PergaMent

Ed Cook, der blogger ovre på Ralph the Sacred River (og hvis man ikke synes, dét er sjovt, skal man have repeteret sin Coleridge, og det kan kun gå for langsomt), har opfundet sin helt egen pris, ”The Ralphies”, som han hvert år på denne tid uddeler til den bedste plade, film, fagbog, roman etc., han har haft fornøjelse af i årets løb.

Ja, det vil sige ”sin helt egen pris” er måske så meget sagt. Som så meget andet i ”blogosfæren” er den nemlig blevet fælleseje: Flere af hans bibelinteresserede bloggende fæller har taget ideen op og nominerer deres favoritter.

Og hvem vil ikke gerne være sin helt egen smagsdommer? Så jeg hopper på vognen. Reglerne er klare og enkle: ”Bedste” betyder i denne sammenhæng udelukkende det, man helt personligt, subjektivt og usagligt selv kan lide, og man er helt fritaget for at blive holdt til ansvar for ting, man tilfældigvis ikke har set, hørt eller læst. Det er nørdernes frikvarter fra objektiviteten.

Til gengæld er det ikke helt klart, om det er et krav, at man nominerer ting, der faktisk er udkommet i år. Chris Brady ovre på Targuman nominerede i år verdens nok mest roste jazzplade, Miles Davis’ ”Kind of Blue” fra 1959. Men jeg skal forsøge at være konsekvent. Nogenlunde …

Årets plade:
(Ja, jeg véd godt, jeg er en gammel nisse! Og ja, jeg véd godt, man også kalder det ”en CD”. Og hvad så? Den er rund med hul i midten, og der er musik på. Altså er det en plade.)

Carmansfield 5: ”Sandra Dear”
Utroligt hvad man kan lave med en billig harddisk-recorder og en portion uhæmmet entusiasme. Carmansfield 5 er et sydsjællandsk ensemble, der distribuerer sin plade fra et ualmindeligt rodet arbejdsværelse i en gulstensvilla fra 70’erne i udkanten af Vordingborg. Genren er smådyster, halvakustisk folk-rock. Hvis læseren forestiller sig, at der under Tim Christensens seng står en papkasse med sange, han har indspillet, men ikke tør udgive, fordi de er præget af en lidt for ukritisk løssluppen sans for gakkede indfald – så kunne indholdet på Sandra Dear godt være stjålet fra den kasse.

Det store internationale gennembrud er nok længere borte end for mine to øvrige favoritter fra i år, Bon Iver og Glasvegas, men der skal jo også være plads til at udvikle sig.

Årets film:
The Visitor handler om en gnaven, midaldrende universitetslærer, hvis tilværelse hænger ham ud af halsen. Jeg skal ikke kunne sige, hvad der fik fruen i huset til at mene, at jeg burde se en film om netop det emne (!). Det kan næppe have noget at gøre med, at det er mødet med Mellemøsten (om end på anden hånd) og den rytmiske musik, der giver hovedpersonen nyt liv. Men en fin-fin film.
.
.
.
Årets koncert:
Det var et godt år for dinosaurerne. Fremragende koncerter med Neil Young i februar og på Roskilde-festivalen, Lou Reed i operaen i juli, hvor han opførte ”Berlin”, og Leonard Cohen i Forum i oktober. Og så var jeg endda ikke i Odense at høre Dylan i maj. Af andre etablerede navne demonstrerede Nick Cave og Steve Earle med mindre end en uges mellerum i maj, at man ikke behøver blive dum at høre på, fordi man bliver gråhåret (Cave farver det ganske vist sort, men hvem tror han, han narrer?).

Patti Smith, der også tilhører det uregerligt geniale gråhårede segment, optrådte hele to dage i træk på Østre Gasværk som trækplaster for filmen om sig selv, ”Dream of Life”. Og bortset fra, at konen altså skriver geniale sange og har en stemme og karisma, som er uforlignelige, så er det da meget godt klaret at stille op fuldstændig mutters alene med en pædagogguitar, når man, som Kim Larsen sagde engang, kun behersker ca. 3½ akkord. Som ekstranummer stillede hun sågar også den nylonstrengede fra sig og afsang ”Because the Night”, der ellers er skrevet til fuld 24-cylindres rockinstrumentering, helt og aldeles a capella. Respekt er kun et fattigt ord.

