Fru Jesus

De fleste går ud fra, at Jesus ikke var gift. De fleste går også ud fra, at han ikke havde blindtarmsbetændelse eller flyveører. Grunden til begge antagelser er den samme: Der står ikke noget om det i teksterne.

Men bemærk altså, at der netop står lige nøjagtigt ingenting om emnet.

Der står ikke ”Jesus var ugift”, og der står heller ikke, at han var gift. Og det bør egentlig ikke undre os. Evangelierne er nemlig ikke biografier i moderne forstand. De er ikke skrevet for at give oplysninger om Jesus, men for at anbefale én bestemt måde at forholde sig til ham på. Og hans ægteskabelige status er åbenbart fløjtende irrelevant for dén sag, siden ingen af de fire evangelister har gidet ofre én sætning på emnet.

Men nysgerrighed er jo en naturkraft, der ikke sådan lige kan stoppes. Så lad os gætte med, siden emnet nu er i vælten for øjeblikket. Nogen vil sige, at det ville være løjerligt, at Fru Jesus ikke er nævnt med en stavelse, hvis hun faktisk fandtes – altså var han nok ugift. Andre vil påpege, at det var så usædvanligt for en jøde i 30-årsalderen at være ugift, at det ville være blevet kommenteret, hvis Jesus i den grad afveg fra normen – altså var han nok gift.

Faktisk kan man fint kombinere de to betragtninger: Når en 30-årig jøde i det første århundrede e.Kr. optræder, uden at hans kone nævnes med et ord, så er det sikkert fordi han er enkemand. Den gennemsnitlige levealder var ikke høj den gang.

Men som sagt: Teksterne selv betragter åbenbart emnet som inderligt ligegyldigt.

Anledningen til at tage temaet op er naturligvis, at alle aviser i disse dage skriver om en stump papyrus, hvor man på koptisk kan læse den første halvdel af en sætning, hvor Jesus siger noget om ”Min hustru …”.

Både Jim Davila og Anders Klostergaard Petersen, blandt mange andre, har begavede betragtninger om emnet. Så lad mig nøjes med at opsummere ultrakort:

1) Papyrussen kan meget vel tænkes at være falsk. Noget seriøst kan ikke siges, før uafhængige forskere har haft mulighed for at kigge den professor over skulderen som har offentliggjort nyheden. Forskningens mølle maler langsomt, men ”sådan er det jo”.

2) Hvis papyrussen er ægte, fortæller den os, at der 200 år efter Jesus’ tid var kristne i Egypten, som mente, Jesus var gift. Det er rasende interessant, for mens cølibat var en helt usædvanlig tanke for jøder på Jesus’ tid, så var det et udbredt ideal blandt mange kristne få århundreder senere. Papyrussen fortæller, at cølibattilhængerne ikke var enerådende – men den fortæller ikke nødvendigvis noget om Jesus’ faktiske familieforhold.

Bibel før Bibelens tid?

Et stykke af 3. Mosebog, som den norske samler Martin Schøyen har givet forskerne adgang til”Bibelske tekster, der er ældre end Bibelen” lyder som noget vrøvl; for at en tekst er ”bibelsk”, betyder vel, at den står i Bibelen? Men nej, ikke uden videre: Bibelen er en samling af tekster, og teksterne fandtes før samlingen. Yoghurten og blomkålen skal jo også være på hylden, før jeg kan komme dem i indkøbskurven.

Og forskere er selvfølgelig vilde efter at vide, hvordan og hvornår, teksterne blev til. Det ældste materiale, vi har at gøre godt med, er – med minimale undtagelser – Dødehavsrullerne.

Og nu har minsandten mine to sprænglærde norske kolleger Torleif Elgvin og Årstein Justnes fået en bevilling til et fireårigt forskningsprojekt netop om »Biblical« texts older than the Bible. Der er ikke så mange, jeg har mere lyst til at ønske medvind, end de to.

Men det er skam også af rent selvoptagede årsager, at nyheden glæder mig: Københavns Universitets Qumransatsning indgår nemlig i de to nordmænds projekt: Vi sidder for tiden og arbejder med en ny, forbedret tydning og oversættelse af nogle af teksterne fra den første hule, beduinerne fandt skriftruller i, og det foregår i tæt samarbejde med det norske projekt.

