde blindtarmsbetændelse eller flyveører. Grunden til begge antagelser er den samme: Der står ikke noget om det i teksterne.

Men bemærk altså, at der netop står lige nøjagtigt ingenting om emnet.

Der står ikke ”Jesus var ugift”, og der står heller ikke, at han var gift. Og det bør egentlig ikke undre os. Evangelierne er nemlig ikke biografier i moderne forstand. De er ikke skrevet for at give oplysninger om Jesus, men for at anbefale én bestemt måde at forholde sig til ham på. Og hans ægteskabelige status er åbenbart fløjtende irrelevant for dén sag, siden ingen af de fire evangelister har gidet ofre én sætning på emnet.

Men nysgerrighed er jo en naturkraft, der ikke sådan lige kan stoppes. Så lad os gætte med, siden emnet nu er i vælten for øjeblikket. Nogen vil sige, at det ville være løjerligt, at Fru Jesus ikke er nævnt med en stavelse, hvis hun faktisk fandtes – altså var han nok ugift. Andre vil påpege, at det var så usædvanligt for en jøde i 30-årsalderen at være ugift, at det ville være blevet kommenteret, hvis Jesus i den grad afveg fra normen – altså var han nok gift.

Faktisk kan man fint kombinere de to betragtninger: Når en 30-årig jøde i det første århundrede e.Kr. optræder, uden at hans kone nævnes med et ord, så er det sikkert fordi han er enkemand. Den gennemsnitlige levealder var ikke høj den gang.

Men som sagt: Teksterne selv betragter åbenbart emnet som inderligt ligegyldigt.

Anledningen til at tage temaet op er naturligvis, at alle aviser i disse dage skriver om en stump papyrus, hvor man på koptisk kan læse den første halvdel af en sætning, hvor Jesus siger noget om ”Min hustru …”.

Både Jim Davila og Anders Klostergaard Petersen, blandt mange andre, har begavede betragtninger om emnet. Så lad mig nøjes med at opsummere ultrakort:

1) Papyrussen kan meget vel tænkes at være falsk. Noget seriøst kan ikke siges, før uafhængige forskere har haft mulighed for at kigge den professor over skulderen som har offentliggjort nyheden. Forskningens mølle maler langsomt, men ”sådan er det jo”.

2) Hvis papyrussen er ægte, fortæller den os, at der 200 år efter Jesus’ tid var kristne i Egypten, som mente, Jesus var gift. Det er rasende interessant, for mens cølibat var en helt usædvanlig tanke for jøder på Jesus’ tid, så var det et udbredt ideal blandt mange kristne få århundreder senere. Papyrussen fortæller, at cølibattilhængerne ikke var enerådende – men den fortæller ikke nødvendigvis noget om Jesus’ faktiske familieforhold.

Bibel før Bibelens tid?

Et stykke af 3. Mosebog, som den norske samler Martin Schøyen har givet forskerne adgang til”Bibelske tekster, der er ældre end Bibelen” lyder som noget vrøvl; for at en tekst er ”bibelsk”, betyder vel, at den står i Bibelen? Men nej, ikke uden videre: Bibelen er en samling af tekster, og teksterne fandtes før samlingen. Yoghurten og blomkålen skal jo også være på hylden, før jeg kan komme dem i indkøbskurven.

Og forskere er selvfølgelig vilde efter at vide, hvordan og hvornår, teksterne blev til. Det ældste materiale, vi har at gøre godt med, er – med minimale undtagelser – Dødehavsrullerne.

Og nu har minsandten mine to sprænglærde norske kolleger Torleif Elgvin og Årstein Justnes fået en bevilling til et fireårigt forskningsprojekt netop om »Biblical« texts older than the Bible. Der er ikke så mange, jeg har mere lyst til at ønske medvind, end de to.

Men det er skam også af rent selvoptagede årsager, at nyheden glæder mig: Københavns Universitets Qumransatsning indgår nemlig i de to nordmænds projekt: Vi sidder for tiden og arbejder med en ny, forbedret tydning og oversættelse af nogle af teksterne fra den første hule, beduinerne fandt skriftruller i, og det foregår i tæt samarbejde med det norske projekt.

Projektet er så nyt, at det tilsyneladende ikke har fået sin egen web site endnu – men man kan naturligvis finde det på Facebook.

Forfalskede blybøger

jordanskDer er nyt om de små bøger på blyplader, som man har kunnet læse om i Kristeligt Dagblad 1. april og i Politiken to dage senere (og som jeg selv omtalte 24. marts):

Peter Thonemann fra universitetet i Oxford har med noget nær 100% sikkerhed fastslået, at det er falsknerier. Én af dem, som han har fået forelagt af den David Elkington, der omtales som ”ekspert” i alle artiklerne, har nemlig en meningsløs tekst, som består af usammenhængende græske brokker, der er skrevet af fra en jordansk gravsten, som har været udstillet på muséet i Amman i 50 år – men vel at mærke kopieret af én, der ikke kan det græske alfabet, og derfor har fået teksten rodet meningsløst sammen.