I den lidt yngre ende leverede Mercury Rev hele to prima koncerter, til Beatday i august og i Vega i november. Og det i dansk sammenhæng debuterende orkester Band of Horses gjorde det samme henholdsvis i Vega i marts og på Roskildes Arena-scene. Det var nu sjovere i Vega, hvor man kunne komme tæt nok på til at se, hvilke greb der blev taget på guitaren, men den stormende velkomst i Arena-teltet var dem vel undt.

Men som sagt, det var dinosaurernes år i live-sammenhæng. Ralphie’en må uden et sekunds tøven gå til en 74-årig habitklædt jøde fra Montreal, der i oktober præsterede at spille for et udsolgt Forum (denne monstrøse kæmpekasse), så selv vi på de bagerste rækker fik valuta for billetten hvert eneste sekund af den 3½ timer lange koncert. Leonard Norman Cohen, take a bow!

”Thank you for keeping my songs alive all these years”, sagde han til publikum den aften. Det er os, der takker, Lenny.

Årets skønlitterære bog:
Jeg får sjældent læst noget nævneværdigt af nyere litteratur. Det er ikke noget, jeg har besluttet, det er bare sådan det går: Der er stadig et par af Joseph Conrads romaner jeg ikke har læst, Orwell og Chesterton skal genlæses med mellemrum, og skulle jeg nå igennem Shakespeare, inden jeg dør, får jeg sikkert lyst til at begynde forfra. Så det er ikke mig, der søger for, at Haruki Murakami og Hanne-Vibeke Holst kan betale deres husleje. Jeg går sikkert glip af en masse, men der er ikke noget at gøre ved det: På mit arbejde er jeg til tider nødt til at læse det mest hårrejsende bras, fordi det indgår i studenternes pensum, skal anmeldes, eller påstås at udgøre ”et paradigmeskift”, så når jeg læser for min fornøjelses skyld, gør jeg kun, hvad jeg umiddelbart har lyst til. Så den eneste roman jeg læste i år, som faktisk er udgivet i år, er den israelske børnebog ”Tryllekunstneren uden arme” af Danny Raveh, som Lasse lokkede mig til at købe, da vi var ude at se på boghandlernes udbud i Jerusalem i sommer. Det fortrød jeg til gengæld ikke!

Hvis man forestiller sig en kombination af Thøger Birkelands lavmælte realisme med fuldstændig anarkistisk Marx Brothers-agtig crazy-komik, som vi kender det fra Bjarne Reuters ”Bertram”-bøger eller Manu Sareens historier om Iqbal Farooq fra Nørrebro – og så omplanter hele baduljen til vore dages Israel med dets religiøse og politiske spændinger – så har vi sådan ca. Danny Raveh og hans fortællinger om kammeraterne Itan og Daniel, der billedligt talt ikke kan se et spinatbed uden at fare hen og trampe i det. Man skal næppe forvente at se dem oversat til dansk, for det ville kræve en god portion forklarende fodnoter. Hvordan skal en almindelig dansk 12-årig ellers fatte komikken i, at Itan og Daniel får hele landsbyen på nakken, fordi den lokale overrabbiner lukker supermarkedet, da de to drenge er kommet til at gemme ½ liter vaniljeis i en køledisk beregnet til kødvarer … ? (forklaringen har at gøre med rabbinernes tolkning af bl.a. 2. Mosebog kap. 23, vers 19). Eller forstå, at der ved døren til det lokale indkøbscenter står en sikkerhedsvagt med håndholdt metaldetektor? Eller begribe alvoren i, at de to drenges klassekammerat Javgani forvandler en dramatisering af nationalhelten Josef Trumpeldors sidste timer til afsindig farce?

Årets danske fagbog for almindelige mennesker:
”Hvad forestiller en gudstjeneste” spurgte Erik A. Nielsen i 1980’erne. Man kunne også spørge, ”hvad handler en gudstjeneste om”, for det der sker i kirken, har jo netop en begyndelse, en udstrækning i tid, og en slutning – præcis som en film eller et skuespil. Hvis man nogensinde har siddet i en kirke og undret sig over, hvorfor bønner, salmer, bibeltekster og præstelige handlinger er hægtet sammen i lige præcis dén rækkefølge, så kan den fynske biskop Kresten Drejergaards bog ”Den himmelske gudstjeneste” være forrygende spændende læsning. Og man behøver absolut ikke være enig med ham om, hvordan gudstjenesten bør indrettes i nutiden, for at kunne lære noget af hans store indsigt i dens historie.