Projektet er så nyt, at det tilsyneladende ikke har fået sin egen web site endnu – men man kan naturligvis finde det på Facebook.

Forfalskede blybøger

jordanskDer er nyt om de små bøger på blyplader, som man har kunnet læse om i Kristeligt Dagblad 1. april og i Politiken to dage senere (og som jeg selv omtalte 24. marts):

Peter Thonemann fra universitetet i Oxford har med noget nær 100% sikkerhed fastslået, at det er falsknerier. Én af dem, som han har fået forelagt af den David Elkington, der omtales som ”ekspert” i alle artiklerne, har nemlig en meningsløs tekst, som består af usammenhængende græske brokker, der er skrevet af fra en jordansk gravsten, som har været udstillet på muséet i Amman i 50 år – men vel at mærke kopieret af én, der ikke kan det græske alfabet, og derfor har fået teksten rodet meningsløst sammen.

Hvis en del af fundet er et åbenlyst falskneri, er resten næppe ægte. Men det er jo ikke nyt, at sensationelle påstande om kristendommens urtid bliver bragt på markedet lige op til påske. Business is business, også for svindlere :-)

(Læs det hele hos Jim Davila ovre på PaleoJudaica)

Skrevet i bly

blypladerNogle små bøger skaber stor ståhej i de udenlandske medier for tiden. De er fundet i Jordan og lavet af blyplader på størrelse med kreditkort og hæftet sammen i ryggen med ringe. Så vidt man kan få oplyst, er skriften en slags gammelhebraisk, og angiveligt skulle den være i kode. Det sidste er ikke nogen utænkelig tanke – nogle enkelte af Dødehavsrullerne er også skrevet med en slags kodeskrift.

En af de farverige artikler om emnet kan læses i The Daily Mail, hvor man naturligvis laver den nærliggende sammenligning med Dødehavsrullerne, samt (uundgåeligt) bringer Jesus ind i billedet: Hvis (!) de overhovedet er ægte, og hvis (!) de stammer fra kort efter vores tidsregnings begyndelse, kunne de så måske (!) tænkes at være de ældste kristne skrifter, man nogensinde har set?

Alt kan tænkes. Men ikke alt, hvad der kan tænkes, er sandsynligt. Mange af os synes måske, at det mest interessante ved oldtiden er Jesus, men de fleste indbyggere i Mellemøsten i oldtiden havde mange andre ting at skrive om. Hvis (!) teksterne overhovedet er fra oldtiden, kan de lige så godt være en jødisk købmands regnskabsbøger. Og det ville faktisk i sig selv være rasende spændende for forskningen – men nok desværre ikke generere så mange slagkraftige overskrifter.

Jim Davila ovre på PaleoJudaica har som sædvanlig en række udførlige, dækkende og ædruelige bidrag om sagen. Man kan f.eks. starte læsningen her, hvor der også er et link til en officiel pressemeddelelse om sagen.

Bibelske dæknavne

Skriftbrug, autoritet og pseudepigrafiDe fleste skrifter i oldtiden var anonyme. Det gælder også Bibelen: Der står ikke i Matthæusevangeliet, at det er skrevet af Matthæus, der står bare, at det er historien om Jesus Kristus.

Men nogle skrifter angiver forfatternavn (Paulus’ breve, for eksempel), og der er ikke tvivl om, at det gav indholdet vægt. Derfor er det heller ikke mærkeligt, at der er eksempler på den tredje mulighed: Pseudonymitet. Hvis man havde et budskab, man gerne ville have frem, var det oplagt at skrive det i en kendt persons navn – gerne en kendt person fra fortiden. I andre tilfælde nøjedes man med at fortælle videre på historien om en kendt skikkelse som fx Moses uden nødvendigvis at gøre det i “jeg”-form. Pointen var den samme: Der var autoritet i navnet.