Hvis en del af fundet er et åbenlyst falskneri, er resten næppe ægte. Men det er jo ikke nyt, at sensationelle påstande om kristendommens urtid bliver bragt på markedet lige op til påske. Business is business, også for svindlere 🙂

(Læs det hele hos Jim Davila ovre på PaleoJudaica)

Skrevet i bly

blypladerNogle små bøger skaber stor ståhej i de udenlandske medier for tiden. De er fundet i Jordan og lavet af blyplader på størrelse med kreditkort og hæftet sammen i ryggen med ringe. Så vidt man kan få oplyst, er skriften en slags gammelhebraisk, og angiveligt skulle den være i kode. Det sidste er ikke nogen utænkelig tanke – nogle enkelte af Dødehavsrullerne er også skrevet med en slags kodeskrift.

En af de farverige artikler om emnet kan læses i The Daily Mail, hvor man naturligvis laver den nærliggende sammenligning med Dødehavsrullerne, samt (uundgåeligt) bringer Jesus ind i billedet: Hvis (!) de overhovedet er ægte, og hvis (!) de stammer fra kort efter vores tidsregnings begyndelse, kunne de så måske (!) tænkes at være de ældste kristne skrifter, man nogensinde har set?

Alt kan tænkes. Men ikke alt, hvad der kan tænkes, er sandsynligt. Mange af os synes måske, at det mest interessante ved oldtiden er Jesus, men de fleste indbyggere i Mellemøsten i oldtiden havde mange andre ting at skrive om. Hvis (!) teksterne overhovedet er fra oldtiden, kan de lige så godt være en jødisk købmands regnskabsbøger. Og det ville faktisk i sig selv være rasende spændende for forskningen – men nok desværre ikke generere så mange slagkraftige overskrifter.

Jim Davila ovre på PaleoJudaica har som sædvanlig en række udførlige, dækkende og ædruelige bidrag om sagen. Man kan f.eks. starte læsningen her, hvor der også er et link til en officiel pressemeddelelse om sagen.

Bibelske dæknavne

Skriftbrug, autoritet og pseudepigrafiDe fleste skrifter i oldtiden var anonyme. Det gælder også Bibelen: Der står ikke i Matthæusevangeliet, at det er skrevet af Matthæus, der står bare, at det er historien om Jesus Kristus.

Men nogle skrifter angiver forfatternavn (Paulus’ breve, for eksempel), og der er ikke tvivl om, at det gav indholdet vægt. Derfor er det heller ikke mærkeligt, at der er eksempler på den tredje mulighed: Pseudonymitet. Hvis man havde et budskab, man gerne ville have frem, var det oplagt at skrive det i en kendt persons navn – gerne en kendt person fra fortiden. I andre tilfælde nøjedes man med at fortælle videre på historien om en kendt skikkelse som fx Moses uden nødvendigvis at gøre det i “jeg”-form. Pointen var den samme: Der var autoritet i navnet.

Københavns Universitets Center for Studiet af Bibelens Brug holder et åbent arrangement om emnet tirsdag den 8. februar kl. 16-18 i Købmagergade 46 (Auditorium 11, 3. sal), i anledning af bogen “Skriftbrug, autoritet og pseudepigrafi”. Mine lærde kolleger Trine B. Hasselbalch og Finn Damgaard fortæller dels om Dødehavsrullerne og dels om den jødiske filosof Filon. Jeg skal selv fortælle lidt om Kæmpernes Bog.

Kæmpernes Bog

FBE_16Hvis man skulle uddele en pris til den mest underlige passage i Bibelen, ville der nok gå rigtig mange stemmer til Første Mosebog kap. 6, vers 1-4:

”Da menneskene begyndte at blive talrige på jorden og fik døtre, så gudssønnerne, at menneskedøtrene var smukke. Blandt dem tog de sig alle de koner, de havde lyst til. Da sagde Herren: »Min livsånde skal ikke forblive i mennesket for evigt. De er dødelige, deres levetid skal være 120 år.« Dengang gudssønnerne gik ind til menneskedøtrene og fik børn med dem – men også siden hen – var der kæmper på jorden. Det er heltene, navnkundige mænd fra ældgamle dage.”