Lige i hælene på Odense-bispen kommer hele to bøger om Judas-evangeliet m.m. (se her og her). Og så glæder jeg mig til en gang at læse Brian McGuires “Da himmelen kom nærmere“.

Og hvis nogen synes, jeg kun anbefaler bøger fra det lille forlag ude på Frederiksberg, hvor jeg selv har været med til at udgive et par ting, så er svaret: De andre forlag kan bare tage sig sammen og gøre det lige så godt, når det gælder seriøs og letlæselig dækning af de religionsvidenskabelige fag, så skal roserne fyge gennem luften herfra.

Årets videnskabelige fagbog:
Det er rystende så sjældent man som professionel bibelfortolker har tid til at sætte sig på sin dertil indrettede og læse en nyudkommen fagbog fra ende til anden. Tiden går med møder, ansøgninger, planlægning, opgaveretning, vejledning, undervisning, nyhedsbreve, foredrag og blog (nyttige ting, alt sammen) og almindeligt ævl og kævl (mindre nyttigt) – og den faglige opdatering består så mest af artikler. Så også under dette punkt sker udvalget med det kæmpestore forbehold, at verden er fuld af bøger, jeg ikke har læst. Men en af de bøger, jeg har haft fornøjelse af at læse i år, er Tryggve Mettingers ”The Eden Narrative” (den er godt nok fra 2007). Han analyserer historien om de to første mennesker i haven ud fra en række især litteraturvidenskabelige metoder og sammenligner den med mesopotamiske tekster som fortællingen om Gilgamesh. Den skal jeg nok får fornøjelse af, når jeg om kort tid skal begynde at undervise i ”Fortællinger om lidelsens oprindelse” sammen med professor Helge Kvanvig fra Universitetet i Oslo. Jeg er ikke sikker på, han har ret i, at historien om Edens have først og fremmest handler om (u)lydighed, men man kan godt lære noget af folk, man er uenig med.

Bedste TV-udsendelse:
Mit kendskab til, hvad der rører sig i tossekassen, begrænser sig stort set til de gange, hvor Lasse (der kender mine barnlige tilbøjeligheder) kalder mig ind i stuen for at bevidne de seneste excesser inden for animationsfilm. Jeg kan fx varmt anbefale ”F for får” (”Shaun the sheep”), som hærger i morgen-TV. De får er seriøst morsomme!

Det var så dét for i år. Tilbage til arbejdet. Continue Reading »

I dag er det præcis 100 år siden “Vinden i piletræerne” udkom. Det burde egentlig være en national helligdag, hvor vi alle satte os inden døre med slukkede computere og afbrudte telefoner og en stor kande kakao og læste fx kapitlet, hvor Vandrotten falder i snak med en vagabonderende rotte sydfra og gribes af en så ustyrlig trang til at følge med træfuglene sydover, at hans ven Muldvarpen korporligt må forhindre ham i at drage på træk.

Det er ikke pænt at sparke til nogen, der ligger ned. Og de danske menighedsråd, som der snart skal være valg til, har det ikke for nemt i forvejen.

På den anden side kan satire også være så uhyggeligt morsom og rammende, at man må tage med, at den er en anelse ondskabsfuld.

Min gamle ven og studiekammerat Niels Simonsen har begået en lille fabel om, hvoran det ville gå, “Hvis fodboldlandsholdet blev ledet af menighedsrådet“. Læs selv. Personligt var jeg ved at tisse i bukserne af grin.

Ovre på Stenfugle, en spændende blog om bl.a. fossiler af uddøde fuglearter, er Bent Lindow hoppet på en selskabsleg med seks regler. Man gør følgende:

1. Rækker ud efter den nærmeste bog
2. Slår op på side 123
3. Finder den femte sætning på siden
4. Lægger denne og de følgende to sætninger ud på webloggen (sammen med instruktionerne)
5. Kommenterer citatet
6. Sender legen videre til fem andre personer og krediterer den som sendte legen til en.