Københavns Universitets Center for Studiet af Bibelens Brug holder et åbent arrangement om emnet tirsdag den 8. februar kl. 16-18 i Købmagergade 46 (Auditorium 11, 3. sal), i anledning af bogen “Skriftbrug, autoritet og pseudepigrafi”. Mine lærde kolleger Trine B. Hasselbalch og Finn Damgaard fortæller dels om Dødehavsrullerne og dels om den jødiske filosof Filon. Jeg skal selv fortælle lidt om Kæmpernes Bog.

Kæmpernes Bog

FBE_16Hvis man skulle uddele en pris til den mest underlige passage i Bibelen, ville der nok gå rigtig mange stemmer til Første Mosebog kap. 6, vers 1-4:

”Da menneskene begyndte at blive talrige på jorden og fik døtre, så gudssønnerne, at menneskedøtrene var smukke. Blandt dem tog de sig alle de koner, de havde lyst til. Da sagde Herren: »Min livsånde skal ikke forblive i mennesket for evigt. De er dødelige, deres levetid skal være 120 år.« Dengang gudssønnerne gik ind til menneskedøtrene og fik børn med dem – men også siden hen – var der kæmper på jorden. Det er heltene, navnkundige mænd fra ældgamle dage.”

Det er næsten som om, forfatteren véd noget mere, men ikke bryder sig om at snakke mere om denne pinlige historie end højst nødvendigt. Dén tilbageholdenhed er der til gengæld ikke noget af i ”de gammel­testamentlige pseudepigrafer” – en løst defineret gruppe af bibellignende skrifter fra ca. den periode, hvor Det Gamle Testamente begyndte at blive samlet. Den ældste del af pseudepigraferne, 1 Enoks Bog kap. 1-36, fortæller i mange detaljer, hvordan en snes navngivne engle gifter sig med menneskelige kvinder og lærer menneskene en række ting, som forfatteren ikke bryder sig om, fx at spise kød (og muligvis også at blive kannibaler), udøve trolddom, smede våben og bruge øjensminke! Gud synes heller ikke om det, og han sender en række engle ud fra himlen som guddommelige stormtropper for at nedkæmpe oprøret. For et oprør er det, at de ”faldne” engle har overskredet grænsen mellem himmelsk og jordisk. Fortællingen er en forklaring på, hvor alt ondt stammer fra, og dermed så at sige en alternativ syndefaldsberetning.

1 Enoks Bog har man kunnet læse i en glimrende dansk oversættelse siden 1956. Men den kreative teologiske fortælleglæde stopper ikke her. De rebelske engle blev nedkæmpet og spærret inde i underverdenen (en tanke, der også er rester af i Det Nye Testamente, se 2 Peters Brev 2,4), men hvad blev der af de børn, de fik med jordiske kvinder, og som muligvis er dem, der kaldes ”kæmper” og ”helte” i Første Mosebog?

De fik deres eget skrift i oldtiden, ”Kæmpernes Bog”, som man i mange år kun kendte af omtale fra lister over manikæernes skrifter (mere om dem en anden gang). Men i det 20. århundrede er der dukket rester af ”Kæmpernes Bog” op ved udgravninger på så forskellige steder som Xinjiang-provinsen i det nordvestlige Kina og Qumran ved Det Døde Hav. Og fragmenterne fra Det Døde Hav har jeg nu haft den fornøjelse at oversætte til dansk i bogen ”Skriftbrug, autoritet og pseudepigrafi”, som mine lærde kolleger Bodil Ejrnæs og Lone Fatum lige har udgivet. Ormene har spist det meste, men man kan stadig læse nok til at få en fornemmelse af historien:

De faldne engles afkom sidder befippede og fortvivlede og lægger råd op sammen. De har grund til at frygte, at Gud ikke er færdig med sin straffeekspedition, blot fordi deres himmelske fædre er blevet lagt i lænker. Hovedpersonerne er de to kæmper Ohjah og Hahjah, som begge i drømme får et glimt af, hvad der venter dem. Ohjah ser en have, der blive tilintetgjort, først af ild fra himlen og derefter af en oversvømmelse; kun ét træ, som har tre store rødder ud til siderne, bliver skånet af flammerne. Og Hahjah ser i drømme, at en hersker fra himlen stiger ned og dømmer alle på jorden. De forvirrede kæmper sender en budbringer af sted for at spørge den vise Enok til råds, og så vidt man kan se af fragmenterne, forklarer Enok, at træet med de tre rødder er Noa og hans tre sønner (samt, naturligvis, deres hustruer, men kvinderne tæller åbenbart ikke med): De er de eneste, som vil blive reddet fra den ødelæggelse, som er på vej. Både Ohjahs og Hahjahs drøm betyder altså det samme: At dødsdommen er afsagt over kæmperne. Og redskabet til at udføre den med, kender vi fra Bibelen: Det er syndfloden.