Det er næsten som om, forfatteren véd noget mere, men ikke bryder sig om at snakke mere om denne pinlige historie end højst nødvendigt. Dén tilbageholdenhed er der til gengæld ikke noget af i ”de gammel­testamentlige pseudepigrafer” – en løst defineret gruppe af bibellignende skrifter fra ca. den periode, hvor Det Gamle Testamente begyndte at blive samlet. Den ældste del af pseudepigraferne, 1 Enoks Bog kap. 1-36, fortæller i mange detaljer, hvordan en snes navngivne engle gifter sig med menneskelige kvinder og lærer menneskene en række ting, som forfatteren ikke bryder sig om, fx at spise kød (og muligvis også at blive kannibaler), udøve trolddom, smede våben og bruge øjensminke! Gud synes heller ikke om det, og han sender en række engle ud fra himlen som guddommelige stormtropper for at nedkæmpe oprøret. For et oprør er det, at de ”faldne” engle har overskredet grænsen mellem himmelsk og jordisk. Fortællingen er en forklaring på, hvor alt ondt stammer fra, og dermed så at sige en alternativ syndefaldsberetning.

1 Enoks Bog har man kunnet læse i en glimrende dansk oversættelse siden 1956. Men den kreative teologiske fortælleglæde stopper ikke her. De rebelske engle blev nedkæmpet og spærret inde i underverdenen (en tanke, der også er rester af i Det Nye Testamente, se 2 Peters Brev 2,4), men hvad blev der af de børn, de fik med jordiske kvinder, og som muligvis er dem, der kaldes ”kæmper” og ”helte” i Første Mosebog?

De fik deres eget skrift i oldtiden, ”Kæmpernes Bog”, som man i mange år kun kendte af omtale fra lister over manikæernes skrifter (mere om dem en anden gang). Men i det 20. århundrede er der dukket rester af ”Kæmpernes Bog” op ved udgravninger på så forskellige steder som Xinjiang-provinsen i det nordvestlige Kina og Qumran ved Det Døde Hav. Og fragmenterne fra Det Døde Hav har jeg nu haft den fornøjelse at oversætte til dansk i bogen ”Skriftbrug, autoritet og pseudepigrafi”, som mine lærde kolleger Bodil Ejrnæs og Lone Fatum lige har udgivet. Ormene har spist det meste, men man kan stadig læse nok til at få en fornemmelse af historien:

De faldne engles afkom sidder befippede og fortvivlede og lægger råd op sammen. De har grund til at frygte, at Gud ikke er færdig med sin straffeekspedition, blot fordi deres himmelske fædre er blevet lagt i lænker. Hovedpersonerne er de to kæmper Ohjah og Hahjah, som begge i drømme får et glimt af, hvad der venter dem. Ohjah ser en have, der blive tilintetgjort, først af ild fra himlen og derefter af en oversvømmelse; kun ét træ, som har tre store rødder ud til siderne, bliver skånet af flammerne. Og Hahjah ser i drømme, at en hersker fra himlen stiger ned og dømmer alle på jorden. De forvirrede kæmper sender en budbringer af sted for at spørge den vise Enok til råds, og så vidt man kan se af fragmenterne, forklarer Enok, at træet med de tre rødder er Noa og hans tre sønner (samt, naturligvis, deres hustruer, men kvinderne tæller åbenbart ikke med): De er de eneste, som vil blive reddet fra den ødelæggelse, som er på vej. Både Ohjahs og Hahjahs drøm betyder altså det samme: At dødsdommen er afsagt over kæmperne. Og redskabet til at udføre den med, kender vi fra Bibelen: Det er syndfloden.

Det mest gådefulde ved teksten er egentlig, at den lader til at have en hel del sympati for kæmpernes triste situation – eller i hvert fald en betydelig indlevelse i den. Det kan der selvfølgelig i fortællingens eget univers være en slags mening i: Hvis man forestiller sig et menneske, der levede på kæmpernes tid, har udsigten til, at alt liv på jorden skulle udryddes, været udpræget bad news, hvis man ikke tilfældigvis hørte til familien Noa. Men fortællinger om syndfloden er jo altid skrevet i tilbageblik, og man kan derfor godt undre sig over, at forfatteren ikke bare har gnedet sig veltilfreds i hænderne og glædet sig over, at uhyrerne blev druknet, mens vores egee stamfader Noa flød ovenpå. Måske får vi et svar en dag, hvis der bliver fundet flere rester af teksten.

Kætterier

Bibliana_2010_2Efterårsnummeret af Bibliana er på gaden. Emnet er kanon og kætteri – to ting, der jo hører nøje sammen, for begge begreber har at gøre med, hvad der er den sande (eller autoriserede … eller accepterede) udgave af religionen.