Jeg er lige kommet hjem fra Roskildefestivalen og havde netop læsset mit medbragte løsøre af på og omkring skrivebordet. Så selv om der kun var ganske få millimeter længere hen til Paul Joüon & Takamitsu Muraokas ”A Grammar of Biblical Hebrew” (som i øvrigt — uvist af hvilke årsager — p.t. står lige ved siden af ”Vinden i piletræerne”), så befandt det nærmeste stykke læsestof sig ikke desto mindre i min skuldertaske. Inden afgang til festivalpladsen, hvor der jo også kan blive tid til at sidde og sumpe med en bog og en kop thé om formiddagen, havde jeg nemlig mere eller mindre i blinde stukket armen op i bogreolens afsnit med hebraiske kriminalromaner (familien skal til Israel inden længe, så lidt sproglig genopfriskning er på sin plads) og fået fingre i en israelsk udgave af Simenon’s ”Min ven Maigret”. På det relevante sted står der, i min egen improviserede oversættelse:

”I denne jungle var majoren som et medlem af elefanternes familie – eller måske snarere flodhestenes. Og hr. Emil? – Et listigt dyr med skarpe tænder. Det var latterligt”

Hvad det betyder, aner jeg ikke, for jeg er ikke selv nået til s. 123 endnu. Men dramaet udspiller sig i hvert fald på den lille ø Porquerolle, der ligger ud for byen Hyéres ved den franske middelhavskyst. Vi var faktisk på besøg på naboøen Port Cros, som er et smukt naturreservat, da vi var på ferie i nærheden af Hyéres i … øhh … 2003, tror jeg det var. Herligt sted.

Jeg har besluttet at overtræde de lidt kædebrevslignende regler for spøgen ved kun at videresende den til de tre første skandinaviske bloggere med interesse for bibelforskning og teologi, der lige faldt mig ind, nemlig Bo Grünberger (der lige er blevet cand.theol., til lykke Bo!), Arne Berge og Årstein Justnes.

I Politiken fandt man for nyligt på at bede syv kunstnere udpege “byens bedste udendørs kunstværk”. Billedhuggeren Peter Bonnén pegede på en skulptur i Glyptotekets have: “Vejen-trolden”, som den plejer at blive kaldt i Jylland. Dens strengt korrekte navn er “Trold der vejrer kristenkød“. Det skal Bonnén have tak for. Niels Hansen Jacobsen, der lavede bæstet, er lidt af et overset geni fra perioden omkring 1900. For øvrigt står trolden hele to steder i København, Jesus-kirken i Valby, som oprindelig var dens hjemsted, har nemlig fået en kopi.

For de rigtig hårdkogte kan det imidlertid anbefales at bevæge sig endnu længere vestpå end Valby: Vejen Kunstmuseum har nemlig en formidabel samling af Hansen Jacobsens skulpturer. Og alle de bedste står udenfor, så man kan nyde solskinnet samtidig. På billedet herover ser man således en ung kunstinteresseret københavner, der er ved at tabe cykelhjelmen af fascination over Hansen Jacobsens fremstilling af den gamle Kong Lear, der kommer vaklende hen over heden i en brandstorm.

År for år bliver der produceret bekymrede reportager om, at folk ikke véd, hvorfor vi fejrer jul, påske, pinse og meget mere. Jeg blev helt opmuntret ved at se, at det også kan knibe andre steder:

I dagens Weekendavis fortæller den unge fremstormende koranforsker Thomas Hoffmann historien om den kæmpemæssige samling af gamle koranhåndskrifter, som en tysk professor havde haft liggende gemt siden krigen (se tidligere omtale her).

Det er ren Indiana Jones — med den lille forskel, at det er sandt.

Artiklen er desværre ikke tilgængelig online medmindre man er abonnent. Så ud og køb avisen!

Det er Gustav Wieds 150 års fødselsdag i dag. Medmindre man er totalt humorforladt, kan man fejre dagen med at læse det lille skuespil “Den hellige Aand”. Det ligger her (bare klik på “Next>>” for at skifte side).

Min gamle sognepræst Frederik Hjerrild er i avisen. Det er bl.a. i anledning af hans bog “Håndholdt tro og håb“.

Den 27. januar er det årsdagen for Den Røde Hærs befrielse af de (få) overlevende fanger i udryddelseslejren Auschwitz.

Det har ikke noget direkte med bibelforskning at gøre, men derfor kan det jo godt være vigtigt.