Det mest gådefulde ved teksten er egentlig, at den lader til at have en hel del sympati for kæmpernes triste situation – eller i hvert fald en betydelig indlevelse i den. Det kan der selvfølgelig i fortællingens eget univers være en slags mening i: Hvis man forestiller sig et menneske, der levede på kæmpernes tid, har udsigten til, at alt liv på jorden skulle udryddes, været udpræget bad news, hvis man ikke tilfældigvis hørte til familien Noa. Men fortællinger om syndfloden er jo altid skrevet i tilbageblik, og man kan derfor godt undre sig over, at forfatteren ikke bare har gnedet sig veltilfreds i hænderne og glædet sig over, at uhyrerne blev druknet, mens vores egee stamfader Noa flød ovenpå. Måske får vi et svar en dag, hvis der bliver fundet flere rester af teksten.

Kætterier

Bibliana_2010_2Efterårsnummeret af Bibliana er på gaden. Emnet er kanon og kætteri – to ting, der jo hører nøje sammen, for begge begreber har at gøre med, hvad der er den sande (eller autoriserede … eller accepterede) udgave af religionen.

Men problemet med den, der defineres som kætter, er jo, at han ikke bare afviser “vores” religion. Gjorde han det, var det hele meget nemmere – så var han ganske enkelt en vantro eller en frafalden. Men kætteren påstår, at han er den rigtige tilhænger af “vores” religion, mens vi andre lige er en lille smule galt afmarcheret og skal korrigeres af ham. Det kan hurtigt blive indviklet! Laura Feldt beskriver i en af artiklerne, hvordan kategorierne allerede var mildt sagt uklare på den tid, hvor kristne og (andre) jøder begyndte at blive klar over, at kristendom muligvis var en ikke-jødisk religion.

Emnet bliver fulgt på vej hele vejen op gennem kirkehistorien i bladets halve dusin artikler.

Moses på tronen

michelangelo_mosesDet må være finere at stige op til himlen end at stå på en bjergtop, mens Gud stiger ned til én. Sådan har nogle jøder i hvert fald tilsyneladende tænkt i oldtiden. Og konsekvensen er, at Enok var større end Moses: Moses mødte Gud på toppen af Sinajbjerget i 2. Mosebog, men for Enok skete der allerede mange hundrede år tidligere det, at ”han var ikke mere, for Gud havde taget ham” (1 Mosebog kap. 5, vers 24).

Og tilsyneladende var der grupper inden for jødedommen i oldtiden, som derfor mente, at Enok var den vigtigste åbenbaringsmodtager. Man forestiller sig ligefrem, at der så at sige var et Moses-parti og et Enok-parti blandt datidens jøder. Og Enok-tilhængerne havde altså et slagkraftigt argument, når de kunne henvise til, at Enok faktisk havde været i de himmelske regioner. Og der blev skrevet adskillige beretninger i oldtiden om, hvad Enok så deroppe.

Hvad stiller Moses-partiets spindoktor nu op med den situation? Tilsyneladende har en retning blandt Moses-tilhængerne ladet deres helt overtrumfe Enok ved at skrive en fortælling, hvor Moses i en drøm ligefrem får lov at sætte sig på Guds trone i himlen med Guds scepter i hånden og hans krone på hovedet. Stik dén, Enok!

Fortællingen har form som en græsk tragedie, men er bygget over historien om israelitternes befrielse fra slaveriet i Egypten. ”Tragediedigteren Ezekiel” kaldes forfatteren, men desværre er kun dele af stykket bevaret. Min lærde kollega Flemming Nielsen fra Grønlands Universitet fortæller om ham og hans skrift i det seneste nummer af Bibliana og har tidligere udgivet en dansk oversættelse af teksten.