Men problemet med den, der defineres som kætter, er jo, at han ikke bare afviser “vores” religion. Gjorde han det, var det hele meget nemmere – så var han ganske enkelt en vantro eller en frafalden. Men kætteren påstår, at han er den rigtige tilhænger af “vores” religion, mens vi andre lige er en lille smule galt afmarcheret og skal korrigeres af ham. Det kan hurtigt blive indviklet! Laura Feldt beskriver i en af artiklerne, hvordan kategorierne allerede var mildt sagt uklare på den tid, hvor kristne og (andre) jøder begyndte at blive klar over, at kristendom muligvis var en ikke-jødisk religion.

Emnet bliver fulgt på vej hele vejen op gennem kirkehistorien i bladets halve dusin artikler.

Moses på tronen

michelangelo_mosesDet må være finere at stige op til himlen end at stå på en bjergtop, mens Gud stiger ned til én. Sådan har nogle jøder i hvert fald tilsyneladende tænkt i oldtiden. Og konsekvensen er, at Enok var større end Moses: Moses mødte Gud på toppen af Sinajbjerget i 2. Mosebog, men for Enok skete der allerede mange hundrede år tidligere det, at ”han var ikke mere, for Gud havde taget ham” (1 Mosebog kap. 5, vers 24).

Og tilsyneladende var der grupper inden for jødedommen i oldtiden, som derfor mente, at Enok var den vigtigste åbenbaringsmodtager. Man forestiller sig ligefrem, at der så at sige var et Moses-parti og et Enok-parti blandt datidens jøder. Og Enok-tilhængerne havde altså et slagkraftigt argument, når de kunne henvise til, at Enok faktisk havde været i de himmelske regioner. Og der blev skrevet adskillige beretninger i oldtiden om, hvad Enok så deroppe.

Hvad stiller Moses-partiets spindoktor nu op med den situation? Tilsyneladende har en retning blandt Moses-tilhængerne ladet deres helt overtrumfe Enok ved at skrive en fortælling, hvor Moses i en drøm ligefrem får lov at sætte sig på Guds trone i himlen med Guds scepter i hånden og hans krone på hovedet. Stik dén, Enok!

Fortællingen har form som en græsk tragedie, men er bygget over historien om israelitternes befrielse fra slaveriet i Egypten. ”Tragediedigteren Ezekiel” kaldes forfatteren, men desværre er kun dele af stykket bevaret. Min lærde kollega Flemming Nielsen fra Grønlands Universitet fortæller om ham og hans skrift i det seneste nummer af Bibliana og har tidligere udgivet en dansk oversættelse af teksten.

Ezekiel skrev på græsk (i modsætning til forfatteren til profetbogen af samme navn i Bibelen). Men faktisk findes der en hebraisk udgave – og det ville jo være vanvittigt interessant, hvis det virkelig betød, at historien om Moses på Guds trone ikke kun var et lidt aparte vildskud i en enkelt omtumlet periode af jødedommens historie, men også har indgået i den etablerede jødedoms samlinger af fortolkninger op gennem tiden. Den hebraiske tekst står i en stor samling bibelfortællinger, udgivet af den lærde østrigske rabbiner Adolf Jellinek i midten af 1800-tallet, og Flemming Nielsen har netop udgivet en undersøgelse i et af de rigtigt tunge forskningstidsskrifter, Journal for the Study of the Pseudepigrapha, hvor han går den hebraiske tekst efter med en sproglig tættekam – og (trist nok, kan man sige, men sandheden frem for alt!) konstaterer, at alt tyder på, Jellinek selv har lavet oversættelsen ud fra den græske tekst, vi kender.

Jellinek har tilsyneladende også syntes, at historien ikke var til at stå for.

Tog til hovedet?

gafniLyntoget til Jylland den 23. december er kørt ud fra Hovedbanegården. Man kan godt vente lidt med at åbne aviserne eller tænde for MP3-spilleren, for nu stiller en professor i bibelforskning sig op i midtergangen. Han har et par tykke bøger under armen og går i gang med at holde en forelæsning om juleevangeliets historiske baggrund.

Var dét noget? … De siger jo, forskningen skal ud til folket …?

Det er forsøgt i Israel, hvor professor Isaiah Gafni for nylig holdt foredrag om Makkabæeropstanden i toget fra Modein til Tel Aviv.

Nu er der også det særlige ved Gafni, at han ikke ville være i stand til at være kedelig, om man så tilbød ham en halv million for ulejligheden. Jeg har gået til hans kursus om jødedommen på Jesus’ tid på Det Hebraiske Universitet i Jerusalem, og mandens begejstring for sit stof er ikke til at tøjle – så de gode folk fra Modein har fået noget for deres togbillet.

(Tak til Jim Davila for linket)