Ezekiel skrev på græsk (i modsætning til forfatteren til profetbogen af samme navn i Bibelen). Men faktisk findes der en hebraisk udgave – og det ville jo være vanvittigt interessant, hvis det virkelig betød, at historien om Moses på Guds trone ikke kun var et lidt aparte vildskud i en enkelt omtumlet periode af jødedommens historie, men også har indgået i den etablerede jødedoms samlinger af fortolkninger op gennem tiden. Den hebraiske tekst står i en stor samling bibelfortællinger, udgivet af den lærde østrigske rabbiner Adolf Jellinek i midten af 1800-tallet, og Flemming Nielsen har netop udgivet en undersøgelse i et af de rigtigt tunge forskningstidsskrifter, Journal for the Study of the Pseudepigrapha, hvor han går den hebraiske tekst efter med en sproglig tættekam – og (trist nok, kan man sige, men sandheden frem for alt!) konstaterer, at alt tyder på, Jellinek selv har lavet oversættelsen ud fra den græske tekst, vi kender.

Jellinek har tilsyneladende også syntes, at historien ikke var til at stå for.

Tog til hovedet?

gafniLyntoget til Jylland den 23. december er kørt ud fra Hovedbanegården. Man kan godt vente lidt med at åbne aviserne eller tænde for MP3-spilleren, for nu stiller en professor i bibelforskning sig op i midtergangen. Han har et par tykke bøger under armen og går i gang med at holde en forelæsning om juleevangeliets historiske baggrund.

Var dét noget? … De siger jo, forskningen skal ud til folket …?

Det er forsøgt i Israel, hvor professor Isaiah Gafni for nylig holdt foredrag om Makkabæeropstanden i toget fra Modein til Tel Aviv.

Nu er der også det særlige ved Gafni, at han ikke ville være i stand til at være kedelig, om man så tilbød ham en halv million for ulejligheden. Jeg har gået til hans kursus om jødedommen på Jesus’ tid på Det Hebraiske Universitet i Jerusalem, og mandens begejstring for sit stof er ikke til at tøjle – så de gode folk fra Modein har fået noget for deres togbillet.

(Tak til Jim Davila for linket)

Alexander den store i Sønderjylland?

guldhornArkæologen Jeppe Boel Jepsen har i Sankt Petersborg fundet en elfenbenskopi af det ene af Guldhornene. Det sensationelle ligger i, at kopien er lavet med et af de originale horn som model, før de blev stjålet og smeltet om i 1802. Alle andre kopier er lavet efter tegninger.

Boel Jepsen siger i Politiken, at udsmykningen tyder på, at hornene var lavet efter romersk og ikke germansk forbillede, og at de derfor nok er et par århundreder ældre end man plejer at antage (ca. 200 e.Kr. i stedet for ca. 450).

I Kristeligt Dagblad er han citeret for en lidt mere præcis forklaring (og nu nærmer vi os noget bibelrelevant): En lille figur med horn i panden “viser sig at ligne billeder af Alexander den Store”.

Det er desværre ikke helt klart, om han mener, at figuren faktisk forestiller Alexander, eller at stilen blot er den samme, som kendes fra billeder af den megalomane makedonske erobrer. Men at dømme efter Jeppe Boel Jepsens egen blog er det faktisk Alexander himself.

Hvis det faktisk skal forestille Alexander, har vores forfædre haft fat i en symbolik, der minder meget om en passage i Det Gamle Testamente: I Daniels bog kap. 8, v. 5-8 og v. 21 er det sandsynligvis lige præcis Alexander, der bliver beskrevet som en gedebuk, hvis horn brækker af og erstattes af flere mindre horn (som symboliserer de generaler, der delte Alexanders imperium mellem sig efter hans død).

Hvordan det billede er havnet på en mark uden for Møgeltønder for 16-1800 år siden, kunne være interessant at vide.

****************************

En tilføjelse:

Ikke alle er overbevist om, at elfenbenskopien er mere nøjagtig end dén af guld på Nationalmuséet: I Berlingske Tidende argumenterer museumsinspektør Morten Axboe for, at de begge er lavet efter de samme tegninger.